Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte