Tankerne går til Sverige

For snart otte år siden ramte terroren Sverige, da en lastbil en aprildag kørte ind i menneskevrimlen på Drottninggatan i det centrale Stockholm, og dræbte og sårede flere.

Det skabte stor sorg – også i Danmark. For nok kan vi drille hinanden og ryste på hovedet ad hinanden. Men når det gælder, så er vi søskende, Sverige, Danmark – og Norge. Vi har så meget tilfælles – og i dag også sorgen over det største skoleskyderi i Sverige, i Norden.

For nu er den gal igen. Om det også er terror denne gang – eller ”bare” en gal mands ageren – eller noget tredje ved vi ikke, og svenskerne opfordrer til ikke at spekulere i motiver, inden undersøgelserne er færdige.

Undersøgelserne af en udåd hvor 11 mennesker mistede livet – og hvor seks er indlagt på hospitalet, vistnok alle udenfor livsfare.

11 mennesker, som i går tog hjemmefra for at tage til Rigsbergska Skolan i den svenske by Örebro, som måske ikke er den mest kendte i Danmark.

Men Örebro har ca 125.000 indbyggere. Det er Sveriges sjettestørste by, som ligger cirka 100 km vest for Stockholm i det landskab, der hedder Närke, og som mange i Sverige forbinder med den store – og smukke – slette, der bærer navnet Närkesletten, og hvor der om sommeren er mange forskellige blomster-arter.

Blomster – og lys – sætter svenskerne også i dag, som er en på alle måder mørk dag i Sverige. Danmarksbloggen vil også begive sig til den svenske ambassade med en buket – ligesom sidste gang – i 2017.

Tankerne går til Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lunds Domkirke 900 år

I dag d. 30. juni skete der for præcis 900 år siden noget spændende i Lund i Skåne, som dengang var dansk.

Her blev alteret i den første katedral bygget af sten i Norden indviet. Dermed blev Lunds Domkirke et sted, hvor man kunne afholde messer, uddele nadver og hvorfra reel kirkemagt udgik. For nu var Norden sit eget bispedømme – med basis i Lunds Domkirke, som var bygget af danskerne og dansk kirke i mere end 500 år.

Alteret fra dengang findes endnu nede i krypten i Lunds Domkirke – eller Lunds Domkyrka, som kirken har heddet i de snart 400 år, som den svenske besættelse af Skåne, Halland og Blekinge indtil videre har varet.

Men i dag er en festdag. I dag fejrer vi, at det – næsten – er et svimlende årtusinde siden, at Norden fik sin første katedral: Lunds Domkirke, som i de første århundreder var katolsk, inden den blev evangelisk-luthersk, hvad domkirken så har været siden, uanset om den har været dansk eller svensk.

For nok er den danske og den svenske kirke to forskellige – og selvstændige – kirkesamfund, men vi har et fælles trosgrundlag – nemlig det evangelisk-lutherske. Dvs. vi er kristne på samme måde.

Der er så forskelle i vores liturgi – dvs. den måde, som vi holder gudstjeneste på, samt i den måde, som vi indretter kirken på. Her har svenskerne beholdt meget af det katolske arvegods som fx at bære Biblen ind i procession efter et kors i begyndelsen af gudstjenesten, hvor vi i Danmark ikke kunne komme af med alt katolsk hurtigt nok.

Det hænger sammen med de to reformationskonger – Christian d. 3 i Danmark og Gustav Vasa i Sverige.

Danske Christian d. 3 var så overbevist en lutheraner, at han som hertug i Sønderjylland egenhændigt indførte reformationen i Haderslev mere end 15 år før end resten af Danmark – som skulle igennem en borgerkrig, før det skete. Svenske Gustav Vasa derimod var en glad katolik, men som lutheransk fyrste kunne han selv bestemme det hele – fremfor at skulle høre på og også indimellem rette sig efter paven i Rom, så derfor blev reformationen indført i Sverige i forlængelsen af det, som svenskerne kalder befrielsen fra Danmark.

De forskelle kan ses endnu. I Lunds Domkirke fylder jomfru Maria fx stadig oppe i kirkens venstre side, hvor hendes alter også står i katolske kirker, men som i Lunds Domkirke er det smukkeste kapel med en statue af jomfru Maria med Jesusbarnet, en bog man kan skrive bønner og tanker i, en lysglobe og en døbefont.

Der er også en lysglobe i kirkens nedre højre hjørne sammen med modellen af domkirken, så blinde også kan se den via følesansen – samt en stor bamse, som man kan kramme, uanset om man er barn eller voksen. Dén bamse slides som regel op på et par år, så der er mange, som har brug for et bamsekram.

Der er også ting, som ikke slides op. Lunds Domkirke byder nemlig på et astronomisk ur fra middelalderen, som to gange om dagen viser et lille spil med jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre vise mænd – og endda med musik til. Det er spøjst at se – og ganske mageløst, at de kunne lave det dengang.

Og oppe ved alteret står kirkens skytshelgen Skt. Laurentius eller på nordisk Den Hellige Lars. Det er ham, som blev lagt på en rist, og ristet til døde over en svag ild, men som undervejs bad om at blive vendt, så han kunne blive ligeligt ristet på alle sider. Så der er også humor i den store stenkatedral, hvor lyset kommer ind gennem de store vinduer i selve kirken – og gennem små vinduer nede i krypten.

Hernede, hvor man kan se det nu 900-årige gamle alter, men også jætten Finn, der klamrer sig fast til en søjle. Jætten prøvede nemlig at rive domkirken ned, da han som alle underjordiske ikke brød sig om lyden af kristne kirkeklokker. For slet ikke at tale om at jættan blev snydt af kirkens første præst til at hjælpe med at bygge domkirken. Det er en længere historie, hvor præsten satte sine øjne på spil, og det var lige ved at gå galt. Men kun lige. Mennesket vinder som regel over de underjordiske i folketroen – og Finn blev så gal, at han glemte at tage sig i agt. Så han blev ramt af solens stråler en tidlig morgen, og så fryser en jætte til sten.  

Ja, og oppe i kirken igen kan man indimellem se Dannebrog stå oppe i højre side sammen med den enorme lysestage. Vores flag kalder svenskerne så for Dannebrogen, hvilket er en stor fejl. Men det får være. For Lunds Domkirke er et overflødighedshorn af oplevelser – og kan kun anbefales at besøge – eller genbesøge.

Måske i den sommerferie, som kommer for alvor nu. Danmarksbloggen skal i hvert fald et smut over Øresund for at gense domkirken for måske 20´ende gang. Dén kan noget.

Danmarksbloggen vil også ønske alle en rigtig god sommer. Vi ses til august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige er stadig dansk

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 3. søndag i advent kommer altså den tredje af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, hvordan man kan holde Lucia på en Corona-venlig måde, og som svenskerne har gjort det altid – nemlig derhjemme. For svenskerne fejrer nemlig Lucia både ude og hjemme.

Det er Lucia-dag i morgen mandag d. 13. december.

Sidst kan man også synge med på undertegnedes nyoversættelse af den svenske vise om Santa Lucia.

Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

Da danskerne inspireret af svenskerne begyndte at gå Lucia-optog under Besættelsen, fik vi kun den ene halvdel af den gamle svenske Lucia-tradition med, nemlig de offentlige Lucia-optog.

For vi glemte den sidste halvdel, de private Lucia-fejringer, som er mindst lige så store i Sverige. Men dem kunne vi få glæde af i Corona-tiden. De er som designede til livet i en social boble.

Konceptet er enkelt:

Lav en bakke med morgenmad. Skal det være ægte svensk, så skal der dækkes op med de specielle Lucia-boller (eller Lussekatter som bollerne lavet med safran også kaldes), brunkager, gløgg, kakao og kaffe.

Tag derpå en lyskrans/krone med lys på hovedet.

Og gå så syngende ind og væk din familie med Lucia-sang tidligt om morgenen d. 13. december.

I gamle dage var det selvfølgelig kvinderne, som stod for det, men i disse ligeretstider kan mændene lige så godt være en lysende Luciabrud.

Men uanset om man agerer Lucia, eller er den, der sidder i sengen, og hører på, at der bliver sunget om Santa Lucia, så lusser man, som det hedder på svensk.

For hyggen en svensk Lucia-morgen med varme drikke, Lucia-boller og Lucia-sang – og lys i mørket – er simpelthen så speciel, at det kræver sit helt eget ord – nemlig at lusse. Og da familiens helt egen Lucia vækker resten af huset allerede klokken 6 – eller tidligere – er der rigeligt med tid, inden man skal i skole og på arbejde.

Den svenske Lucia-tradition i dens hjemlige variant med morgenvækningen i de mørke morgentimer er som kreeret til et liv i den sociale boble i pandemiens tid.

Læg dertil lyssymbolikken, som har en psykologisk effekt, da det at se levende lys skinne i mørket giver os en følelse af håb, som vi også erfarede det sidste gang, at det var alvor i Danmark under Besættelsen, hvor vi adopterede de offentlige Lucia-optog fra Sverige.

Nu er det alvor igen – og nu kunne vi med fordel tage den private Lucia-fejring til os, og begynde at lusse. Dét er hygge, kage og lys på én og samme tid.

Skulle man ikke lige have en krone med lys, kan en lysestage eller andet sagtens gøre det. Det er lyset, som det handler om.

Dette at tænde lys i mørket, som vi også gør det med adventskransen, kalenderlyset og alt det andet, som hver jul giver os troen på lysere tider. Og hvor effekten i et Corona-år bliver mange gange større.

Svenskerne har så flere Lucia-sange, både muntre og højtidelige. De har selvfølgelig den klassiske Lucia-sang, som vi også har i Danmark – men også fx ”Stig in, Lucia, stig in”, “God morgon mitt herrskap. Här kommer Lussebrud” og ”Lusse lelle”.

I Danmark har vi kun én Lucia-sang. Det er den danske version af den klassiske Lucia-sang, som på dansk handler lige så meget om gæster, fester og ønsker, som den handler om lyset. Men det er en undervurdering af, hvad Lucia drejer sig om.

Jeg har derfor valgt at lave en ny oversættelse og fortolkning af den måske mest elskede svenske Lucia-version af den klassiske Lucia-sang. For i Sverige har man flere versioner af den klassiske Lucia-sang, men det smukkeste er den, som på svensk er skrevet af den svenske digter og lærer Arvid Rosén. Og både den og min oversættelse fokuserer på det, som Lucia drejer sig om:

At Lucia kommer som en nærmest personificeret forløsning – eller hvis man er religiøs, at Lucia stiger ind i vores mørke med bud fra Kristus, som kaldes verdens lys.

Men uanset om man er troende eller ej, så kan Lucia ses som en befrielse, så lyset kan sejre over mørket, og dagen kan gry igen, både i naturen og i menneskesindet. Så vi får troen og håbet om bedre tider tilbage.

For som bekendt er det godt at synge i skumle tider, så derfor giver det ekstra mening at istemme sangen om lysets helgeninde Santa Lucia, der døde for 1700 år siden, men stadig bringer bud på hendes egen helgendag d. 13. december:

Santa Lucia

Natten er sort som blæk
Her i vor stue
Solen er også væk
Skyggerne true
Men på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Natten var kold og stum
Men nu det svinger
I alle mørke rum
Sus som af vinger
For på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Mørket skal flygte nu
Væk fra vor stue
Det loves jeg og du
Lyset vi skue
Dagen skal atter gry
Opstå af rosen-sky
Santa Lucia, Santa Lucia

Tekst: Dorte J. Thorsen
Melodi: Folkevise fra Italien

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale ved VM

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk