Er den vestlige civilisation på vej ned?

En civilisation, som ikke kender og værner om sine egne historier, er en kultur, der er på vej ned. Det er et samfund, som er i gang med at falde fra hinanden, hvad vi har set mange gange i historien – også på vores eget kontinent med Romerriget og de græske bystater som de mest kendte eksempler.

Og nu tyder meget på, at det er ved at ske igen. Denne gang i hele den vestlige verden, hvor vi på den ene side har travlt med at hylde friheden og individet – mens vi på den anden glemmer det, som vi er bygget på og af.

Og nej, jeg taler ikke om kristendommen som institution, selvom det ellers er så populært i denne tid. Jeg taler om de historier, som er blevet fortalt gennem de sidste tusinde, ja to tusinde år plus det løse, og som har givet os rødder, selvforståelse og fremtidsdrømme.

De historier er selvsagt de bibelske fortællinger. Men det er også de historier, som vi har fra de tidligere civilisationer på vores breddegrader, hvor en af de mest kendte beretninger er Homers ”Odysseen”.

Det er en fantastisk – og trods både tragedier og masser af action – humoristisk fortælling om en mand, Odysseus som fornærmer guderne – især Havets gud Poseidon, men også både Solens gud Helios og Chefguden Zeus. Odysseus må derfor må lide alverdens modgang i de 10 år, som det tager ham at komme hjem til Ithaka efter han har været i krig i Troja.

Og at Odysseus overhovedet vender hjem, skyldes en fjerde guds – eller rettere gudindes mellemkomst, nemlig selveste Athene, der er gudinde for krig, kunst og håndværk – og som ikke er bange for at udfordre selveste Zeus, der i øvrigt er hendes far.  

Så nej, man kan ikke fortælle om Odysseus uden at fortælle om guderne. De er ligeså centrale i historien om Odysseus selv. Men det kan den berømmede filminstruktør Christopher Nolan så godt i hans nye film ”The Odessey”, hvor guderne er helt væk – og det blot handler om en PSTD-ramt mand på vej hjem fra krig.

Det holder ikke. Men en ting er et dårligt filmmanuskript. Det værste er, at filmen roses i lange baner … og at nærmest ingen, heller ikke anmeldere, sender græske klagesange, de såkaldte elegier, ud i verden over det håbløse filmmanuskript, som Nolan har filmatiseret, og som er det rene asebi, en respektløs holdning over for guderne, som var en alvorlig forbrydelse på Homers tid, men som nu blot accepteres.

 For så stort er videns- og dannelsestabet blevet – også på Parnasset.

Det er skræmmende. Man skal kunne sin Homer, sin Holberg, sin Heiberg og alle de andre skønånder, når man beskæftiger sig professionelt med kunst og kultur i Danmark. For så er man bærer af de historier, som skal bringes videre til kommende generationer. De historier, som vi forstår os selv og vores kultur og historie og identitet igennem. De historier, som skal fortælles igen og igen – og som skal drages ind i nye beretninger, som Karen Blixen og H. C. Andersen gjorde med manér.

De historier, som handler om det almene ved at være menneske og livet. For hvis ikke vi fortæller de historier, så mister vi os selv og vores kultur – og så er vi og vores civilisation dømte til undergang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk