Månedsarkiv: maj 2021

COVID19-vaccination og en stor taknemmelighed

Udgivet den af
Svar

Så har undertegnede fået sit første vaccinestik. Som så mange andre med Pfizers. Et lille plaster øverst på højre arm er det synlige bevis.

Det var en stille og rolig affære håndteret af et behageligt og kompetent personale ude i Bella Center på Amager. Og nu afventer jeg så, om der kommer nogen reaktion i form af sygdomsfølelse etc. Det vil de kommende dage vise.

Jeg er lidt spændt, men allermest føler jeg en stor og dyb taknemmelighed. En taknemmelighed over at leve i et samfund, hvor vi har råd til vacciner, råd til at vaccinere ALLE, der vil …

En taknemmelighed, der bæres af en viden om, at vi her i Danmark hjælper hinanden, støtter hinanden og er forpligtet på hinanden.

Det viser sig blandt andet ved, at vi betaler skat – også vil nogen hævde i rigelige mængder. Men sådan må det være. De brede skuldre skal bære de store læs – og ingen er hævet over forpligtigelsen til at hjælpe andre. Vi indgår alle i det store fællesskab.

Men ikke kun penge kræver noget af den, som har dem. Evner forpligter også. Så kan man noget, så skal man også bruge det, som man kan – både i egen og i fællesskabets tjeneste. Ingen af os er nemlig en ø, ingen af os kan klare os alene. Vi hænger sammen, vi er afhængige af hinanden. Vi er forpligtede på hinanden.

Dét har denne pandemi slået fast – med de helt store versaler endda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en super-duper-spreder-fest

Udgivet den af
Svar

Der var engang en virus. Den ville så gerne sprede sig til hele verden. Det gjorde den så. Ja, virussen opnåede endda pandemi-status.

Men som alle andre ville også virussen mere. Så virussen muterede igen og igen.

Og hver gang blev virus stærkere og stærkere.

Ja, virus blev så stærk, at den blev mere og mere modstandsdygtig overfor de vacciner og andre ting, som dens værter lavede, fordi de ikke gad have virussen i deres kroppe.

Virussen var glad for, at den var så stærk. Så kunne den rigtigt sprede sig. Supersprede sig, som dens værter kaldte det. Det lød sejt, syntes virussen.

Og så efter flere måneder, ja mere end et år efter dens fødsel kom den solrige dag sidst i maj 2021, hvor den sidste nye og meget modstandsdygtige variant af virus – kaldet den indiske variant af værterne – var godt i gang med at sprede sig i et område vest for Danmarks hovedstad kaldet Glostrup.

Når man bor i Glostrup, er man tit fan af en fodboldklub, der hedder Brøndby IF. Og netop Brøndby IF skulle spille sæsonens sidste kamp denne solrige og lune søndag. En vigtig kamp om det danske mesterskab i herrefodbold.

Virus glædede sig. For ikke nok ville der være hele 9.000 mennesker på stadion, men der ville være mange flere tusinder udenfor stadion. Langt de fleste uden mundbind, men til gengæld skrigende og råbende og syngende – især hvis Brøndby IF vandt.

Og det gjorde Brøndby IF.

Så mange tusinde mennesker gik amok dén søndag i en sejrsrus med råben, skrigen og syngen tæt på hinanden i flere timer. Det var en mægtig aften – og bedst var den for virussen, som havde en super-duper-spreder-fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Indisk variant truer Danmark

Udgivet den af
Svar

Forleden spurgte prinsesse Isabella for rullende kameraer sin mor kronprinsesse Mary om denne var helt væk. Det gjaldt noget så ligegyldigt som en royal fotosession i anledning af prins Christians konfirmation.

Det samme spørgsmål kunne – og med MARKANT STØRRE RELEVANS – stilles SSI og andre danske sundhedsmyndigheder og politikere.

For vi er i en situation i Danmark med stigende smitte. Det samme er tre – og kun tre – andre lande i Europa. Alligevel genåbner vi som gjaldt det livet – og det gør det måske også. Men omvendt. For vi sætter penge over sundhed – og dét på den store klinge.

Og vi gør det på en måde, så vi går direkte mod WHO.

Situationen er denne:

Indien havde i vinter opnået en stor grad af immunitet. Men så kom den nye – indiske – variant, og nu udspiller et mareridt sig i Indien. Den indiske variant spreder sig nemlig hurtigere end nogen andre – og den er til dels immun overfor vaccinen. Igen iflg. WHO.

Vi ser det i England, som til trods for at de har vaccinereret 70% af den voksne befolkning alligevel er i en situation, hvor smitten stiger eksplosivt, hvor man overvejer at droppe genåbningerne, genindføre restriktioner og lave steder som Wembley Arena om til gigantiske vaccinations-steder.

MEN HVAD GØR MAN SÅ I DANMARK?

Ja, her fortsætter man som sagt med at genåbne for fuld kraft. Man hæver antallet af mennesker, der må være forsamlet. Man hæver incidens-tallet. Og man – dvs. SSI – mener ikke, at den indiske variant er en såkaldt VOC – dvs. variant of concern, men derimod blot en VOI – dvs. variant of interest.

WHO er uenige – og har været det i et par uger. WHO mener klart, at den indiske variant er en VOC.

Men de danske sundhedsmyndigheder ved iflg. dem selv bedre end WHO. Så nej, i Danmark isolerer man IKKE nærkontakter til nærkontakter af den indiske variant, man har ikke som fx Tyskland indført karantæne til rejsende fra UK. Man mener derimod at have syr på det – fordi vi tester, og har vacciner (!).

Det er så tudedumt, at det skriger til himlen.

For ja, LIGENU har vi styr på de små bål af smitte, der brænder i Danmark – og ja, den indiske variant er OGSÅ i Danmark. Så der skal ikke meget til før de stadig flere småbrande bliver til ét stort monsterbål, der sætter gang i pandemiens største smittebølge i Danmark. Også fordi så mange IKKE er vaccinerede endnu – og fordi den indiske variant iflg. WHO smitter 20-50% mere end den britiske – og fordi den indiske er delvis immun overfor vaccinerne.

Så ligesom i vinteren 2020 vælger de danske politikere og sundhedsmyndigheder at sætte kikkerten for det blinde øje – og sige, at de ikke ser nogen fare.

Men faren er reel. Og det bliver igen danskerne, der kommer til at betale prisen – med livet eller med de senfølger, som rammer cirka 30%, men som danske myndigheder ikke gør en aktiv indsats for at undgå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Udgivet den af
Svar

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Suget efter åndelig føde

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møllehave er gået ud af tiden

Udgivet den af
1

Johannes Møllehave døde i går.

Præsten, forfatteren og digteren Møllehave er kendt af rigtig mange danskere – måske især dem over 40. For nok har de yngre også læst tekster af ham i skolen – og de fleste af dem kender bogen ”Læsehest med æselører”, hvor Møllehave skriver indlevende og personligt om store danske forfattere og deres tekster.

Men det var, når Møllehave talte, at han for alvor nåede mennesker. Når han stod på prædikestolen, holdt foredrag eller deltog i tv-programmer, så blev man revet med af Møllehaves store viden – og endnu større vid. Af hans humor, varme og generøsitet.

Møllehave favnede nemlig både med de store armbevægelser og med ordet. Det talte ord. Både når det var hans egne ord – og de andres ord, som han kunne fortolke virtuost.

Møllehave skrev også – både bøger, digte, sange og salmer. Men det var det levende ord, som var hans styrke. Der er derfor også overraskende lidt, som står tilbage efter ham.

Vennen Benny Andersen efterlod sig en skat af ord og udtryk – og Snøvsen, Rosalina og Svante vil for evigt leve i den danske kultur. Præcis som vi altid vil huske, læse og synge de tre største: H. C. Andersen og hans eventyr og digte, Grundtvig og hans salmer – og selvfølgelig Kim Larsen og hans sange.

Møllehave har som nævnt skrevet både salmer og sange, men kun få vil overleve tidens tand. Den mest kendte er nok julesangen ”Lille Messias”, som ikke er forkyndende nok til at være en salme, men som de fleste kan synge med på. Anne Linnet har skrevet melodi – og synger den også. Og i Den Danske Salmebog har Møllehave kun to salmer med: Nr. 171 ”Lazarus lå i sin grav” og nr. 522 ””Nåden er din dagligdag”. Ingen af dem er særlig meget sungne.

Så nej, der er ikke til senere generationer efterladt en guldgrube af kunst, der står i kraft af sig selv. Møllehave var derimod en stor stemme i den tid, som han levede i – og det har for skarer af danskere været en udsøgt fornøjelse at høre ham og tale med ham. Man blev grebet af manden simpelthen. Man blev klogere på sig selv og livet.

Og nu er han altså gået ud af tiden. Om det at dø sagde Møllehave selv i 2003:

For mig går vi ikke fra de levendes hjem til dødsriget. Det er omvendt. Vi er på vej til de levendes land. Hele tiden. Det levende ligger foran os. Og hvordan det former sig, kan jeg ikke beskrive, men døden er noget rigt, noget stort og noget godt.

Nu er han dér. Nu ved han det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dumhed eller ønsket om en ny nedlukning?

Udgivet den af
Svar

Der er et grimt spørgsmål, som er blevet relevant i dag – dag no. 2 i den store genåbning, som går langt videre end SSI anbefalede politikerne. Det er:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Baggrunden er denne: Samtlige oppositionspartier plus de radikale og Enhedslisten vil have Corona-passet udfaset – og i stedet satse på ”tillid” og ”at folk frivilligt lader sig teste”. Det har partierne meddelt regeringen, som dog ikke har bidt til bolle på dén – endnu. Men som overvejer det – og så plejer det at ende med et ja.

Men at udfase Corona-passet er en melding, der skriger til Himlen. Dels fordi mange IKKE gider lade sig teste. Det kan man forvisse sig om ved at følge diverse debatter på FB, hvor det at blive testet ofte omtales som chikane fra regeringens side og en indgriben i den personlige frihed. En holdning, der ikke kommer til at ændre sig.

I stedet vil disse jeg-ønsker-ikke-at-bidrage-til-fællesskabet-ved-at-lade-mig-teste-typer suse ud i samfundet, så snart man ikke behøver at vise et Corona-pas – og så vil de være med til at sprede den smitte, som i forvejen vokser i Danmark i én grad, så det ville være mere realistisk at tale om strammere regler for Corona-passet end en udfasning. Eller måske endda at vi skulle overveje at stramme restriktionerne igen – og lukke for en hel masse igen.

Dét kommer så ikke til at ske med det første – selvom vi formentlig kun har et meget lille vindue at agere i, inden smitten ER for udbredt.

Men den samlede danske politikerstand har taget papirsposen over hovedet og stukket noget i ørerne, så de ikke kan hverken se eller høre, hvad der sker i samfundet – og hvor meget smitten stiger lige nu. Fx lukker Hørsholm kommune og Sønderbro sogn i Horsens helt ned nu – og flere andre steder i Danmark er meget tæt på.

Spørgsmålet flagrer derfor i vinden som en anden COVID-19-aerosol:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for en befrielse

Udgivet den af
Svar

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning

Det ligger (ikke) i kulturen

Udgivet den af
Svar

Det ligger i kulturen …

Hver gang smitten stiger i et område med mange indvandrere og andre af anden etnisk herkomst, som det hedder på racismedansk, kan man ikke nå at sige indre svinehund, før en politiker siger: DET LIGGER I KULTUREN.

Altså underforstået den arabiske og muslimske kultur, som ifølge danske politikere tilsyneladende har en særlig evne til at tiltrække og sprede Corona-virus.

Nej, stop, siger en sociolog eller kulturgeograf eller anden med viden på området så. Se på demografien, se på boligsituationen (mange sammen på lidt plads), se på jobsituationen (lavlønsjob med stor smitterisiko) og så videre. Det er her, vi skal finde årsagen.

Det er om ikke andet så sympatisk – i hvert fald mindre stigmatiserende end DET LIGGER I KULTUREN.

Men holder det? For hvad med det igangværende udbrud i Grindsted, som er en del af Billund Kommune?

Her har Styrelsen for Patientsikkerhed beordret skoler lukket her i uge 18, og sognet balancerer på en total nedlukning. Grindsted er så bare IKKE et sted med mange indvandrere – og der er også langt mellem mange af husene – kommunen er fuld af marker.

Undertegnede har sågar tilbragt et par dage i Grindsted for præcis 31 år siden i disse dage – og jeg husker gule rapsmarker, lysegrønne nyudsprungne træer, fuglesang og gyldent solskin.

Altså dansk idyl når den er bedst – men lige netop her midt i jysk herlighed og lige netop mens man konfirmerer på livet løs i den lokale Grindsted kirke, så spreder COVID-19-smitten sig for fuld skrue i samme Grindsted, som altså har en overvægt af hvide, kulturkristne eller andre kristne – men stadig hvide, der bor i huse.

DET LIGGER I KULTUREN.

Gu´ gør det ej. COVID-19 er en virus, der smitter, når mennesker er for mange og for tæt sammen – og det gælder, uanset om man er forsamlet til et muslimsk bryllup, en byfest – eller om halvanden måned et arrangement til EM i fodbold.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk