Tag-arkiv: lockout

Hvor er Socialdemokratiet?

Udgivet den af
Svar

En historisk stor konflikt lurer på det offentlige arbejdsmarked til april. De offentligt ansatte står nemlig solidarisk sammen i kampen for bedre lønninger og mere påskønnelse af deres arbejde.

Men hvor er Socialdemokratiet? Dette parti der om nogen har æren af at have bygget vores velfærdsstat fra de første sten blev lagt i mellemkrigstiden og til trygheden blev konsolideret i 1960´ernes gyldne opsving.

Men nu – hvor socialdemokraterne burde stå forrest i kampen for velfærden – så glimrer de ved deres fravær.

Ifølge spindoktorerne er det sikkert smart at dukke sig, for så længe man ikke siger noget, så laver man heller ingen fejl, men kan i stedet nyde at se modparten blive stegt i medierne.

MEN set på den lange bane – og især i troværdighedens lys – så ville det klæde socialdemokraterne at stå frem og kæmpe for de værdier og det menneskesyn, som skabte vores velfærdsstat – og som man må formode, at de står for stadigvæk.

For ja, nok skal man lade arbejdsmarkedets parter selv afgøre deres kampe.

Men når arbejdsgiveren er det offentlige, så er det jo netop politikerne, der er i arbejdsgiverens rolle – og så skal man som politiker på banen og sige, hvad man mener, også selvom det er den anden side af folketinget, der sidder ved rorpinden.

Ja, man kan sige, at så er det netop, at man skal på banen og kritisere lockouten med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark lukker til april

Udgivet den af
Svar

Som det ser ud pt, hvor innovationsminister Sophie Løhde har varslet lockout for staten, så lukker Danmark til april – altså det offentlige Danmark: Lærere, læger, pædagoger og mange andre. Men også togdriften vil formentlig stoppe – og dermed bliver det private arbejdsmarked også ramt, når folk ikke kan komme på arbejde.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det måske ikke så skidt endda, hvis storkonflikten kommer, for så kan vi lære, HVOR VIGTIGE de offentlige ansatte er.

At nok er det meget fint med alle it-virksomhederne, shipping-virksomhederne og alle de andre, der tjener store penge hjem til Danmark. MEN uden alle dem, der tager sig af børn, ældre og syge, af undervisning og alle mulige andre service-opgaver, så kan samfundet ikke fungere – og så kan virksomhederne ikke tjene penge.

Det er klart som blæk …

Og så handler det her også om Venstres mulighed for genvalg – jf. denne tekst: http://danmarksbloggen.dk/?p=9835

Men altså indtil da lukker Danmark altså d. 10. april, hvis ikke der sker et gennembrud i forhandlingerne. Og det kan selv et halvhjertet løfte fra Sophie Løhde om at beholde en spisepause ikke lave om på …

For det her handler om, at regeringen IKKE er bange for at mangedoble konflikten og risikere et helt lands velfærd og produktion. Alle os danskeres liv og verden. Det er rystende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolestart og ny hverdag – men hvor er debatten?

Udgivet den af
2

Sommerferien er slut for landets skoleelever, der i disse dage sætter sig på skolebænken igen.

Gad vide hvor mange af eleverne, deres lærere og forældre, som imellem madpakker og bogindbinding tænker på forårets lockout? Næppe mange.

Men i de kommende år vil landets skoleelever og lærere mærke forandringerne som kom som følge af den langvarige konflikt. De vil skulle leve med den nye hverdag, hvor noget vil være godt, og noget andet vil være skidt.

Sådan er det altid. Derfor efterlyste mange også i foråret en debat om skolen, og hvad vi vil med den. Dén skulle sørme tages asap, var meldingen. Men hvor blev debatten af?

Den forsvandt ud i den blå sommerluft, da sommerferien nærmede sig – og intet tyder på, at debatten bliver taget op nu. Men der er brug for den. Der er brug for visioner om, hvad vi vil med skolen.

Skolen er grundlaget i vores samfund. Det er der, hvor børnene lærer. Ikke kun at læse og skrive og regne, men også om hvordan et samfund fungerer og hvad deres rolle er.

Så vi skal diskutere skole, faglighed, konkurrence, evnen til at tænke selv, at være kritisk og alt det andet, som skolen skal kunne både i forhold til den enkelte elev og i forhold til hele samfundet.

Det drejer sig om Danmark og vores rolle og muligheder i fremtiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen spår: Indgreb inden 1. maj

Udgivet den af
3

Så sker der noget:

http://politiken.dk/indland/ECE1951920/saadan-kommer-et-regeringsindgreb-til-at-foregaa-mette-frederiksen-laegger-et-udspil-paa-bordet/

Jeg spår derfor, at der kommer et indgreb i lockouten inden 1. maj.

Jeg spår, at skolerne starter igen på mandag efter St. Bededagsferien. Det vil udover at komme det stigende pres fra forældrene i møde også sende det signal, at regeringen står på mål for dens beslutninger, også når de er upopulære.

Og det er et signal, som regeringen meget gerne vil sende, både i al almindelighed, men måske især op til en 1. maj, hvor der uanset om lockouten kører eller ej, vil være masser af uro og ballade.

Et indgreb lige op til 1. maj gør det også nemmere at tilbagevise, at der hele tiden har været en klar aftale mellem KL og regeringen om, hvordan forhandlingerne mellem folkeskolerne og KL, og mellem privatskolerne og Finansministeriet har skullet forløbe.

Så selvom det er svært at spå, især om fremtiden, så tør Danmarksbloggen godt gøre det alligevel: Indgebet kommer her onsdag d. 23. april eller torsdag d. 24. april og bliver kendt som St. Bededags-indgrebet, der indvarslede en ny tid for den offentlige sektor. En tid med mere topstyring og mindre selvbestemmelse og aftale-frihed.

Dét er den triste del.

Den gode del er, at børnene endelig vil kunne vende tilbage til deres hverdag, deres skoler og deres venner på mandag d. 29. april – fire uger efter lockouten startede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Elev om lockout: De er som små, stædige børn

Udgivet den af
2

Ikke kun lærerne, men også eleverne rammes af KL´s lockout.
Læs her 12-årige Anna F.´s beretning om hvordan det er at være lockoutet elev:

Det allerværste er uvisheden. Det ikke at vide, hvornår vi kan komme i skole igen. For ligesom at lærerne gerne vil på arbejde igen og undervise os, så vil vi også gerne i skole igen.

Vi savner vores venner og det at være sammen med hele vores klasse. For selvfølgelig kan man lave aftaler, og det er også hyggeligt, men vi savner at være sammen allesammen på den måde, som vi plejer i skolen.

Men nej, det kan vi ikke komme til. For dem, der kan sørge for, at vi kommer i skole igen, nemlig Michael Ziegler og Anders Bondo, de sidder som små, stædige børn i hver sin ende af sandkassen og vil ikke forhandle med hinanden.

Det er simpelthen for dårligt. Ja, de opfører sig faktisk værre end noget barn gør. For selv når vi er sure på hinanden, så kan vi finde ud af at tale sammen og finde en løsning på problemet.

Og det er faktisk bare det, som det drejer sig om, når det kommer til stykket – og ikke så meget andet.

Fortalt af Anna F., lockoutet elev fra 5. klasse på Christianshavns Døttreskole

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Udgivet den af
1

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

Skole-lockout, Laura Ingalls Wilder – og vigtigheden af at lære noget

Udgivet den af
1

Heldagskole, lærernes arbejdsvilkår, skolelederens beføjelser og så videre. Sjældent har skolen været så meget til debat som i øjeblikket, hvor der er varslet en lockout fra 1. april for både folke-, privat- og friskoler.

Og det ER vigtigt at skabe de rigtige rammer og arbejdsbetingelser for både lærere, skoleledere og elever. For den viden, som vi giver vores børn, er den viden, som vi allesammen skal leve af her i Danmark.

Det samme gælder indstillingen til at lære noget. For at lære noget er ikke kun et spørgsmål om timetal og forberelsestid og skolelederens ansvar.

Det er også – og måske især – en personlig sag, en pligt simpelthen for den enkelte, at dygtiggøre sig. Et aspekt som ofte glemmes, når der tales uddannelse og skole.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på virkelighedens Laura Ingalls Wilder. Pigen fra “Det lille hus på prærien”, som de fleste nok kender fra tv-serien, der dog var en sød-suppe-version og meget langt fra virkelighedens verden, som til gengæld er beskrevet i ni fantastiske bøger, hvor man følger Laura fra hun er omkring fem år til hun er først i 20´erne.

Da virkelighedens Laura er omkring 16 år gammel, har hun sit første job som lærerinde på en skole så langt fra hjemmet, at hun må bo seks uger hos en familie, hvor konen hader både det hårde nybyggerliv og Laura, som kun får lov til at bo der, fordi der var helt optaget alle andre steder.

Så der midt i snestormene og kulden, både ude og inde, må Laura henslæbe seks hårde uger, hvor hun underviser om dagen og får tiden til at gå om aftenen med at læse i sine egne skolebøger, så hun stadig kan følge med i skolen, når hun kommer hjem igen. Jobbet er nemlig blot midlertidigt, og hun skal tilbage til forældrene, søstrene og hendes egen skole, hvor hun er elev, når de seks uger er gået.

Så det er, mens Laura sidder dér langt ude på prærien og føler sig helt alene og uden venner, at hun alligevel aften efter aften læser i sine bøger, mens hun minder sig selv om at der er ingenting eller ingen, der kan forhindre mig i at lære noget

Dét er en god pointe: At INGEN eller INTET kan forhindre én i at lære noget.

En pointe, som de børn og unge, der måske rammes af lockout´en, med fordel kunne tage til sig. For nok kan det være, at deres skole bliver lukket, at deres lærere bliver lockoutede – men intet eller ingen kan forhindre dem i at lære noget, i at læse i deres bøger og lave deres opgaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk