ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 3. søndag i advent kommer altså den tredje af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, hvordan man kan holde Lucia på en Corona-venlig måde, og som svenskerne har gjort det altid – nemlig derhjemme. For svenskerne fejrer nemlig Lucia både ude og hjemme.

Det er Lucia-dag i morgen mandag d. 13. december.

Sidst kan man også synge med på undertegnedes nyoversættelse af den svenske vise om Santa Lucia.

Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

Da danskerne inspireret af svenskerne begyndte at gå Lucia-optog under Besættelsen, fik vi kun den ene halvdel af den gamle svenske Lucia-tradition med, nemlig de offentlige Lucia-optog.

For vi glemte den sidste halvdel, de private Lucia-fejringer, som er mindst lige så store i Sverige. Men dem kunne vi få glæde af i Corona-tiden. De er som designede til livet i en social boble.

Konceptet er enkelt:

Lav en bakke med morgenmad. Skal det være ægte svensk, så skal der dækkes op med de specielle Lucia-boller (eller Lussekatter som bollerne lavet med safran også kaldes), brunkager, gløgg, kakao og kaffe.

Tag derpå en lyskrans/krone med lys på hovedet.

Og gå så syngende ind og væk din familie med Lucia-sang tidligt om morgenen d. 13. december.

I gamle dage var det selvfølgelig kvinderne, som stod for det, men i disse ligeretstider kan mændene lige så godt være en lysende Luciabrud.

Men uanset om man agerer Lucia, eller er den, der sidder i sengen, og hører på, at der bliver sunget om Santa Lucia, så lusser man, som det hedder på svensk.

For hyggen en svensk Lucia-morgen med varme drikke, Lucia-boller og Lucia-sang – og lys i mørket – er simpelthen så speciel, at det kræver sit helt eget ord – nemlig at lusse. Og da familiens helt egen Lucia vækker resten af huset allerede klokken 6 – eller tidligere – er der rigeligt med tid, inden man skal i skole og på arbejde.

Den svenske Lucia-tradition i dens hjemlige variant med morgenvækningen i de mørke morgentimer er som kreeret til et liv i den sociale boble i pandemiens tid.

Læg dertil lyssymbolikken, som har en psykologisk effekt, da det at se levende lys skinne i mørket giver os en følelse af håb, som vi også erfarede det sidste gang, at det var alvor i Danmark under Besættelsen, hvor vi adopterede de offentlige Lucia-optog fra Sverige.

Nu er det alvor igen – og nu kunne vi med fordel tage den private Lucia-fejring til os, og begynde at lusse. Dét er hygge, kage og lys på én og samme tid.

Skulle man ikke lige have en krone med lys, kan en lysestage eller andet sagtens gøre det. Det er lyset, som det handler om.

Dette at tænde lys i mørket, som vi også gør det med adventskransen, kalenderlyset og alt det andet, som hver jul giver os troen på lysere tider. Og hvor effekten i et Corona-år bliver mange gange større.

Svenskerne har så flere Lucia-sange, både muntre og højtidelige. De har selvfølgelig den klassiske Lucia-sang, som vi også har i Danmark – men også fx ”Stig in, Lucia, stig in”, “God morgon mitt herrskap. Här kommer Lussebrud” og ”Lusse lelle”.

I Danmark har vi kun én Lucia-sang. Det er den danske version af den klassiske Lucia-sang, som på dansk handler lige så meget om gæster, fester og ønsker, som den handler om lyset. Men det er en undervurdering af, hvad Lucia drejer sig om.

Jeg har derfor valgt at lave en ny oversættelse og fortolkning af den måske mest elskede svenske Lucia-version af den klassiske Lucia-sang. For i Sverige har man flere versioner af den klassiske Lucia-sang, men det smukkeste er den, som på svensk er skrevet af den svenske digter og lærer Arvid Rosén. Og både den og min oversættelse fokuserer på det, som Lucia drejer sig om:

At Lucia kommer som en nærmest personificeret forløsning – eller hvis man er religiøs, at Lucia stiger ind i vores mørke med bud fra Kristus, som kaldes verdens lys.

Men uanset om man er troende eller ej, så kan Lucia ses som en befrielse, så lyset kan sejre over mørket, og dagen kan gry igen, både i naturen og i menneskesindet. Så vi får troen og håbet om bedre tider tilbage.

For som bekendt er det godt at synge i skumle tider, så derfor giver det ekstra mening at istemme sangen om lysets helgeninde Santa Lucia, der døde for 1700 år siden, men stadig bringer bud på hendes egen helgendag d. 13. december:

Santa Lucia

Natten er sort som blæk
Her i vor stue
Solen er også væk
Skyggerne true
Men på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Natten var kold og stum
Men nu det svinger
I alle mørke rum
Sus som af vinger
For på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Mørket skal flygte nu
Væk fra vor stue
Det loves jeg og du
Lyset vi skue
Dagen skal atter gry
Opstå af rosen-sky
Santa Lucia, Santa Lucia

Tekst: Dorte J. Thorsen
Melodi: Folkevise fra Italien

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale ved VM

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Har Sverige alligevel ret?

Coronakrisen raser – og den koster meget på alle planer. Heldigvis er der grund til forsigtig optimisme, melder statsministeren – også selvom vi kigger ind i nogle uger nu, hvor det forventes at gå den gale vej, når man ser på antallet af alvorligt syge og døde.

Men derfor er man alligevel gået i gang med at tale om, hvad der skal ske på den anden side – når det tidspunkt altså kommer.

Det er i det hele taget en stor diskussion, for dels skal man definere kriterierne for, hvad der skal til for at en åbning går i gang – og dels for hvornår det kan ske.

For det er meget sværere at åbne et land op igen – på den rigtige måde og i det rigtige tempo – end at lukke det ned.

Men samfundet skal åbnes op på et tidspunkt – og vi skal også opbygge flokimmunitet. Det er den eneste langtidsholdbare måde at redde ældre og svækkede på.

En fungerende flokimmunitet kræver, at 60 procent af befolkningen har haft COVID-19. Men det får man kun, hvis man bliver smittet – og for at blive smittet, skal man være sammen.

Så hvem ved? Måske har svenskerne alligevel ret – hvis altså de ældre og svækkede svenskere kunne finde ud af at holde sig hjemme, som deres statsepidemiolog Anders Tegnell anbefaler det. Det kan de så kun delvist.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det ikke givet, hvem det gør det rigtige.

Der er næsten dobbelt så mange mennesker som os i Sverige, og de har på nuværende tidspunkt 110 døde, hvor vi har 72.

Så nej, undertegnede er ikke længere så skråsikker på, at det er os, der har ret – og svenskerne, der tager fejl.

De kommende uger og måneder vil – måske – vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk