Danmarksbloggen ønsker Glædelig Jul

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi vil åbne vores hjerter, både for dem, der står os nær og dem, der er længere væk – og endda måske dem, som vi ikke kan lide.

For julen er næstekærlighedens store højtid. Det er her, at vi fejrer, at glæden blev født på Jorden i form af det lille barn. Og enhver, dér har stået ved et barns vugge, ved, hvordan man pludselig får foræret alverdens visdom bare ved at se ind i det lille barns øjne. Se den lille stjerne som tindrer og blinker derinde.

Det er også derfor, at vi ved juletid skal blive som børn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, på næstekærligheden.

Som den engelske forfatter C.S. Lewis sagde det: Fødslen af Guds Søn, der gjorde Ham til menneske, giver også os mennesker muligheden for selv at blive Guds børn.

Så lad os blive som børn igen … og gå på stjernetæpper lyseblå og se mildt til hinanden ned i denne søde juletid, hvor vi os ret fornøje.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om blandt andet juleuhygge og julespøgelser – men også om aktuelle emner.

Glædelig jul til alle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kærlighedens fire former – og så den femte kærlighed

What is love? Baby, don´t hurt me, don´t hurt me no more, sang Haddaway tilbage i 90´erne i et hårdpumpet dansehit, der let fik gang i både fødder, puls og underliv.

http://www.youtube.com/watch?v=xhrBDcQq2DM

Men hvad er kærlighed i grunden? For det er jo så meget mere end blot den erotiske tiltrækning, de svedige kroppe, de romantiske drømme og de deraf flaksende sommerfugle i maven.

De gamle grækere talte om fire slags kærlighed: Agape, philia, eros og storge.

Agape: Den store, spirituelle kærlighed. Den dybe, altomfattende kærlighed. Den uselviske kærlighed. Kærligheden uden forbehold og uden betingelser. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Den kærlighed, som forældre føler til deres børn. Den kærlighed, som vi alle længes imod – og ønsker os ombølget af. For mange også den kærlighed, som Gud elsker menneskene med – og som vi burde elske Gud tilbage med. For den kristne forfatter C. S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne og bogen “The four loves”, var dette den største af alle kærlighederne. Det er også den kærlighed, som Den Hellige Frans af Assisi talte om at udøve, når han i sin berømte bøn om fred – og dermed også om kærlighed – siger:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er tvivl, tro.

Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.

O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå,
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får.
Det er ved at tilgive, at vi tilgives.
Det er ved at dø, at vi fødes til det evige liv.

Amen.

For agape handler om at give, ikke om at få!!!

Philia: Den mentale kærlighed. Der, hvor man giver og tager. Den kærlighed, hvor man lever i et ligeværdigt (udvekslings-)forhold med venner og andre, som man føler sig forbundet med. Hele samfund kan også leve i philia. Philia, der er udviklet af Aristoteles, handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt, om at give og tage. Det er i dag betegnelsen for en åndelig kærlighed uden fysisk udtryk, selvom philia oprindelig også kunne være udtryk for ønske om en fysisk nydelse (ikke seksuel, men fysisk som fx et kram), både mellem familiemedlemmer, venner og elskende.

Eros: Den erotiske og romantiske kærlighed. Tiltrækningen. Suk i måneskin og kys en lys sommernat. Kærligheden til den mand/kvinde, som vi danner – eller gerne vil danne – par med. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det skønne i og ved et andet menneske – uden ønske om fysisk nærvær. I så fald er der tale om en platonisk kærlighed. For ja, platonisk kærlighed hører under eros, da der er tiltrækning i platonisk kærlighed, selvom den tiltrækning aldrig leves ud fysisk.

Storge: Familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes, uanset man er sammen eller ej. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad ens barn har gjort eller står for, også det man ikke bryder sig om. Men også andre familierelationer og situationer rummes af storge. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer og situationer, som man ikke kan gøre ugjorte, men som man er bundet til for evigt. Det er også lidt en “Elsk Tyrannen”- kærlighed. Vedkommende har nemlig tænkt sig at blive hængende.

Men uanset om vi føler agape, philia, eros eller storge, så gælder det 11. bud:
Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig. Elsk din næste som dig selv.

For det er på vores handlinger, at vi skal kendes. Og her gælder altid de ord, som står i 1. korintherbrev, kap. 13:

Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Og dét, mine damer og herrer, er kærligheden i alle dens former. For kærligheden skelner ikke mellem ægtefællen, barnet, kollegaen, veninden, den hjemløse på gaden, Dronningen eller nogen andre.

Kærligheden, som i vores version oftest bygges på det vi mistede, på vores svigt og manglende mod, men som er vores eneste håb, det eneste vi kan bryde igennem barrikaderne med og nå hinanden med, som Spandau Ballet sang det i sangen “Through the barricades”:

http://www.youtube.com/watch?v=cHm8HlUN5gI

For kærlighedsbuddet lyder i al sin enkle radikalitet: Elsk din næste som dig selv!

Det er voldsomt og omvæltende – og helt fantastisk. Utroligt – og derfor kun til at tro.

Også fordi kærligheden samtidig er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som man kan læse det i verdens smukkeste stykke litteratur: Paulus 1. brev til korintherne, kap. 13.

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=1kor&id=3&chapter=13b

For kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt – ihvertfald den guddommelige kærlighed.

Thi således elskede Gud verden …

For der er en femte kærlighed: Guds kærlighed til os mennesker – og dét er den største af dem alle sammen. Dét er den kærlighed, hvori de andre fire kærlighedsformer og vi alle rummes og bæres af det levende ord.

For nok er Agape stor, men Guds kærlighed, som nok er meget agapisk, er endnu større. Den er altings forudsætning, altings bærende element og altings svar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfartsdag har altid betydet kamp

Tilbage i middelalderen spillede man kirkespil til Kristi Himmelfart.

De kirkespil er i dag forlængst glemte – og de kan formentlig aldrig genopføres. For såvidt vides findes der ingen gamle manuskripter eller tilsvarende. Desværre. For det må have været en stor oplevelse at overvære ét af de kirkespil.

Kirkespil, hvor man brugte et hul i kirkeloftet til at hejse en træstatue af Jesus op med, når han drog på Himmelfart. Kirkespil, hvor Det Gode, Jesus, symboliseret ved løven kæmpede mod Satan, Det Onde, der havde form af en drage. Og det var kampe, der ofte var særdeles fysiske og realistiske, selvom udfaldet var givet på forhånd.

http://www.kristendom.dk/artikel/284020:Kristi-himmelfart–Kristi-Himmelfart-blev-engang-fejret-med-skuespil

For selvfølgelig vandt løven over dragen …

Løven som symbolet på det gode og stærke har vi stadigvæk i de kristne lande, mest tydeligt måske på diverse rigsvåben. Ja, i England ligger løverne endda på Trafalgar Square i London og passer på nationen – som Holger Danske gør det i Danmark.

Den engelske, kristne litteraturhistoriker og forfatter C. S. Lewis er nok også den forfatter, der mest og bedst har brugt løven som symbolet på Jesus med den modige og gode løve Aslan, der er en gennemgående figur i de verdensberømte Narnia-bøger.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_efter_1945/Clive_Staples_Lewis

I Danmark læses Narnia-bøgerne også med stor fornøjelse, men ikke nødvendigvis Kristi Himmelfartsdag, hvor der ikke længere sker noget særligt i Danmark.

Dagen er nemlig i nutiden uden folkelige traditioner. Den har dog – ihvertfald indimellem – stadig løver på programmet.

For nok er de middelalderlige kirkespil forlængst glemt, men der kæmpes stadig Kristi Himmelfartsdag. Nu er det så blot på grønsværen, at det foregår.

En af årets største fodboldkampe, Pokalfinalen, spilles nemlig altid Kristi Himmelfartsdag. Så jo, man kan anføre, at der stadig kæmpes denne dag – men udfaldet af kampen er imodsætning til i middelalderen aldrig kendt på forhånd.

Der er heller ikke altid løver på banen længere. For nok er FCK, der kaldes løverne og har løven Leo som maskot, et af de bedste hold i Danmark i disse år, men derfor er det ikke altid dem, der spiller pokalfinale.

Men uanset hvad, så står dog tilbage, at kamp tilsyneladende altid har været en del af Kristi Himmelfarts-fejringen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk