Hvor er fronten i storkonflikten?

Som så mange andre i dette land følger Danmarksbloggen med spænding OK18.

Ikke kun fordi det er en af de vigtigste arbejdskampe overhovedet – eller fordi det handler om at offentligt ansatte skal mødes med samme respekt som privatansatte.

Men også fordi man i de seneste dage har kunnet spørge sig selv om, hvor fronten i den truende storkonflikt reelt befinder sig?

For er fronten konstant mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Eller ligger fronten OGSÅ et andet sted, nemlig mellem en regering, der hellere end gerne vil lave et indgreb og så alle andre, også KL og regionerne?

For nok er fx KL´s hovedforhandler borgmester Michael Ziegler konservativ, men på mange områder har både kommuner og regioner flere interesserer tilfælles med arbejdstagerne end de har med regeringen, der med Sophie Løhde i spidsen tegner staten i forhandlingerne.

Så ligger fronten altid mellem arbejdsgivere og arbjedstagere? Danmarksbloggen tvivler, og tænker, at et gennembrud i forhandlingerne hos kommunerne og regionerne vil kunne tvinge staten – dvs. Sophie Løhde – til at indgå en aftale, som hun måske ikke har lyst til, men kan blive nødt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU, sociale ydelser og samhandel

Danmark er medlemmer af EU – på godt og i disse dage også på ondt.

Det ser man blandt andet på den aktuelle debat om regeringens forslag om afskaffelsen af den to-årige optjeningsperiode for at opnå ret til den danske børnecheck. Et forslag, som ligger i direkte forlængelse af, at EU for et halvt år siden underkendte de danske regler på området.

EU mener nemlig, at Danmark diskriminerer de ikke-danske EU-borgere, når disse ikke får en børnecheck fra den første dag, hvor de arbejder i Danmark. Så det foreslås nu lavet om, således at alle ansatte i Danmark får en børnecheck fra arbejdsdag eet, uanset hvilket EU-land de kommer fra.

Og sådan skal det vel også være. Hvis man er med i en klub, kan man ikke nøjes med at rette sig efter de regler, som passer én. Eller kan man?

For i et EU, hvor der er stigende forskel på de nordlige medlemslande i forhold til de sydlige og de østlige medlemslande, øges debatten også om de sociale ydelser, om det rimelige i at et land skal tilbyde de samme ydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i det enkelte land.

For Danmarksbloggen virker det som en relevant debat at tage. EU er et broget tæppe med meget forskellige lande. Men måske man skulle tage debatten et skridt længere og diskutere om, hvorvidt EU overhovedet skal være denne overstatslige organisation, som EU efterhånden har udviklet sig til.

EU startede oprindeligt som et fællesmarked, hvor man handlede på livet løs med hinanden uden toldbarrierer og andre forhindringer for fri handel. Og dét var en rigtig god idé, som alle medlemsstater nød godt af. Men desværre har EU med årene udviklet sig til at blive en slags overstat over nationalstaterne, en europæisk overstatslig enhed, som mange ikke ønsker og endnu færre forstår.

EU virker også for mange så langt fra europæernes hverdag og lokale demokratier, at organisationen for de færreste giver mening, selvom EU bestemmer rigtig meget både overordnet og konkret.

Så for en gangs skyld kan det måske betale sig at kigge tilbage – og endda gå tilbage til dengang, hvor EU kun drejede sig om at handle med hinanden, men stadig være suveræne stater. For nok er Europas forenede Stater en af de store drømme i Bruxelles, men der er ikke mange, der drømmer med ude i Europa. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk