1. maj: Største overskud siden vikingetiden – alle skal med

I Danmark bliver der ikke revolution, når det regner. Men det bliver dog 1. maj, selvom det blæser. Dog vil der nok kommer lidt færre i Fælledparken i år, selvom der er mange, der er utilfredse med OK18, og folk udenfor Forligsinstitutionen lovede hinanden at mødes netop dér igen i dag 1. maj.

Men som sagt – vejret er dårligt, så mange vælger nok at blive hjemme, lyder Danmarksbloggens forudsigelse.

Danmarksbloggen kan selvfølgelig tage fejl. Der er også stadig meget at kæmpe for – både i den private og den offentlige sektor, hvor det såkaldte nødberedskab er blevet hverdag.

Men ordentlige rammer til dem, der er i arbejde, er ikke det eneste, der er værd at gå på barrikaderne for.

For vi skal også huske dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi har pt. et betalingsbalanceoverskud, der ikke har været større siden vikingetiden, men alligevel lever store grupper i det danske samfund i fattigdom.

Og ja, fjernelsen af fattigdommen er også en sag for arbejdsmarkedets parter, dog måske især arbejdsgiverne, da det er dem, der ejer produktionsmidlerne og har retten til at lede og fordele arbejdet.

Men den ret følger nemlig også en pligt til at hjælpe – en pligt til at skaffe danske jobs – og dét er mere end rigeligt at holde 1. maj på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hensyn + åbenhed = God sameksistens

Der skabes fronter og bygges mure og smedes rygter og spredes fordomme som aldrig før i det danske samfund, hvor sameksistensen længe har været dårlig, men nu er direkte truet.

Det er dem, der har et arbejde versus dem, der ikke har.
Dem med et arbejde beskyldes for at være egoistiske og asociale, mens dem uden arbejde kaldes dovne og nasserøve.

Der er gammeldanskerne versus nydanskerne.

Der er dem, der dyrker motion og dem, der ikke gør. Dem, der taler meget om kost og mad og sværger til frugt, vand og grønt versus dem, der gerne spiser wienerbrød og pizza – og skyller det ned med halvanden liter sodavand. Dem, der … og så er der dem, der … og hvad med dem, der …

Samfundet er fuld af grupper, der er optaget af sig selv og dem, dem der ligner dem selv. Og ja, det er naturligt at søge sammen med dem, der deler ens egne værdier.

Men det bliver et problem, hvis vi ikke gør andet. Hvis vores identitet er så svag, og vi hviler vi så lidt i os selv, at vi ikke kan rumme de andre og deres værdier. For vi skal være her allesammen, og vi skal passe på hinanden og tage og af hverandre. Også dem, der ikke ligner en selv.

Og det er i mødet med “de andre”, at det største sker, der man har muligheden for at udvide sin horisont, lære noget og udvikle sig.

Så både i forhold til fællesskabet, men også i forhold til en selv er der kun vej: Åbenhedens og hensynets. Dét sikrer ikke kun sameksistensen, men tilmed den gode sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politiske embedsfolk og embedsagtige politikere

Hvad er det lige, der sker i dansk politik i øjeblíkket?

De folkevalgte politikere synes, at embedsfolkene skal til at være politiske, mens de selv til gengæld ikke skal føre politik. Nej, de “gør blot det nødvendige”, som statsminister Helle Thorning kalder en rød regerings asociale blå politik. I den anden side af Folketingssalen sker der ikke andet end, at man venter på valget. Men med sin tavshed svigter oppositionens leder Lars Løkke sit demokratisk-politiske ansvar.

Danmarksbloggen har skrevet om det her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1851

http://danmarksbloggen.dk/?p=1870

For de danskere politikere er på en glidebane, der skader demokratiet og det danske samfund.

For det giver ikke mening, at en politiker bliver embedsagtig og fører den nødvendige politik, hvad det så end er. For politik drejer sig om valg og værdier, også og måske især i en krisetid. Derfor skal en politiker heller ikke tie stille og bare vente på at komme til fadet, men skal istedet slå på tromme for de politiske sager og holdninger, som vdkommende tror på. Og embedsfolkene skal ikke være politiske, men i stedet sikre stabiliteten og det juridiske grundlag.

Men det er ikke, hvad der lægges op i øjeblikket. Tværtimod så ønsker nutidens politikere angiveligt at bytte roller. Og snakker vi et rollespil i en skov, kan det såmænd være meget sjovt, at trolden bliver prinsesse for en dag – og omvendt.

Men det danske folkestyre er ikke et rollespil i en skov. Det er et dybt, alvorligt arbejde, hvor de involverede har ansvaret for den danske befolkning og det danske samfunds ve og vel.

Og her er der ikke plads til eksperimenteren, eller folk der kun vil mele deres egen kage. Her drejer det sig om ansvar og engagement – og om at tage hvervet som politiker seriøst.

Så politikerne skal stoppe disse barnagtigheder nu og lade embedsfolkene passe deres arbejde, således som de har gjort det i århundreder. For den danske embedsstand har en lang, glorværdig historie som hele samfundets og ikke kun de politiske magthaveres tjenere. Og dét skal de fortsætte med.

Politikerne kan i stedet med fordel tage sig sammen og begynde at føre politik, at være politikere med visioner og drømme for det danske samfund.

Danmarksbloggen vil gerne hjælpe dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen har en drøm idag …

Det er idag 50 år siden, at Dr. Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream-tale” i Washington DC.

Talens berømthed og stadige påvirkning på vores følelser kender vi alle, så det er i grunden ikke så spændende. Det interessante er derimod, om vi kan bruge talens indhold til noget idag – og i så fald til hvad.

Ja, vi kan ihvertfald konkludere, at det er gået fremad for de sorte i USA. Selvom den hvide amerikaner stadig har langt flere fordele og goder end den sorte amerikaner eller for den sags skyld dem med mexicanske rødder og alle de andre, der bor i det store land, som i de forløbne 50 år har været verdens førende land – og det land, som vi i Danmark har hentet mest inspiration fra på godt og ondt.

Det er i de samme fem årtier, at Danmark har ændret sig fra at være et monokulturelt til et multikulturelt samfund. Indvandringen startede i 60´erne, tog fart i 70´erne og har siden 80´erne været en politisk varm kartoffel, hvor nogle som fx Dansk Folkeparti mener at alle, der ikke spiser flæskesteg, har et problem, mens andre som fx Radikale og Enhedslisten mener, at der slet ikke er nogen problemer udover manglende tolerance.

Sandheden er selvfølgelig et sted imellem. Danmark bliver aldrig igen som det nostalgiske glansbillede fra 1950´erne med sommer, sol og søndag – ja, Danmark var ikke engang sådan i 1950´erne udover på film. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive – og hurra for dét og mangfoldigheden. Punktum.

MEN der er problemer med visse grupper indvandrere – ikke med hele nationaliteter eller religioner, men med udvalgte grupper. Og det er vi nødt til at snakke åbent om, hvis vi skal have en chance for at finde løsninger.

Danmarksbloggen har derfor en drøm om, at vi bliver bedre til at rumme hinanden. Men også bedre til åbent og ærligt at tale om tingene – og stille og roligt løse dem sammen.

For vi er allesammen mennesker. Og vi skal være her allesammen, sidde ved det samme bord, tage hinanden i hånden og sammen løfte det danske samfund. Og dét, mine damer og herrer, kan vi bruge Dr. Martin Luther Kings tale til.

Danmarksbloggen har derfor en drøm – ikke kun i dag, men alle dage. En drøm om at vi bliver bedre til at tage hensyn til og bære over med hinanden, hvad enten vi er muslimer, jøder, kristne, ateister eller alle mulige andre ting. Hvad enten det drejer sig om et juletræ i en boligforening, frikadeller i børnehaven, Eid-fester, vielser af homoseksuelle og så videre.

Vi skal være her allesammen, og det mindste vi kan forvente og forlange af hinanden er gensidig respekt og rummelighed.

Danmarksbloggen har en drøm … og en målsætning om at arbejde i dén retning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk