Sådan bliver du stærk, sund, smuk, rig og lykkelig – og i balance med dig selv!!!
Det skorter ikke på diverse coaches, selvhjælpsbøger, kure, internetsider, digitale eller IRL-grupper og mange andre, som for lidt eller meget kontant afregning er klar til at vise lige DIG vejen til at nå netop DINE mål her i livet, så lige DU kan blive lykkelig.
Det er lige til at få det dårligt af så megen selvoptagenhed – og det guld, som der spindes på samme.
For nej, vi kan ikke altid være stærke, sunde, smukke, rige, lykkelige eller i balance.
Vi kan ikke kontrollere livet. Så af og til er vi svage, syge, grimme, fattige, ulykkelige og absolut helt ude i tovene.
Sådan er det. Vi er alle sølle og svage eksistenser fra tid til anden, og det er helt ok.
Opgaven i livet er nemlig at glemme sig selv og sin egen selvoptagenhed – og istedet gøre det til et mål at hjælpe andre. At være der for andre, både i det store perspektiv i samfundet, hvor vi deles om både goder og ansvar – og i det nære perspektiv med de mennesker, som er omkring os.
Pudsigt nok så bliver vi mennesker også allermest lykkelige, når vi glemmer os selv og fokuserer på at glæde andre på deres egne – og ikke vores – præmisser.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk