Månedsarkiv: juni 2023

Lunds Domkirke 900 år

Udgivet den af
Svar

I dag d. 30. juni skete der for præcis 900 år siden noget spændende i Lund i Skåne, som dengang var dansk.

Her blev alteret i den første katedral bygget af sten i Norden indviet. Dermed blev Lunds Domkirke et sted, hvor man kunne afholde messer, uddele nadver og hvorfra reel kirkemagt udgik. For nu var Norden sit eget bispedømme – med basis i Lunds Domkirke, som var bygget af danskerne og dansk kirke i mere end 500 år.

Alteret fra dengang findes endnu nede i krypten i Lunds Domkirke – eller Lunds Domkyrka, som kirken har heddet i de snart 400 år, som den svenske besættelse af Skåne, Halland og Blekinge indtil videre har varet.

Men i dag er en festdag. I dag fejrer vi, at det – næsten – er et svimlende årtusinde siden, at Norden fik sin første katedral: Lunds Domkirke, som i de første århundreder var katolsk, inden den blev evangelisk-luthersk, hvad domkirken så har været siden, uanset om den har været dansk eller svensk.

For nok er den danske og den svenske kirke to forskellige – og selvstændige – kirkesamfund, men vi har et fælles trosgrundlag – nemlig det evangelisk-lutherske. Dvs. vi er kristne på samme måde.

Der er så forskelle i vores liturgi – dvs. den måde, som vi holder gudstjeneste på, samt i den måde, som vi indretter kirken på. Her har svenskerne beholdt meget af det katolske arvegods som fx at bære Biblen ind i procession efter et kors i begyndelsen af gudstjenesten, hvor vi i Danmark ikke kunne komme af med alt katolsk hurtigt nok.

Det hænger sammen med de to reformationskonger – Christian d. 3 i Danmark og Gustav Vasa i Sverige.

Danske Christian d. 3 var så overbevist en lutheraner, at han som hertug i Sønderjylland egenhændigt indførte reformationen i Haderslev mere end 15 år før end resten af Danmark – som skulle igennem en borgerkrig, før det skete. Svenske Gustav Vasa derimod var en glad katolik, men som lutheransk fyrste kunne han selv bestemme det hele – fremfor at skulle høre på og også indimellem rette sig efter paven i Rom, så derfor blev reformationen indført i Sverige i forlængelsen af det, som svenskerne kalder befrielsen fra Danmark.

De forskelle kan ses endnu. I Lunds Domkirke fylder jomfru Maria fx stadig oppe i kirkens venstre side, hvor hendes alter også står i katolske kirker, men som i Lunds Domkirke er det smukkeste kapel med en statue af jomfru Maria med Jesusbarnet, en bog man kan skrive bønner og tanker i, en lysglobe og en døbefont.

Der er også en lysglobe i kirkens nedre højre hjørne sammen med modellen af domkirken, så blinde også kan se den via følesansen – samt en stor bamse, som man kan kramme, uanset om man er barn eller voksen. Dén bamse slides som regel op på et par år, så der er mange, som har brug for et bamsekram.

Der er også ting, som ikke slides op. Lunds Domkirke byder nemlig på et astronomisk ur fra middelalderen, som to gange om dagen viser et lille spil med jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre vise mænd – og endda med musik til. Det er spøjst at se – og ganske mageløst, at de kunne lave det dengang.

Og oppe ved alteret står kirkens skytshelgen Skt. Laurentius eller på nordisk Den Hellige Lars. Det er ham, som blev lagt på en rist, og ristet til døde over en svag ild, men som undervejs bad om at blive vendt, så han kunne blive ligeligt ristet på alle sider. Så der er også humor i den store stenkatedral, hvor lyset kommer ind gennem de store vinduer i selve kirken – og gennem små vinduer nede i krypten.

Hernede, hvor man kan se det nu 900-årige gamle alter, men også jætten Finn, der klamrer sig fast til en søjle. Jætten prøvede nemlig at rive domkirken ned, da han som alle underjordiske ikke brød sig om lyden af kristne kirkeklokker. For slet ikke at tale om at jættan blev snydt af kirkens første præst til at hjælpe med at bygge domkirken. Det er en længere historie, hvor præsten satte sine øjne på spil, og det var lige ved at gå galt. Men kun lige. Mennesket vinder som regel over de underjordiske i folketroen – og Finn blev så gal, at han glemte at tage sig i agt. Så han blev ramt af solens stråler en tidlig morgen, og så fryser en jætte til sten.  

Ja, og oppe i kirken igen kan man indimellem se Dannebrog stå oppe i højre side sammen med den enorme lysestage. Vores flag kalder svenskerne så for Dannebrogen, hvilket er en stor fejl. Men det får være. For Lunds Domkirke er et overflødighedshorn af oplevelser – og kan kun anbefales at besøge – eller genbesøge.

Måske i den sommerferie, som kommer for alvor nu. Danmarksbloggen skal i hvert fald et smut over Øresund for at gense domkirken for måske 20´ende gang. Dén kan noget.

Danmarksbloggen vil også ønske alle en rigtig god sommer. Vi ses til august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Gerrige”

Udgivet den af
Svar

Aldrig er nogen så ensom, aldrig er nogen så fattig, som den der elsker sine mange penge højere end alt andet – og værre bliver det, hvis vedkommende skruppelløst misbruger de mennesker, som burde stå vedkommende nær, til at skrabe endnu mere til sig.

Så kort kan man beskrive moralen i Molières stykke ”Den Gerrige”, som Grønnegårdsteatret i år har på programmet i deres nye hjemmebane i Odd Fellowpalæet, hvis bygning sammen med den flot svungne scene danner en smuk og stemningsfuld kulisse, så det er nemt at tro, at man er i 1600-tallets Paris.

Historien om den usympatiske gnier Harpagon, der har penge, mange penge, som eneste mål og mening i livet, kunne så foregå alle steder og til alle tider. For den er lige så typisk i virkeligheden, som den er velkendt hos Molière. Så det overrasker næppe nogen, når jeg skriver, at det ender med … ja ingenting for Harpagons vedkommende. Han er fortabt set ud fra en kristen og etisk moral, som de fleste af os – uanset hvad vi tror eller ikke-tror – generelt erklærer os enige i.

Der er derfor også noget ærligt og psykologisk befriende i, at Molière ikke lader Harpagon blive klogere, men derimod stykket igennem holde fast i kærligheden til pengene – og den kontrol, som de giver den gerrige.

Sådan er det jo, som en nutidig dansk politiker kunne sige det. For hvor dit hjerte er, dér vil også din skat være – og hjerter flytter sig som bekendt ikke så tit.

Spørgsmålet er derfor, hvordan budskabet leveres hos Grønnegårdsteatret. Er der bid? Er det morsomt? Svaret er ja – og ja.

Et af de geniale træk er at lade en kvinde tage titelrollen – og her er valget faldet på Karen-Lise Mynster, og som hun fylder både støvler og skæg ud. Hun er i rollen så indkroget i pengeglæde, mistænksomhed, smålighed, brutalitet og målet-helliger-midlet-tænkning-og-handling, at man fysisk må reagere ved at ryste på hovedet over denne gnier.

Men man gyser også, og tror på, at Harpagons eneste kærlighed er knitrende sedler og blanke mønter, både når Harpagon slår løs på den stakkels Mester Jacques spillet med stor sikkerhed af Peter Flyvholm, tinger sig til at grev Anselme – spillet med vanlig elegance af Steen Stig Lommer – betaler begge bryllupsgilder plus det løse – eller gladeligt kræver ågerrenter fra sønnen Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, der er ligeså overbevisende som den udkårne Mariane, spillet af Nanna Skaarup Voss.

Men allerstærkest er det i nødens stund, når Karen-Lise Mynster leverer Harpagons klagesang, da de elskede penge er væk. Åh Gud, jeg dør, nej, jeg er død – samtidig med at de to børn står lyslevende og lykkelige ved siden af. Men det betyder ikke noget. Pengene mangler, og Harpagons verden er gået under. En mesterlig scene, hvor et empatisk hjerte får ondt af den gamle gnier, og en reflekterende hjerne spejler sig. For har vi ikke alle en rem af huden? Gu´ har vi så.

I andre roller ser vi Tina Gylling Mortensen, der som Frosine er et kraftfyrværkeri af saft og kraft i hendes måske bedste rolle på Grønnegårdsteatret, som jeg har set. Hun indtager virkelig scenen på alle måder. Samt Jesper Hyldegaard som La Fleche og Jacob Weble som både monsieur Simon og politikommissæren. Begge er de særdeles drevne og driftssikre.  

Endelig er der Harpagons datter Élise og hendes udkårne Valere, som i hemmelighed er kærester, og hvis skæbne altid vækker sympati. De spilles af Andrea Øst Birkkjær og Joachim Kubel, og det gøres med smæld og så megen overbevisning, at man tænker: Her er et powerpar, som vi forhåbentlig kommer til at se igen i mange komedier fremover.

Årets stykke ”Den Gerrige” er klassisk Grønnegårdsteatret med stor skuespilkunst og en god energi – og tak for det. For vi lever i en tid, hvor gamle dødssynder er blevet dyder, og hvor den ene rystelse kommer efter den anden, samtidig med at vi på næsten harpagonsk manér forventes at være nyttige og effektive samfundsborgere 25 timer i døgnet.

Så for et par timer at kunne blive underholdt og more sig i godt selskab med dygtige skuespillere og samtidig blive mindet om de langt vigtigere menneskelige værdier er lifligt som glas mental rosé-vin.

Og når det så tilmed serveres så levende og vibrerende, som det gøres i ”Den Gerrige” på Grønnegårdsteatret, ja så kan man kun være i højt humør – sekunderet af de måger, der skriger på lige de rette tidspunkter undervejs. Noget af en instruktion.

Danmarksbloggen giver ”Den Gerrige” fem ud af seks diamantringe – som den, der spiller en rolle, selv når klapsalverne brager. En fin detalje i en formidabel og elegant forestilling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Margrethe”

Udgivet den af
Svar

Et dansk musical-hit havde premiere Skt. Hans-aften på Gl. Scene på Det Kgl. Teater.

Så kort kan den nye musical ”Margrethe” beskrives. For den er – med sin fængende og storladne musik samt det eminente skuespil, der kun overgås af sang i absolut verdensklasse – det, man får, når man sætter sig i de røde plyssæder for på landets fineste scene at se og høre historien om Dronning Margrethe d. 2, mens de grønne kulisser drejes og vendes.

Den handler om kærlighed. Kærlighed mellem en dronning og hendes folk. Mellem en dronning og hendes forældre. Mellem en dronning og hendes mand. Mellem en dronning og hendes børn og børnebørn. Og måske allermest mellem en dronning og den skæbne, som blev hendes.  

Skæbnen som Danmarks regent. En skæbne, der går i arv, og som i sig har en iboende ensomhed. Fordi regenten er den, der alene bærer ansvaret.

Det er meget for ethvert menneske – og det er også det centrale omdrejningspunkt i denne gribende fremstilling af Dronning Margrethes liv og virke. Mændene bag – Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier – sagde mindre end to timer inden premieren på TV2 News, at musicalen handlede mere om mennesket Margrethe end om Dronning Margrethe d. 2 af Danmark.

Men både i virkeligheden og på scenen kan de to ikke adskilles. Dronningen ER sit virke – og i sit virke er hun sig selv. For hvem skulle jeg ellers være, kan man næsten høre Hendes Majestæt sige med præcis den venlige og bestemte betoning, som Ulla Henningsen, der spiller den gamle dronning, rammer til så stor perfektion, at man godt kunne tro, at det var Majestæten selv, som stod på scenen.

Dronningen er heller ikke ukendt med hverken scenen eller kunsten i form af fx malerier, og det hører vi med rette meget om. Men Majestætens dybe kristne tro nævnes ikke, og det er synd. For nok havde Dronningen i prins Henrik sin faste støtte (og han får også i musicalen al den hyldest, som han fortjener). Men regenten sætter sin lid til mere. Det har Dronningen selv sagt i flere interviews gennem tiderne.

Og nok nævnes det tit i forestillingen, at det er vigtigt at tro på noget, som er større end sig selv. Men vi hører ikke rigtig, hvad dette så er i Dronningens tilfælde. Er det Gud, eller den forpligtelse overfor danskerne, der som en rød tråd går gennem Dronningens mere end 50 år lange virke?

I musicalen får man kun fornemmelsen af forpligtelsen. Men jeg tror, at det er både den – og troen, også fordi hendes valgsprog er Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.

Valgsproget, som ellers er at regne for en regents hensigtserklæring, er desværre ikke med i musicalen, som fortælles med afstikkere frem og tilbage i tiden, selvom grundhandlingen skrider frem i kronologisk rækkefølge.

Så vi møder ikke en, ikke to, ikke tre – men hele fire Margrether, der indimellem også møder hinanden, og taler sammen. Det er der noget meta over på den gode måde.

Emilie Groth som den unge, voksne prinsesse Margrethe og Xenia Lach-Nielsen som den voksne Margrethe midt i dronningegerningen – og som de to kan synge, danse og agere. Ja, det kan hele castet. Gang på gang rives vi med og løftes til højderne.

Men alligevel træder den yngste Margrethe – kaldet Daisy – og den ældste Margrethe frem på en særlig måde.

Den ældste – Ulla Henningsen – fordi hun med varme og med stemme, mimik, bevægelse og alt andet er, som vi kender Dronningen i dag. En dronning, der i musicalen ser tilbage på sit liv med lige dele refleksion, accept og kærlighed, mens hun leder efter den hestesko-formede broche, som hun fik af sin far, da det blev bestemt, at hun skulle være Danmarks næste regent.

Rollen som Daisy synges af forskellige. Det er også en krævende rolle for en purung pige, men Lily Hanskov Aginsky, som sang rollen til premieren, gjord det så klart og så stærkt, at hun kunne synge op til – og så man kunne høre hende gennem de tre voksnes kvinders stemmer. Dét fik hun selvsagt enorme klapsalver for.

Hun var fantastisk. Intet mindre – og hun ville være en god Ariel, hvis man skulle genindspille Disney-versionen af H. C. Andersen-eventyret. Der var også dele af musikken, som bragte mindelser om netop dén Disney-produktion.

Generelt gjaldt, at musikken hele vejen igennem havde et Margrethe-tema, og at den bakkede op om historien fx ved at dele af ”Der er et yndigt land” blev spillet i mol under besættelsen, at der var forvirrende violiner, mens prins Henrik var dement og så videre.

Så ja, musikken var bevægende, hvad enten den mindede om styrken fra ”Hamilton” eller sødmen fra ”Kongen og jeg”.

Det sidste især måske i kærlighedsmødet med den franske greve, som varede lige, indtil han gik ud af tiden – og ud til de andre, der gik forud, og for en tid lader Margrethe alene tilbage, inden Frederik og Mary skal overtage.

For sådan er det. Tronen og kronen kræver det hele menneske – og Margrethe d. 2. har givet os gennem et langt liv. Derfor er denne hyldest til hende lige så rigtig, som den er smuk – og den er meget smuk.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks dronningekroner til musicalen ”Margrethe”. Den kan nemt blive en dansk musical-klassiker.

Det er Mikkel Rønnow Musicals, som producerer – og der spilles på Gl. Scene på Det Kgl. Teater i København, Odeon i Odense og Musikhuset Aarhus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Udgivet den af
Svar

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli 180 år

Udgivet den af
1

Kan man anmelde et sted? Såmænd kan man så – i hvert fald når der er tale om en forlystelsespark. Endda én, som fylder rundt. For det gør Tivoli.

Georg Carstensens gamle have bliver denne sommer hele 180 år. Imponerende er det, og selvom selve dagen først er til august, så foregår fejringen selvfølgelig hele året.

Undertegnede var derfor i Tivoli sidste uge – og umiddelbart lignede meget sig selv med en masse glade gæster i alle aldre – deriblandt mange fra andre lande. Der blev talt både engelsk, amerikansk, japansk, tysk, italiensk, fransk og svensk omkring undertegnede.

Der blev også spist is, kørt i rutschebane, kastet med bolde og alt det andet, som hører sig til en tur i Tivoli.

Så langt, så godt. Men nogle gange skal man også se efter det, som IKKE er dér.

Og her mangler meget af det, som indtil for få år siden var essensen af Den Gamle Have. De to vigtigste er:

  1. Levende musik mange gange om dagen fra det nu hedengange Promenadeorkester, som spillede til de to daglige forestillinger på Pantomimeteatret samt til de 3-5 daglige koncerter i den nu nedrevne Muslinge-pavillon.
  2. Børneteatret Valmuen, som tre gange om dagen spillede et af H. C. Andersens eventyr på måder, som var lige så mageløse, som eventyrerne er det – og som tiltrak mindst lige så mange voksne som børn.

I stedet er der kommet en Food-hall og et hotel, som begge er præcis lige så ligegyldige og livløse som parkeringspladsen foran Ikea.

Ganske forstemmende er det, når der er skåret en så stor luns af dén charme og dét eventyr i Tivoli, som gennem mere end 150 år gratis formidlede kunst, kultur og dansk historie til alle og enhver. For nu handler hver kvadratmeter om at tjene penge – og det skal gøres så billigt som muligt. Apropos Ikea.

Men det er skade, at den daglige musik er væk, at roserne ikke findes i rosenhaven mere, at der skæres ned på blomsterne i Den Gamle Have i det hele taget – og at den særlige ro og plads til eftertænksomhed er væk.

Man kan være heldig at finde en smule af den gamle Tivoli-sjæl en sen aften udenfor højsæsonen, når man går rundt for selv på steder, hvor der er lukket for dagen. Så kan man – hvis man lytter godt efter – måske høre de gamle dage hviske til én – eller en tone fra Promenadeorkestrets eminente musikalske behandling af de gamle melodier.

Eller man kan et øjeblik mærke suset fra kulturens højder, når Pjerrot fjoller, og løjerne er i gang på Pantomimen, så alle griner, som de har gjort det gennem alle generationer, når manden med det hvide ansigt laver spas med bedsteborgeren

Og nu vi er ved pantomimen: Så skal man lade være med at introducere nye pantomimer, som man har gjort det i år med ”Ude godt, hjemme bedst”, når de blot er en forklædt ballet. Men vi gider ikke Bo Bendixens forsøg på at lege balletmester på Det Kgl. Teater. Vi vil se klassisk comedia dell arte. Deres historier holder.

Big Bandet kan heldigvis stadig nydes – og Fredagsrock er stadig en god opfindelse. og man kan også stadig købe en øl og spise et stykke smørrebrød.

Men der mangler meget. Der er alt for meget kommercielt ukrudt i Den Gamle Have. Så desværre kan Tivoli kun få tre ud af seks ballongynger – og den ene gives endda kun af taknemmelighed over dét fantastiske, som Tivoli var engang – og som det bør blive igen.

Danmarksbloggen opfordrer derfor Tivoli til at se på det fine skilt med tallet 180, som hænger ved hovedindgangen. 180 år. Dét forpligter – til at tænke i kultur og kvalitet og ikke som nu i ussel mammon.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bedste Barnepiger

Udgivet den af
Svar

Sådan en sommerdag på Frederiksberg kan noget.

Og det hele får en ekstra glød, når man sidder på bænkene foran Kiosken ved Riddersalen – og med kastanjetræerne over sig, og der rundt om er en masse børn, både i små og voksne størrelser, som lever med, når Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll fortæller historier om deres tid som barnepiger på Frederiksberg, hvor de også bor – endda lige under, hvor vi sidder.

Dér kan man bare se. En bolig under jorden på Allégade. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig. Jeg valgte at tro på det – og lade mig rive med af barnepigerne, som har været med nærmest lige så længe, som der har været noget, der hed Frederiksberg – hvis det de siger står til troende. Og det gør det. For hvem tror ikke på sin barnepige?

Især når hun kan fortælle historier – og det kunne de begge to. Så vi hørte om, hvordan de passede på gamle kongers børn, at de nærmest egenhændigt sørgede for at redde Frederiksberg Kirke fra at blive brændt ned og meget mere. Ja, de har sågar været barnepiger for Palle Huld, der som 15-årig rejste Jorden rundt som en anden Phileas Fogg, og som siden blev kendt som både skuespiller og eventyrer.

Vi hører om det hele og meget mere – og indimellem flettes kendte steder på Frederiksberg ind som fx Zoo, hvor barnepigerne naturligvis var til stede, da panteren slap ud. De var også på pletten, dengang man syntes, at det var god underholdning at vise mennesker fra fjerne egne og lande frem, som de var eksotiske dyr.

Og det fortæller de to barnepiger om på en både direkte og fin måde. For udover at levere sublim underholdning, så tør de tale ind i nutiden, når de lufter bekymringen for, om der fremover stadig vil være plads til barnepiger, til sange og historier? Og om der kommer én dag, hvor vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt vi kan slå til i konkurrencesamfundet?

Det er godt lavet – og nødvendigt. Og jeg kan melde, at der ikke fandtes én – hverken blandt store eller små – som sad og googlede eller lavede andet unødvendigt i den digitale verden, mens de to farverige og favnende barnepiger var i gang.

Alle på bænkene var til stede her og nu. Alle oplevede vi med vores sanser og ikke via en skærm – og så får man den gode næring til sjælen. Ja, børnene var som altid verdens bedste teaterpublikum: Åbne, umiddelbare og dem, som tog historien ind uden at lede efter håret i suppen.

Jeg bestemte mig til at gøre det samme. En kritisk voksen ville måske tale om, hvor meget Frederiksberg-butiks-placement a la produkt-placement, der også blev brugt trods det indlysende Frederiksberg-fokus. Det gider jeg ikke lægge øre til.

Jeg vil i stedet konstatere, at den halve time, som den søde og sjove forestilling varer, fløj afsted. At vi alle var mere end begejstrede, da vi gik derfra og ud i den smukke sommerdag. Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll kan deres metier. De er så meget til stede og i dialog med både historien, hinanden og alle os, som sidder på bænkene.

Det er eminent teater for alle, som har et bankende hjerte og fortrækker varme hænder og tid fremfor kold teknologi og et hamsterhjul. Danmarksbloggen giver ”Bedste Barnepiger”5 ud af 6 barnevogne, som dem d´damer triller rundt med.

Forestillingen spiller til og med 9. juli – og er ganske gratis. Så bare mød op. Man starter, når klokkerne slår ovre på Frederiksberg Kirke.

Se mere her: https://www.riddersalen.dk/bedste-barnepiger/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige er stadig dansk

Udgivet den af
Svar

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag 2023 handler om NATO

Udgivet den af
Svar

Grundlovsdagen 2023 bliver en dag, hvor der er større fokus på begivenhederne i USA end på Danmark.

Landets statsminister Mette Frederiksen er nemlig på besøg hos præsident Biden i Det Hvide Hus i dét, som man må formode bliver den sidste – og afgørende – jobsamtale, inden Frederiksen evt. kan annonceres som NATO´s næste generalsekretær.

Dét er alt sammen noget, som i nogle uger har optaget danske medier og danske politikere.

For skulle det ske: Hvem skal så være statsminister? Og hvad vil der ske med regeringen? Og flere andre spørgsmål, som er ganske relevante, hvis landets leder skal skiftes ud.

Traditionen tro i andedammen Danmark er der så også brok.

Politikere fra højrefløjen og visse meningsdannere med flere har fx været ude med riven og hævde, at det handlede om Frederiksens chancer i NATO, når Danmark gav så mange penge og militært materiel til Ukraine.

Dertil må svaret være: NEJ. Ukraines frihedskamp er vores alle sammens frihedskamp. Og hvis først helvede bryder løs for alvor, så ligger Danmark som en prop, når den russiske Østersø-flåde skal ud – og det betød i Den Kolde Krig russiske planer om som noget af det første at bruge atomvåben mod Danmark.

Geografien har ikke ændret sig siden, men atombomberne er blevet bedre. Så nej, hver en krone, som vi giver til Ukraine, giver vi også til os selv.

At det så måske samtidig øger Mette Frederiksens chancer for at blive NATO´s næste generalsekretær, er bare fantastisk. For skulle det ske, så er det mægtigt flot, at det er en dansk kvinde, som bliver NATO´s første kvindelige generalsekretær – og så endda som den tredje i træk fra Norden – og valgt i en krigstid.

Danmarksbloggen hepper på Mette Frederiksen som NATO´s næste generalsekretær.

Også selvom det efterlader Danmark i et tomrum: Wammen som sandsynlig efterløser for Frederiksen, selvom han har samme appeal til vælgerne som gårsdagens avis. Ellemann sygemeldt og med Poulsen lurende i kulissen som en permanent afløser. Og så det politiske dyr Løkke, som vil prøve at udnytte situationen til at blive regeringens de-facto-leder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk