Der skabes fronter og bygges mure og smedes rygter og spredes fordomme som aldrig før i det danske samfund, hvor sameksistensen længe har været dårlig, men nu er direkte truet.

Det er dem, der har et arbejde versus dem, der ikke har.
Dem med et arbejde beskyldes for at være egoistiske og asociale, mens dem uden arbejde kaldes dovne og nasserøve.

Der er gammeldanskerne versus nydanskerne.

Der er dem, der dyrker motion og dem, der ikke gør. Dem, der taler meget om kost og mad og sværger til frugt, vand og grønt versus dem, der gerne spiser wienerbrød og pizza – og skyller det ned med halvanden liter sodavand. Dem, der … og så er der dem, der … og hvad med dem, der …

Samfundet er fuld af grupper, der er optaget af sig selv og dem, dem der ligner dem selv. Og ja, det er naturligt at søge sammen med dem, der deler ens egne værdier.

Men det bliver et problem, hvis vi ikke gør andet. Hvis vores identitet er så svag, og vi hviler vi så lidt i os selv, at vi ikke kan rumme de andre og deres værdier. For vi skal være her allesammen, og vi skal passe på hinanden og tage og af hverandre. Også dem, der ikke ligner en selv.

Og det er i mødet med “de andre”, at det største sker, der man har muligheden for at udvide sin horisont, lære noget og udvikle sig.

Så både i forhold til fællesskabet, men også i forhold til en selv er der kun vej: Åbenhedens og hensynets. Dét sikrer ikke kun sameksistensen, men tilmed den gode sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk