Johannes Møllehave døde i går.
Præsten, forfatteren og digteren Møllehave er kendt af rigtig mange danskere – måske især dem over 40. For nok har de yngre også læst tekster af ham i skolen – og de fleste af dem kender bogen ”Læsehest med æselører”, hvor Møllehave skriver indlevende og personligt om store danske forfattere og deres tekster.
Men det var, når Møllehave talte, at han for alvor nåede mennesker. Når han stod på prædikestolen, holdt foredrag eller deltog i tv-programmer, så blev man revet med af Møllehaves store viden – og endnu større vid. Af hans humor, varme og generøsitet.
Møllehave favnede nemlig både med de store armbevægelser og med ordet. Det talte ord. Både når det var hans egne ord – og de andres ord, som han kunne fortolke virtuost.
Møllehave skrev også – både bøger, digte, sange og salmer. Men det var det levende ord, som var hans styrke. Der er derfor også overraskende lidt, som står tilbage efter ham.
Vennen Benny Andersen efterlod sig en skat af ord og udtryk – og Snøvsen, Rosalina og Svante vil for evigt leve i den danske kultur. Præcis som vi altid vil huske, læse og synge de tre største: H. C. Andersen og hans eventyr og digte, Grundtvig og hans salmer – og selvfølgelig Kim Larsen og hans sange.
Møllehave har som nævnt skrevet både salmer og sange, men kun få vil overleve tidens tand. Den mest kendte er nok julesangen ”Lille Messias”, som ikke er forkyndende nok til at være en salme, men som de fleste kan synge med på. Anne Linnet har skrevet melodi – og synger den også. Og i Den Danske Salmebog har Møllehave kun to salmer med: Nr. 171 ”Lazarus lå i sin grav” og nr. 522 ””Nåden er din dagligdag”. Ingen af dem er særlig meget sungne.
Så nej, der er ikke til senere generationer efterladt en guldgrube af kunst, der står i kraft af sig selv. Møllehave var derimod en stor stemme i den tid, som han levede i – og det har for skarer af danskere været en udsøgt fornøjelse at høre ham og tale med ham. Man blev grebet af manden simpelthen. Man blev klogere på sig selv og livet.
Og nu er han altså gået ud af tiden. Om det at dø sagde Møllehave selv i 2003:
For mig går vi ikke fra de levendes hjem til dødsriget. Det er omvendt. Vi er på vej til de levendes land. Hele tiden. Det levende ligger foran os. Og hvordan det former sig, kan jeg ikke beskrive, men døden er noget rigt, noget stort og noget godt.
Nu er han dér. Nu ved han det.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk