Ventesorg …

Jeg lærte et nyt ord at kende i sidste uge: Ventesorg.

Ventesorg beskriver den tilstand, som man som menneske kan befinde sig i, når man ved, at et elsket medmenneske er uhelbredeligt syg. En situation, hvor man på den ene side ønsker at være dér for det menneske, som skal dø – men hvor man på den anden side også selv lider, fordi man sætter alt andet i ens tilværelse på pause.

Først tænkte jeg: Sikke godt ord. Det er rammende.

Men så kom tanke no. 2: NEJ, stop, vent …

For hvad er det for en forventning til livet, som ligger til grund for begrebet ventesorg? At man kun kan være rigtig i live, vibrerende, i bevægelse, glad og lykkelig, når ALT er godt? Når man selv og ens nærmeste er 100% raske og lever de liv, som man ønsker.

Men det holder jo ikke. Det er et lyserødt billede af virkeligheden, som vi kun får lov til at opleve IRL i korte glimt – hvis vi er heldige. For sandheden er, at livet er langt, lykken er kort, som Kim Larsen sang det.

Lykken er nemlig ikke – trods en moderne fiks idé i den velbjærgede middelklasse – en basal rettighed. At tro det bliver en lang endeløs venten på Godot – og han kommer som bekendt altid først i morgen.

Så nej, livet består OGSÅ af lidelse, sygdom, angst, død, bekymring og uro. Og vi kan ikke sætte os ned og VENTE på, at alt er godt, før vi synes, at nu kan vi leve.

Livet går derimod hele tiden fremad – uanset om vi er glade eller kede af, struttende af sundhed eller syge. Og vi skal derfor hele tiden være i bevægelse. Også når det gør ondt, når vi selv er syge – eller en af vores nærmeste er alvorligt syge.

For kun sådan kan vi ære livet.

Vi skal derfor vælge livet ved at leve det – også når stormen raser, og skyggen ruger. Ellers får det mørke også overtaget – og det må det ikke. Så vi skal leve – indimellem på trods – med sygdommene, lidelsen og skyggerne. For så ser vi også glæden, der bobler – og lyset, der skinner.

Så ser vi hele livet – alle farverne i regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møllehave er gået ud af tiden

Johannes Møllehave døde i går.

Præsten, forfatteren og digteren Møllehave er kendt af rigtig mange danskere – måske især dem over 40. For nok har de yngre også læst tekster af ham i skolen – og de fleste af dem kender bogen ”Læsehest med æselører”, hvor Møllehave skriver indlevende og personligt om store danske forfattere og deres tekster.

Men det var, når Møllehave talte, at han for alvor nåede mennesker. Når han stod på prædikestolen, holdt foredrag eller deltog i tv-programmer, så blev man revet med af Møllehaves store viden – og endnu større vid. Af hans humor, varme og generøsitet.

Møllehave favnede nemlig både med de store armbevægelser og med ordet. Det talte ord. Både når det var hans egne ord – og de andres ord, som han kunne fortolke virtuost.

Møllehave skrev også – både bøger, digte, sange og salmer. Men det var det levende ord, som var hans styrke. Der er derfor også overraskende lidt, som står tilbage efter ham.

Vennen Benny Andersen efterlod sig en skat af ord og udtryk – og Snøvsen, Rosalina og Svante vil for evigt leve i den danske kultur. Præcis som vi altid vil huske, læse og synge de tre største: H. C. Andersen og hans eventyr og digte, Grundtvig og hans salmer – og selvfølgelig Kim Larsen og hans sange.

Møllehave har som nævnt skrevet både salmer og sange, men kun få vil overleve tidens tand. Den mest kendte er nok julesangen ”Lille Messias”, som ikke er forkyndende nok til at være en salme, men som de fleste kan synge med på. Anne Linnet har skrevet melodi – og synger den også. Og i Den Danske Salmebog har Møllehave kun to salmer med: Nr. 171 ”Lazarus lå i sin grav” og nr. 522 ””Nåden er din dagligdag”. Ingen af dem er særlig meget sungne.

Så nej, der er ikke til senere generationer efterladt en guldgrube af kunst, der står i kraft af sig selv. Møllehave var derimod en stor stemme i den tid, som han levede i – og det har for skarer af danskere været en udsøgt fornøjelse at høre ham og tale med ham. Man blev grebet af manden simpelthen. Man blev klogere på sig selv og livet.

Og nu er han altså gået ud af tiden. Om det at dø sagde Møllehave selv i 2003:

For mig går vi ikke fra de levendes hjem til dødsriget. Det er omvendt. Vi er på vej til de levendes land. Hele tiden. Det levende ligger foran os. Og hvordan det former sig, kan jeg ikke beskrive, men døden er noget rigt, noget stort og noget godt.

Nu er han dér. Nu ved han det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet er det bedste eventyr

Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.

Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.

Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.

Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.

For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.

For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.

Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.

Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=YuH_90giGTQ&lc=z22murbxkxnltlk2gacdp43avqpp2cty4sbme5nlwehw03c010c.1584302727694870&feature=em-comments

Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.

Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.

For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Frisind: Skål og Haps

Det danske frisind har trange kår. En øl i arbejdstiden – og straks er Fanden løs i Laksegade, som man ser det i nogle af reaktionerne på TV2´s udsendelse. Det er umoralsk, skriger de frelste, der med nedadvendte mundvige er gode til at gøre livet surt for alt og alle omkring dem.

Vi kender dem alle sammen, de der busy bodies, som prøver at gøre deres egen livsangst til den gældende moral i samfundet. De lever derfor også (godt) af deres egen forargelse, og vi møder dem overalt, hvor de med deres stikkende øjne ser alt – og med deres skarpe tunger altid får luftet deres modvilje.

Det er selvfølgelig også dem, de livsangste, der er imod nøgenbadning ved stranden og lignende. For tænk, hvad det vil betyde, hvis lille Birger ser, hvordan rigtige mennesker ser ud?!

De snerper også godt sammen, når den overvægtige køber en basse ved bageren – eller et ungt menneske tænder en cigaret ved busstoppestedet. Sodoma og Gomorra, kan man se, at de tænker.

For de har travlt med at dømme og bedømme alt og alle – og  frisind er for dem lig med tøjleløs umoral.

Desværre bliver de flere og flere – og de er efterhånden så mange, at samfundet er ved at blive så puritansk, at tøjleløs og umoralsk adfærd er det eneste rigtige modsvar. Så til kamp – til kamp. Vi må gå til modstand og få frisindet tilbage.

For livet skal leves – og gerne på en måde, så det nydes – også når det er usundt. Skål og haps …i sidste instans handler det også om solidariteten i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi er alle sølle eksistenser – og det er ok

Sådan bliver du stærk, sund, smuk, rig og lykkelig – og i balance med dig selv!!!

Det skorter ikke på diverse coaches, selvhjælpsbøger, kure, internetsider, digitale eller IRL-grupper og mange andre, som for lidt eller meget kontant afregning er klar til at vise lige DIG vejen til at nå netop DINE mål her i livet, så lige DU kan blive lykkelig.

Det er lige til at få det dårligt af så megen selvoptagenhed – og det guld, som der spindes på samme.

For nej, vi kan ikke altid være stærke, sunde, smukke, rige, lykkelige eller i balance.

Vi kan ikke kontrollere livet. Så af og til er vi svage, syge, grimme, fattige, ulykkelige og absolut helt ude i tovene.

Sådan er det. Vi er alle sølle og svage eksistenser fra tid til anden, og det er helt ok.

Opgaven i livet er nemlig at glemme sig selv og sin egen selvoptagenhed – og istedet gøre det til et mål at hjælpe andre. At være der for andre, både i det store perspektiv i samfundet, hvor vi deles om både goder og ansvar – og i det nære perspektiv med de mennesker, som er omkring os.

Pudsigt nok så bliver vi mennesker også allermest lykkelige, når vi glemmer os selv og fokuserer på at glæde andre på deres egne – og ikke vores – præmisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk