Elev om lockout: De er som små, stædige børn

Ikke kun lærerne, men også eleverne rammes af KL´s lockout.
Læs her 12-årige Anna F.´s beretning om hvordan det er at være lockoutet elev:

Det allerværste er uvisheden. Det ikke at vide, hvornår vi kan komme i skole igen. For ligesom at lærerne gerne vil på arbejde igen og undervise os, så vil vi også gerne i skole igen.

Vi savner vores venner og det at være sammen med hele vores klasse. For selvfølgelig kan man lave aftaler, og det er også hyggeligt, men vi savner at være sammen allesammen på den måde, som vi plejer i skolen.

Men nej, det kan vi ikke komme til. For dem, der kan sørge for, at vi kommer i skole igen, nemlig Michael Ziegler og Anders Bondo, de sidder som små, stædige børn i hver sin ende af sandkassen og vil ikke forhandle med hinanden.

Det er simpelthen for dårligt. Ja, de opfører sig faktisk værre end noget barn gør. For selv når vi er sure på hinanden, så kan vi finde ud af at tale sammen og finde en løsning på problemet.

Og det er faktisk bare det, som det drejer sig om, når det kommer til stykket – og ikke så meget andet.

Fortalt af Anna F., lockoutet elev fra 5. klasse på Christianshavns Døttreskole

Skole-lockout, Laura Ingalls Wilder – og vigtigheden af at lære noget

Heldagskole, lærernes arbejdsvilkår, skolelederens beføjelser og så videre. Sjældent har skolen været så meget til debat som i øjeblikket, hvor der er varslet en lockout fra 1. april for både folke-, privat- og friskoler.

Og det ER vigtigt at skabe de rigtige rammer og arbejdsbetingelser for både lærere, skoleledere og elever. For den viden, som vi giver vores børn, er den viden, som vi allesammen skal leve af her i Danmark.

Det samme gælder indstillingen til at lære noget. For at lære noget er ikke kun et spørgsmål om timetal og forberelsestid og skolelederens ansvar.

Det er også – og måske især – en personlig sag, en pligt simpelthen for den enkelte, at dygtiggøre sig. Et aspekt som ofte glemmes, når der tales uddannelse og skole.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på virkelighedens Laura Ingalls Wilder. Pigen fra “Det lille hus på prærien”, som de fleste nok kender fra tv-serien, der dog var en sød-suppe-version og meget langt fra virkelighedens verden, som til gengæld er beskrevet i ni fantastiske bøger, hvor man følger Laura fra hun er omkring fem år til hun er først i 20´erne.

Da virkelighedens Laura er omkring 16 år gammel, har hun sit første job som lærerinde på en skole så langt fra hjemmet, at hun må bo seks uger hos en familie, hvor konen hader både det hårde nybyggerliv og Laura, som kun får lov til at bo der, fordi der var helt optaget alle andre steder.

Så der midt i snestormene og kulden, både ude og inde, må Laura henslæbe seks hårde uger, hvor hun underviser om dagen og får tiden til at gå om aftenen med at læse i sine egne skolebøger, så hun stadig kan følge med i skolen, når hun kommer hjem igen. Jobbet er nemlig blot midlertidigt, og hun skal tilbage til forældrene, søstrene og hendes egen skole, hvor hun er elev, når de seks uger er gået.

Så det er, mens Laura sidder dér langt ude på prærien og føler sig helt alene og uden venner, at hun alligevel aften efter aften læser i sine bøger, mens hun minder sig selv om at der er ingenting eller ingen, der kan forhindre mig i at lære noget

Dét er en god pointe: At INGEN eller INTET kan forhindre én i at lære noget.

En pointe, som de børn og unge, der måske rammes af lockout´en, med fordel kunne tage til sig. For nok kan det være, at deres skole bliver lukket, at deres lærere bliver lockoutede – men intet eller ingen kan forhindre dem i at lære noget, i at læse i deres bøger og lave deres opgaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Grøn smiley – også i misbrug af menneskeskæbner

Grønne smileyer er absolut positivt. De er en blåstempling (grøn?) af noget, så der ikke kan pilles ved, om tingene er i orden. Så er tingene i orden – lige indtil næste gang, der foretages en vurdering – og der kan gå lang tid.

Der er heller ikke grænser for, hvad man kan sætte grønne smileyer på længere, ligefra hygiejnen i et pizzeria til arbejdsmiljøet på en arbejdsplads. Alt kan få en smiley, og alle kan ånde lettet op, for nu bliver tingene så nemme og ukomplicerede i en ellers ofte kompliceret verden. Sagde nogen quick fix?

Det kan være rigtig godt med forbrugeroplysning, og udsiger smileyen virkeligt noget, som der er substans i, så giver det god mening. Men hvis det derimod en overfladisk vurdering, så får det næsten karakter af aflad.

For ikke sålænge siden besøgte Arbejdstilsynet en arbejdsplads, som jeg kender indgåede. Resultatet af besøget var en grøn smiley, som nu figurerer på firmaets hjemmeside og med garanti også vil figurere i årets CSR-rapport.

Et par timer var nok. Der var styr på det hele, arbejdsplads-vurderings-skemaer og hvad det nu altsammen hedder, alt var foretaget efter bogen og til tiden. Der kunne ikke sættes en finger på noget. Ingen sager om chikane og mobning, for det har firmaet skrevet i sin personalepolitik ikke må forekomme, så det gør det ikke. Der var styr på alt, og HR-manageren kunne sætte flueben, om han plejer at sige.

Samme HR-manager har indført en elevordning på stedet. Den går ud på, at man søger efter nogle elever – og det kan være snart sagt alle mennesker – for desperationen er til at føle på blandt mange – også ganske veluddannede mennesker, som er parat til at gå for en elevløn over en toårig periode.

I øjeblikket er der tre sådanne elever. Man søger kun de bedste, naturligvis, og de klarer ganske mange opgaver, faktisk vil onde tunger nok mene, at de klarer nogle af opgaverne bedre end nogle af de almindeligt ansatte medarbejdere, men onde tunger kan her være flere ting. Elever kan gøres dygtige for at lægge pres på andre ansatte. Pludseligt en dag opdager man, at man konkurrerer med en, som er villig til at gå til en løn, som udgør en tredjedel af ens egen..

Det er nu et par uger siden det skete. Det er ikke sket tit, men det var åbenbart tiden. Tre medarbejdere blev fyret. To elever i samme afdeling er der stadigvæk.

Der er netop også blevet gennemført en arbejdspladsvurdering. Den var ikke anonym. Et af spørgsmålene lød: “Sover du godt om natten?” Tja, alle svar ville tilgå HR-manageren, som samtidigt er økonomidirektør. De fleste sover formentlig godt, og han vil kunne sætte endnu et flueben. Hans nærmeste medarbejdere vil sandsynligvis være nogle af dem, som sover allerbedst.

Skrevet af: Sune Nielsen, sinolog, skribent og kommentator