Anmeldelse: ”Fyrtøjet” på Pantomimen

Normalt anmelder man til premierer, men nogle gange kræver en forestilling en anmeldelse, også selvom der er gået lang tid.

Således Pantomimeteatrets version af H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”, som Danmarksbloggen oplevede i aftes.

Det var en af de sjældne varme og sollyse sommeraftner, hvor Tivolis kælenavn Den Gamle Have gav ekstra mening, og hvor det var særligt skønt at sætte sig foran det fredede Pantomimeteatret for at opleve historien om den kække soldat, som kom marcherende hen ad landevejen.

Dvs. her i ballet-og-pantomime-versionen kommer han også springende og hoppende ind på scenen, hvor der står et træ – og lidt senere også en heks, og så er spillet i gang.

Ned til hundene og mønterne med soldaten, og op igen for at hugge hovedet af heksen og begive sig ind til byen, hvor soldaten smider om sig med penge, og forelsker sig i kongedatteren, som er låst inde om natten, fordi det er blevet spået, at hun vil blive gift med en simpel soldat.

Det vil kongen nemlig undgå. Men hundene finder på råd – og hverken en kvik hofdame eller en snedig dronning kan forhindre de to unge i at finde sammen – og blive byens nye kongepar, selvom det holder hårdt, da soldaten kun er en kridtpibe og et fyrtøj fra at blive hængt.

Vi kender eventyret alle sammen, også turisterne kunne jeg høre, inden påfuglen gled ned, og det hele gik i gang. Så det nye og spændende består i, hvordan eventyret vises – og hvad der lægges væk på.

Og på Pantomimen får scenerne med byens liv lov til at fylde meget mere end i historien. Hvilket giver god mening, når man betænker, at der skal være plads til, at Tivolis Balletteater skal vise, hvad de kan – og de kan meget. Både hver for sig som soldaten og hofdamen, som pas de deux med soldaten og prinsessen – og samlet som hele kompagniet, både voksne og børn.

Der danses, så det er en fornøjelse at se for især den, som kan lide ballet. For den, som kommer for at opleve H. C. Andersens eventyr live, er de to optrin i byen derimod ret lange – og også for lange.

Mine naboer på de grønne bænke fandt undervejs mobilerne frem – og ikke for at tage billeder. Men ellers var de og alle andre, som sad eller stod foran det gamle teater med påfuglen, levende optagede af løjerne, mens der blev jublet – og storklappet bagefter.

Det er Dronning Margrethe, som har stået for kulisser og kostumer – og som altid, når vores kreative og kunstneriske dronning er involveret, har der været gang i hele farveladen. Alle farver, alle nuancer er med – og det er nu så ganske dejligt at se hele paletten og også diverse mønstre præsenteret.

Majestæten er også ganske farverig selv – og det tager hun heldigvis med på scenen sammen med en stor portion opfindsomhed.

Hvordan laver man fx hunden med øjne så store som Rundetårn? Nemt, man laver ikke blot et, men hele to Rundetårn, som popper ud af øjnene på den store hund – den med guldmønterne.

Og der er meget mere hitte-på undervejs. Men det må man selv gakke i Tivoli og se.

Danmarksbloggen giver ”Fyrtøjet” fire ud af seks fyrtøj. Forestillingen fortjener i grunden fem, når man ser på dens dramaturgi, humor og opfindsomhed – og på at det er verdens bedste eventyrdigter H. C. Andersen, som har lavet historien. Men de to danseseancer i byen varer simpelthen alt for lang tid.

Alligevel er det en herlig halv time, som man kan tilbringe i selskab med soldaten, heksen, prinsessen og alle hundene på udvalgte dage i Tivoli denne sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vaiana”

Endnu en genfortolkning af en animationsfilm fra Disney får i dag d. 9. juli premiere i en live-action version. Denne gang er det den 10 år gamle Oscar-nominerede “Vaiana”, som er den fantastiske fortælling om høvdinge-datteren Vaiana fra sydhavsøen Motunui, der drager ud på det store, blå hav for at genoprette naturens orden med hjælp fra halvguden Maui. 

Filmen er inspireret af polynesisk mytologi, krydret med den velkendte Disney-magi og tilsat en håndfuld originale sange af Lin-Manuel Miranda, Opetaia Foa’i og Mark Mancina – og lad det være sagt med det samme: Live-action-versionen er mindst lige så god og gribende som dens animerede rødder. 

Vaiana, der gestaltes af Catherine Laga’aia, er præcis så snarrådig og eventyrlysten, som man kender karakteren fra animationsfilmen. Hun føler sig draget af havet, og godt hjulpet på vej af sin bedstemors genfortællinger af myterne, tager hun af sted på en farefuld og storslået rejse ud på den anden side af det rev, som ellers udgør den trygge og kendte grænse i hendes verden.

Vaianas bedstemor bliver spillet kærligt og legende af Rena Owen, mens Vaianas forældre gestaltes af John Tui og Frankie Adams med den helt rette mængde af formaninger, omsorg og ubetinget kærlighed til deres barn, der skal ud i verden og finde sig selv – også selvom forældrene måske ikke er helt klare på det endnu.

For afsted må Vaiana, og undervejs møder hun halvguden Maui, der spilles af Dwayne Johnson, som også lagde stemme til samme figur i den originale animationsfilm. Alle, der har set 2016-animationsfilmen, ved, at Maui har både håret, kroppen og tatoveringerne til at være en overvældende halvgude-skikkelse, og ja, det har den tidligere wrestler Dwayne “The Rock” Johnson.

Samspillet mellem Catherine Laga’aia og Dwayne Johnson virker fortrinligt. De ER Vaiana og Maui, og deres møder med morderiske kokosnødder, kæmpekrabber og lava-monstre føles ikke forstilte, men derimod som den skinbarlige virkelighed, der kan ske for enhver, som begiver sig ud i et eventyr i bølgerne.

For sådan er det i en Disney-film, animeret eller live-action. Man bliver man let revet med ind i en anden verden, en magisk verden. Og “Vaiana” er formentlig en af de mest vellykkede live-action-genfortællinger, som Disney har frembragt.

Det er Thomas Kail, der har instrueret.

Og ja, filmen byder også på endnu en Disney-klassiker, nemlig de søde og sjove dyr, hvor særligt hønen Heihei er et morsomt og gakket sidekick. Det andet animale indslag er grisen Pua, som vi kun ser i glimt.   

Danmarksbloggen giver “Vaiana”6 ud af 6 konkylier, som dem, der kaldte på Vaiana, og førte hende ud på det store eventyr.

Måske du også kan høre den indre stemme, der kalder på dig? Og i så fald – lyt! Selv tak.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: ”Erasmus Montanus”

Der er dem, der siger, at latin er et dødt sprog. Der er dem, der siger, at Holbergs komedier er gammeldags og ikke kan bruges til noget mere.

Begge tager fejl, og det kan man forvisse sig om ved at tage i Grønnegårds Teatret og se sommerens opsætning af “Erasmus Montanus”, som vittigt, kløgtigt og i den helt rette Holberg-ånd demonstrerer, hvor evigt aktuelt problemstillingen ”Gamle Sandheder versus Opdateret Viden” er.

Og størst bliver sammenstødet, når det sker mellem på den ene side dem uden uddannelse, men med evne til at klare sig i deres egen – den bonde-sjællandske – verden, og så på den anden side den, der drog ud, og nu kommer hjem med den højeste uddannelse, men uden skyggen af indsigt.

For bondesønnen Rasmus, der i København forvandlede sig til Erasmus Montanus, kommer hjem på den ene side fuld af krav om at blive kaldt monsieur og på den anden fuld af foragt over sine rødder. Og så bliver den festlige hjemkomst hurtigt til et studie i, hvad overdreven selvopfattelse kan forårsage af ulykker.

Det er Nicolai Jørgensen, som i fuldstændig suveræn stil og mesterklasse gestalter dette i egen optik så lærde supermenneske, der dog må ty til mors skørter, da livet bliver svært. Mor Nille spilles fuldstændig forrygende af Laura Bro, og man føler nærmest, at man kan mærke sine egne ben blive først tungere og siden lettere i den berømte mor-er-en-sten-nej-mor-er-ikke-en-sten-scene.

Faderen Jeppe er lagt i solide hænder hos Jesper Hyldegaard, som er inkarnationen af fordommen om den stolt-naive sjællandske bonde, mens broderen Jacob spilles af Lue Støvelbæk, der giver hjemmefødningen en både ungdommelig og dybsindig ”spekulering”.

For der er mange måder at være intelligent på, selvom Erasmus kun anerkender en – nemlig sin egen. Nogle af forestillingens mest spektakulære scener er derfor også de akademiske fægtekampe – at disputere – med egnens (selv-) erklærede kloge hoved Per Degn, som spilles, så det smælder af Johannes Lilleøre.

For det er en forestilling, der også handler om viden – og om overtro, og især om enkeltsagens betydning. Her hvorvidt jorden er flack – altså flad eller ej. Det hævder man på Bjerget, at den er – og det i en grad, så det spiller en afgørende rolle for Erasmus´ videre færd. For muligheden for at gifte sig med den velhavende Jeronimus´ datter Lisbed, der spilles med en charmerende blanding af sødme og styrke af Rikke Westi.

Hendes principfaste far Jeronimus gestaltes med sædvanlig sikkerhed af Steen Stig Lommer, mens Christine Gjerulff sprudler i rollen som hendes mor Magdalone, der i styrke langt overgår den ellers så bidske ridefoged Jesper, som Morten Hauch-Fausbøll giver en god figur.

Grønnegårds Teatrets ”Erasmus Montanus” er Holberg med sans for både det klassiske og det moderne, med tempo og latter, med hver skuespiller, hver replik, hver bevægelse lige, hvor det skal være. Det er, så man – midt i 1700-tallets herligheder – ikke kan lade være med at tænke på vor tids fake news og overtro – og vor tids Erasmus Montanus´er. For de findes skam stadig. De har bare skiftet latin ud med management-sprog.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets “Erasmus Montanus5 ud af 6 dissertattiones in traditone theatrali academica Holbergiana de discipulo e monte qui domum ex Hafnia rediit – eller sagt på dansk: 5 ud af 6 af de porrer, som mor Nille render rundt med.

Det er en opvisning i, hvor nemt mennesker, idéer og viden kommer ud på et skråplan. Men heldigvis også en påmindelse om, at selv de mest optegnede landkort og de mest indgroede opfattelser må vige for en kvinde, der stiller de rigtige spørgsmål og tør at handle.

En stor ros til scenograf og kostumedesigner Marianne Nilsson og koreograf Maja Kaagaard Olsen for at have skabt en opsætning, der ikke kun visualiserer centrale temaer i “Erasmus Montanus”, men som gør det levende og troværdigt for skuespillerne at udfolde deres karakterers indre verden på scenen. Der er skabt en helhed, så ingen og intet falder udover kanten.

Men nu er jorden jo heller ikke flad som en pandekage, vel?

Instruktør er Madeleine Røn Juul.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk