Tag-arkiv: næstekærlighed

DERFOR hjælper vi Ukraine

Udgivet den af
Svar

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Udgivet den af
2

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møder Pia K. flygtninge på Santorini?

Udgivet den af
Svar

Som de fleste ved har Pia Kjærsgaard et hus på den græske ø Santorini, hvor hun må formodes også i år at tilbringe en del af sommeren.

Spørgsmålet er derfor indlysende: Møder Pia K. flygtninge på Santorini denne sommer? 

Og i så fald: Hvordan vil hun så møde dem? Med samme kulde og afvisning som hun viser i folketingssalen i Danmark? Eller kan der snige sig en smule medmenneskelighed ind i dette iskolde menneske?

Danmarksbloggen tvivler. For når selv den ene hedevarme græske sommer efter den anden i huset på Santorini ikke har kunnet smelte dansk politiks isdronning, så er det svært at se, hvad der kan – om noget.

Men måske mødet med mennesker af kød og blod, der er flygtet fra krig og terror, alligevel vil gøre en forskel?

Dét burde det gøre – hvis Pia K. er så kristen, som hun selv siger, at hun er. For kristendom handler om næstekærlighed … og Dansk Folkeparti gør som bekendt et stort nummer ud af dét med, at Danmark er et kristnet land. Ihvertfald i det de siger. Det kniber noget mere med deres handlinger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen ønsker Glædelig Jul

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi vil åbne vores hjerter, både for dem, der står os nær og dem, der er længere væk – og endda måske dem, som vi ikke kan lide.

For julen er næstekærlighedens store højtid. Det er her, at vi fejrer, at glæden blev født på Jorden i form af det lille barn. Og enhver, dér har stået ved et barns vugge, ved, hvordan man pludselig får foræret alverdens visdom bare ved at se ind i det lille barns øjne. Se den lille stjerne som tindrer og blinker derinde.

Det er også derfor, at vi ved juletid skal blive som børn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, på næstekærligheden.

Som den engelske forfatter C.S. Lewis sagde det: Fødslen af Guds Søn, der gjorde Ham til menneske, giver også os mennesker muligheden for selv at blive Guds børn.

Så lad os blive som børn igen … og gå på stjernetæpper lyseblå og se mildt til hinanden ned i denne søde juletid, hvor vi os ret fornøje.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om blandt andet juleuhygge og julespøgelser – men også om aktuelle emner.

Glædelig jul til alle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-politiker vil have mere Jesus i politik

Udgivet den af
1

Mennesket har brug for håb og perspektiv i sin tilværelse, hvis livet skal være et liv med mening og ikke blot en overlevelse. Der er derfor brug for autenticitet. Og her kommer Jesus ind i billedet iflg. den afgående EU-præsident Herman Van Rompuy, der for nylig sagde:

“Jesus Kristus er det bedste eksempel. Som uskyldig døde han på korset. Det er autenticitet.”

At politikerne taler om religion er ikke hverdagskost i Europa, men erkendelsen af at mennesket er mere end en forbruger, og at livets mening ikke kan vedtages politisk, breder sig i disse år, hvor værdikampene bliver mere intense (også i Danmark), end de har været det i mange generationer.

Iflg. Van Rompuy har kirkerne meget at bidrage med, når det gælder solidaritet og fattigdom. I skyggen af finanskrisen kan de fx bidrage med et nyt perspektiv på menneskelivet. Kirkerne skal turde engagere sig bredt, mener han.

Vi kan kun forandre, når vi er involveret i samfundet, lyder det fra den tidligere EU-præsident.

Læs evt. mere her: http://www.kristendom.dk/synspunkt/jesus-kan-blive-den-autencitet-vi-laenges-efter

Danmarksbloggen er enig. Kristendommen har med sit næstekærlighedsbud meget at tilbyde en verden, der bliver mere og mere jungle-agtig og egocentreret.

Men andre religioner skal vi også have med. Der er mange veje op af bjerget – og alle store verdensreligioner betoner vigtigheden af, at vi skal være gode ved hinanden.

For det er som bekendt på vores handlinger, at vi skal kendes – og på det, som vi gør eller ikke gør for vores medmennnesker. Så betyder det mindre, om vi tror på Jesus, Muhammed, Buddha – eller måske Tyggegummikongen eller sågar “The Flying Spaghetti Monster.”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uge 30: Næstekærlighedens Uge

Udgivet den af
1

Vi er lige gået ud af uge 29, den famøse uge, hvor landets overklasse og dem, der gerne vil være overklasse, fester i Skagen – eller i nyere tid også i Tisvilde. Uge 29, der handler om at vise sig selv og sine rigdomme frem, der handler om tøjlesløst overforbrug og frådseri.

Dén uge er Danmarksbloggen ikke tilhænger af.

Danmarksbloggen vil derimod indføre uge 30: Næstekærlighedens Uge.

Uge 30 skal nemlig ikke handle om smarte biler, dyre vine, fancy mærketøj og vilde fester.

Nej, uge 30 skal dreje sig om at give til dem, der har mindre end en selv. Handle om at give de mere end 50.000 fattige danske børn en god sommeruge, hvor de får nogle oplevelser ude i sommerlandet, så de også har noget at fortælle, når skolen starter igen i august.

Uge 30 skal simpelthen være ugen, hvor alle – både børn, pensionister, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og alle andre der har for lidt – også får nogle gode sommeroplevelser – og allerhelst kommer på en decideret sommerferie.

Uge 30 skal handle om næstekærlighed, fællesskab, gavmildhed og hjælpsomhed, om at være der for hinanden og de svage i vores samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den blå anemone og junglesamfundet

Udgivet den af
2

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk