Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Julehjælp, muslimer og dét at være kristen

Skal muslimer have julehjælp?
Danmarksbloggen mener ja, ja og atter ja.

For julehjælp er noget, som man som kristen giver til ens trængende medmennesker uden at at spørge om medlemskort til foreningen “Den kristne kirke”.

At være kristen er nemlig at deles om goderne og at give af sit overskud uden forbehold og uden betingelser. Som kristen får man heller ikke rabatter på udvalgte produkter og point i en eller anden himmelsk shop for sine gerninger. Man får istedet nåden, evigheden og visheden om at hvile i Guds hånd.

Ja, men kristne bliver jo forfulgt i muslimske lande: Så hvorfor skal vi være gode ved dem og give dem julehjælp?, kan man høre kritikerne spørge. Ja, det er jo netop derfor.

Vi skal vise alverden, at der findes et alternativ til tand-for-tand-og-øje-for-øje-mentaliteten, der vinder så altfor meget indpas i disse år. Vi skal tale og handle imod den egoisme og den grådighed, som truer vores samfund mere end nogen anden religion nogensinde kan gøre det. En egoisme og en grådighed, der ikke har noget med religion at gøre.

Kristendommens store gave til Danmark er budskabet om at deles om goderne. Det er vores sande kulturarv – og den skal vi værne om.

For er man kristen – sådan for alvor og ikke kun en kulturkristen, der blot bruger kirken som en fin kulisse til jul og bryllup, så ved man, at det at være kristen er – HELE TIDEN, også når man er forfulgt – at vise næstekærlighed og deles og give.

For at være kristen er ikke bare noget med salmer og gamle historier. At være kristen er ikke at være hygge-religiøs. Det er en livsindstilling baseret på troen på at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. At være kristen er derfor et ubønhørligt krav om hele tiden at gå udover sig selv og sin egen bekvemmelighed og egoisme – og give til ens medmenesker.

At være kristen er en indre identitet, der kun giver mening, når den ytrer sig som en ydre adfærd, hvor fokus er på at deles om goderne uden at gøre forskel på mennesker.

Så jo, julehjælp er også for muslimer … og for jøder og buddhister og hinduister og ateister og kristne og alle mulige andre. For julehjælp er hjælp til ens medmennesker i nød. ALLE ens medmennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jødernes flugt over Øresund – medmenneskelighedens sejr

I disse dage er det 70 år siden, at det lykkes mere end 95% af alle danske jøder at komme i sikkerhed fra tyskerne og deres planer om deportation.

Langt de fleste jøder blev sejlet over Øresund til Sverige ombord på fiskerbåde, lystsejlere og hvad der ellers kunne flyde. For nogle var det gratis, mens det for andre kostede penge. Men hele samfundet spædede til – selv Kong Christian d. 10, som i det skjulte gav af egen lomme.

At så mange danske jøder kom væk i tide skyldtes, at advarslen kom fra den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best selv, at advarslen blev viderebragt af troværdige kilder fra det politiske liv – og ikke mindst at advarslen kom i tide.

I mange andre besatte lande blev langt størstedelen af landets jøder fanget og deporteret til tyskernes umenneskelige kz-lejre, hvor mange døde af sult og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev gasset eller på andre måder slået ihjel. Alt sammen bare fordi de var jøder. Meget få af de ulykkelige var danske jøder.

Mon ikke vi allesammen husker den trofaste bankmand Hr. Stein fra Matador, der bliver opsøgt af sin nabokone i banken, skynder sig væk og dukker op om aftenen hjemme hos bankdirektør Varnæs, hvor han inddirekte er årsagen til at fru Maude Varnæs kommer ud af sin skal og sammen med Daniel Skjern bringer Hr. Stein i sikkerhed hjemme hos grisehandlerens kone fru Larsen, inden Kresten Skjern og doktor Hansen kan få ham ombord på en båd til Sverige, hvor hr. Stein er indtil krigen slutter, og han vender hjem igen – til både sit job og sin bolig.

Historien om hr. Stein er fiktiv, men typisk for redningen af de danske jøder. Bag hver eneste jødiske skæbne var der nemlig mange danskere, som gjorde en indsats – stor eller lille – for at hjælpe et eller flere medmennesker, som de anså for deres landsmænd og ligeværdige.

I Danmark var vi ellers længe – også for længe – om at stille os helhjertede på allieret side. Men to ting kan vi være stolte over: 1) Vores modstandsbevægelse, der nok var lille, men selv en lille bi kan stikke og irritere. 2) Den selvfølgelighed, hvormed de fleste danskere hjalp deres jødiske medborgere.

Og det er dette sidste, som samtiden med rette kunne bryste sig selv af: Denne medmenneskelighed, dette at se vores jødiske landsmænd som mennesker og danskere istedet for at se dem som jøder. Og så handle derpå. Dét var medmenneskelighedens sejr.

Ville det samme mon ske idag? Danmarksbloggen håber dét, men er ikke sikker. For hvordan er det lige, at vi ser på hinanden idag? Er det primært som (med)mennesker? Som danskere? Eller er det som muslimer vs. kristne, arbejdsløse vs. dem, der har et arbejde, tykke vs. tynde og så videre, og så videre.

Læs også http://danmarksbloggen.dk/?p=1754

I disse dage, hvor vi fejrer 70-året for en heroisk indsats udført af almindelige danskere, opfordrer Danmarksbloggen derfor til at lære af det, der skete dengang, så vi allesammen kan begynde at se på hinanden som medmennesker med respekt og rummelighed.

For jo, den leverpostejglade dansker kan godt lære at leve godt sammen med muslimen, der kun spiser halalkød. Ateisten og den troende kan godt lære at respektere hinandens tro og ikke-tro. Muslimen kan godt lære at sidde ved siden af jøden med kalot på i 5A´eren på Nørrebrogade. Virksomhedsejeren kan godt lære at forstå, at den arbejdsløse ikke er doven, men istedet gerne vil have et job osv, osv.

Sådan må det være. Sådan skal det blive, hvis medmenneskeligheden skal sejre igen i Danmark. Og det skal dén. Alternativet – et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nok og kun de stærkeste overlever – er ikke til at holde ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk