1. maj: Største overskud siden vikingetiden – alle skal med

I Danmark bliver der ikke revolution, når det regner. Men det bliver dog 1. maj, selvom det blæser. Dog vil der nok kommer lidt færre i Fælledparken i år, selvom der er mange, der er utilfredse med OK18, og folk udenfor Forligsinstitutionen lovede hinanden at mødes netop dér igen i dag 1. maj.

Men som sagt – vejret er dårligt, så mange vælger nok at blive hjemme, lyder Danmarksbloggens forudsigelse.

Danmarksbloggen kan selvfølgelig tage fejl. Der er også stadig meget at kæmpe for – både i den private og den offentlige sektor, hvor det såkaldte nødberedskab er blevet hverdag.

Men ordentlige rammer til dem, der er i arbejde, er ikke det eneste, der er værd at gå på barrikaderne for.

For vi skal også huske dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi har pt. et betalingsbalanceoverskud, der ikke har været større siden vikingetiden, men alligevel lever store grupper i det danske samfund i fattigdom.

Og ja, fjernelsen af fattigdommen er også en sag for arbejdsmarkedets parter, dog måske især arbejdsgiverne, da det er dem, der ejer produktionsmidlerne og har retten til at lede og fordele arbejdet.

Men den ret følger nemlig også en pligt til at hjælpe – en pligt til at skaffe danske jobs – og dét er mere end rigeligt at holde 1. maj på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18-vinderen er fundet

Så er OK18-mesterskaberne forbi, og Danmarksbloggen vil gerne kåre den ultimative sejrherre, vinderen af OK18-guldmedaljen, nemlig:

FLEMMING WINTHER, der forhandlede for lønmodtagerne i staten.

Han havde overblikket og modet til at vente – og så slog han til, og sikrede ikke kun lønnen, men også den betalte spisepause. Det var eminent gjort.

Men der skal også uddeles sølvmedaljer, og de går til begge sider i regionerne, som formåede at holde sig udenfor det meste af det store mediecirkus, der har hersket i de seneste uger, ja måneder – for i stedet at forhandle seriøst og målbevidst.

Og så er der bronzemedaljen, som går til Sophie Løhde, som kom ud af det her uden de alt for store skrammer på næsen, selvom hun langtfra fik det, som hun (og Løkke) ville have, nemlig en konflikt som Venstre kunne bruge som valgflæsk.

Herefter følger så udenfor medaljerne Michael Ziegler, der hverken vandt eller tabte, fulgt af Dennis Kristensen fra FOA, der brød musketér-eden – og så kommer Anders Bondo på sidstepladsen.

For nok fik lærerne en lønstigning, men de fik hverken betalt spisepause eller en aftale om deres arbejdstid. Der er lagt i kakkelovnen til OK21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så røg musketér-eden

Én for alle og alle for én – men ikke længere.

Alt og alle er til salg, siger den kyniske. Og den kyniske fik så ret mht. OK18. Den såkaldte musketér-ed, en løsning for alle, holdt ikke længere end til engang i nat. For nu er der, som de fleste nok ved, indgået en delaftale.

En aftale, der blandt andet giver FOA´s medlemmer en lønstigning på over 8 procent på tre år og sikrer en ligelig lønudvikling med det private arbejdsmarked. Det kan Danmarksbloggen godt forstå, at man siger ja til – især når man som FOA´s medlemmer tilhører nogle af de grupper, der tjener mindst i Danmark.

Så det er fint nok – og nu skal vi så videre.

For hvor der er stor sympati for sygeplejersken og SOSU´en, så er det Danmarksbloggens opfattelse, at de færreste danskere vil bakke op om DJØF´ernes spisepause. Æggehovedernes luksusproblemer vil overskriften på dén problemstilling nemt blive. Danmarksbloggen ser så lidt mere nuanceret på den del.

Men Danmarksbloggen noterer sig også, at tiden nu er inde til at vende fokus på dem, som er udenfor arbejdsmarkedet, altså de arbejdsløse, de hjemløse, dem på kontanthjælp og alle andre grupper, som lever udsat og uden fagforbund til at beskytte sig.

Dem er der ingen, der har svoret en musketér-ed, men de har mere end nogen andre brug for det, for de har ikke fået del i opsvinget. Tværtimod bliver de allersvageste udsultet yderligere. Og det er skade, hvis vi skal blive et helt og sammenhængende samfund igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OK18: Det handler (ikke kun) om mad

Når man lytter på vandrørene, både de officielle og de uofficielle, så tegner der sig et klart billede af situationen til OK18 lige nu: Kommunerne og regionerne er helt klar – det samme er alt omkring løn og arbejdstid, også lærernes.

MEN der er stadig en prop og en knast, som spærrer – og det er den betalte spisepause, og her er det især i staten, at problemet findes. Dels fordi mange statsansatte i dag IKKE har en betalt spisepause som en del af deres overenskomst, men spisepausen har ikke desto mindre været kutyme siden 1921.

Og nu vil de statsansatte altså have skrevet den ind i overenskomsten, og det kan virke som meget lidt. Herregud, en betalt spisepause. Men det er faktisk alvorligt.

For hvis staten – som er repræsenteret af Sophie Løhde – er parate til at fratage lønmodtagerne én ting, som der er vundet hævd på, hvad bliver så det næste, som Løhde og Venstre-regeringen kaster sig over? Så det er godt, at Flemming Winther og de andre lønmodtager-forhandlere er vågne.

For OK18 handler – for Løhde – ikke kun om overenskomster. Der handler også om værdipolitik og om at svække lønmodtagerne så meget som muligt. Staten sidder nemlig med med alle forhandlingsborde – om ikke andet så i ånden.

Det er også derfor, at der er pause nu indtil kl.14. Løhde skal nemlig officielt regne på det hele, men uofficielt tale med Løkke og de andre topfolk i Venstre. For hvad gavner Venstre bedst i den kommende valgkamp? Konflikt eller forlig? Dén vurdering alene vil nemlig bestemme, om Danmark skal ud i en historisk storkonflikt på arbejdsmarkedet.

Det kan syntes bizart således at lade et enkelt politisk partis muligheder for at beholde magten være den afgørende faktor for et helt samfunds trivsel – og det er også absurd, men omvendt er det typisk Lars Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er fronten i storkonflikten?

Som så mange andre i dette land følger Danmarksbloggen med spænding OK18.

Ikke kun fordi det er en af de vigtigste arbejdskampe overhovedet – eller fordi det handler om at offentligt ansatte skal mødes med samme respekt som privatansatte.

Men også fordi man i de seneste dage har kunnet spørge sig selv om, hvor fronten i den truende storkonflikt reelt befinder sig?

For er fronten konstant mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Eller ligger fronten OGSÅ et andet sted, nemlig mellem en regering, der hellere end gerne vil lave et indgreb og så alle andre, også KL og regionerne?

For nok er fx KL´s hovedforhandler borgmester Michael Ziegler konservativ, men på mange områder har både kommuner og regioner flere interesserer tilfælles med arbejdstagerne end de har med regeringen, der med Sophie Løhde i spidsen tegner staten i forhandlingerne.

Så ligger fronten altid mellem arbejdsgivere og arbjedstagere? Danmarksbloggen tvivler, og tænker, at et gennembrud i forhandlingerne hos kommunerne og regionerne vil kunne tvinge staten – dvs. Sophie Løhde – til at indgå en aftale, som hun måske ikke har lyst til, men kan blive nødt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk