Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Danskerne vil til krebsegilde

Krebsegilderne – eller som det hedder på svensk kräftskivor – er en af Sveriges mest elskede traditioner, som afholdes over hele Sverige i det meste af august måned, hvor man samles ved udendørs borde og spiser krebs, drikker snaps og synger snapseviser i den mørke augustaften, der lyses op af farverige papirslamper, der hænger i træer og på snore over bordet.

Men nu tyder meget på, at også danskerne er ved at tage denne ellers ærkesvenske tradition til sig. Ihvertfald når de besøger Nordens største fest, Malmøfestivalen, der løber af stablen fra idag og otte dage frem.

Læs mere – også om drop-in-bryllup – i undertegnedes artikel her: http://www.religion.dk/vielse/malmoefestival-drop-bryllup-i-sct.-petri-kyrkan

Og vær obs på at det store krebse-spiseri kun finder sted i dag og i aften på selve festivalens åbningsdag – og at du selv skal medbringe såvel krebs som snaps. Stemningen og lamperne – og en masse musik – har svenskerne dog sørget for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk