Tag-arkiv: sverige

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale ved VM

Udgivet den af
Svar

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Udgivet den af
Svar

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Udgivet den af
1

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Har Sverige alligevel ret?

Udgivet den af
2

Coronakrisen raser – og den koster meget på alle planer. Heldigvis er der grund til forsigtig optimisme, melder statsministeren – også selvom vi kigger ind i nogle uger nu, hvor det forventes at gå den gale vej, når man ser på antallet af alvorligt syge og døde.

Men derfor er man alligevel gået i gang med at tale om, hvad der skal ske på den anden side – når det tidspunkt altså kommer.

Det er i det hele taget en stor diskussion, for dels skal man definere kriterierne for, hvad der skal til for at en åbning går i gang – og dels for hvornår det kan ske.

For det er meget sværere at åbne et land op igen – på den rigtige måde og i det rigtige tempo – end at lukke det ned.

Men samfundet skal åbnes op på et tidspunkt – og vi skal også opbygge flokimmunitet. Det er den eneste langtidsholdbare måde at redde ældre og svækkede på.

En fungerende flokimmunitet kræver, at 60 procent af befolkningen har haft COVID-19. Men det får man kun, hvis man bliver smittet – og for at blive smittet, skal man være sammen.

Så hvem ved? Måske har svenskerne alligevel ret – hvis altså de ældre og svækkede svenskere kunne finde ud af at holde sig hjemme, som deres statsepidemiolog Anders Tegnell anbefaler det. Det kan de så kun delvist.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det ikke givet, hvem det gør det rigtige.

Der er næsten dobbelt så mange mennesker som os i Sverige, og de har på nuværende tidspunkt 110 døde, hvor vi har 72.

Så nej, undertegnede er ikke længere så skråsikker på, at det er os, der har ret – og svenskerne, der tager fejl.

De kommende uger og måneder vil – måske – vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Udgivet den af
Svar

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Farvel for evigt, du svenske bjørn

Udgivet den af
Svar

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.