De store har altid trynet de små …

At de store tryner de små, hvad enten vi taler børn i skolegården eller stater i det globale magtspil, har været en sandhed gennem alle tider, som allerede den græske historiker Thukydid skrev om for næsten 2.500 år siden.

Det er også en sandhed, som vi i Danmark har det svært med. For kan vi – ærligt talt – stille noget som helst op, hvis USA vil have Grønland? Gu´ kan vi ej – og Grønland kan slet ikke.

Vores eneste håb er at få EU med på grønlændernes og danskernes side. For så står vi da en kende stærkere, selvom EU i det globale magtspil lider under ikke at have sin egen hær. Det har derimod USA, Kina, Rusland og de nye drenge i klassen – nemlig Indien, Iran og Saudi-Arabien.

Alle nævnte lande er så også i skrivende stund de-facto-diktaturstater med oligarkiet i ascendanten, og de agerer 100%, som de selv vil. Vi i det demokratiske Vesten er derimod begrænset af, at vi har lagt alle kugler i NATO´s kurv.

Det er dumt. For nok er NATO verdenshistoriens stærkeste militæralliance, men når NATO´s største land så samtidig er det land, som truer os, så er vi for alvor i knibe – og ikke en eneste international lov kan hjælpe os.

For magten sidder i spydspidsen, som Thukydid også noterede det efter Athen havde tabt “Den Peloponnesiske Krig” til Sparta cirka 404 f.Kr.

Så hvis USA virkelig vil have Grønland, så tager USA Grønland, er læren fra den græske historiker, som også har lagt navn til begrebet ”Thukydids Fælde”, som kort sagt er, at magtbalancen i verden udfordres, når en ny supermagt stiger op på den globale scene.

For så vil den eksisterende supermagt føle sig udfordret – og den konflikt vil uvægerligt ende i krig.   

En historisk analyse af de sidste cirka 2000 år viser også, at verden i den tid har oplevet 20 potentielle konflikter mellem eksisterende stormagter og opkomblinge-stormagter. De 16 gange er det endt i krig. Så Thukydid havde ret.

Og nej, Thukydid var ikke synsk. Han afskyede faktisk både orakler og religion og overtro. MEN han kendte menneskets psykologi og det politiske magtspil – og de er ens til alle tider.

Så at USA og Kina indenfor de nærmeste år/årtier vil gå i krig mod hinanden, enten fordi Kina vil kræve mere magt, eller/og fordi USA vil prøve at mindske Kinas magt, har altså alt andet lige en sandsynlighed på 80%.

Men inden vi begynder at forberede os på at være vidner til en krig mellem USA og Kina – og måske endda tro, at vi kan holde os skadesløse, så skal vi være klar over, at vores verden – uanset udfaldet – vil blive påvirket ganske voldsomt på en formentlig negativ måde.

Danmarksbloggen tænker så, at Grønland kun er begyndelsen til dén krig. For ved at have Grønland står USA stærkere, både overfor Rusland og Kina og alle andre.

Og det kan blive aktuelt, hvis Trump i den sidste del af sin regeringstid angriber Kina – hvilket han udover bevarelsen af USA som verdens førende stormagt kan finde på at gøre for at annullere det næste præsidentvalg og selv blive siddende i Det Hvide Hus efter d. 20. januar 2029.

Lyder plottet med en amerikansk præsident, der angriber en anden stormagt for selv at beholde magten som en dårlig film? JA, en rigtig dårlig film.

Men med Trump er ALT muligt. Han har allerede trukket USA ud af både WHO og Pariseraftalen, sagt at USA tager Panama-kanalen tilbage – og at han vil have Grønland – og ja, han taler allerede om muligheden for at få en tredje periode som præsident. Så en krig mod Kina – og en annullering af det næste præsidentvalg i USA er absolut realistisk i den gale mands verden.

Om det så – trods at Trump pt. er præsident – får en gang på jorden, det vil tiden vise. Men skal de gode kræfter i USA (dem som er imod Trump) styrkes, så skal de støttes. Så derfor er det skammeligt, at vi ikke i Danmark og i Europa taler Trump direkte imod. Kalder en fascistisk tyran som Trump for netop det.

For Trump er anti-demokrat og bindegal, og sådanne mennesker kan man ikke tale fornuft med. Sådanne mennesker skal fjernes med magt fra magten, hvad realisten Thukydid også noterede sig for næsten 2.500 år siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ALDRIG IGEN

I dag er det 80 år siden, at styrker fra Den Røde Hær befriede 7.000 jøder fra kz-lejrene Auschwitz-Birkenau.

Dagen – d. 27. januar – er lige siden blevet en verdensomspændende Mindedag for de mere end 6 millioner jøder, som blev udryddet af nazisterne under Holocaust.

Det er en vigtig dag at huske – og måske især i en tid som vores, hvor jøder igen forfølges, og hvor ingen af verdens to stormagter står på jødernes side.

Kina er som bekendt ligeglade med alle andre end Kina. Og USA har fået en præsident, som det er svært at beskrive uden at bruge ord som bindegal og narcissist – og som ved sin side har Tech-billionæren Elon Musk, som er åbenlyst nazist – og som tillader antisemitiske ytringer på hans sociale medie X.

Så de eneste, der er tilbage til at forsvare jøderne – udover jøderne selv, er Europa og europæerne. Men også her sker der store svigt, når jøder ikke i offentlighed kan vise sig med kippaer og Davidsstjerner, generelt bare ikke kan gå i fred på gaden eller være i sikkerhed derhjemme. Eller det faktum, at der konstant skal være bevogtning ved jødiske institutioner for at forhindre overgreb, også på små børn.

Og det er bare i Danmark. I andre europæiske lande er forfølgelsen af jøder endnu værre.

Dét er tordnende forkert. Og vi svigter vores jødiske medborgere, når vi ikke håndhæver et politiske stop, som er sagt. For vi skal simpelthen forlange af visse muslimske grupper og visse grupper på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, at de skal respektere og ikke forfølge jøder.

Det kan godt være, at disse grupper er imod Israels politik. Det må de også gerne ytre. MEN ingen må – med trusler eller hadsk tale eller spytklatter, lort ind ad brevsprækken og det som er endnu værre – gå efter jøder. Det skal vi holde fast i – og vi skal retsforfølge dem, som alligevel gør det.

I 1945 lovede vi jøderne ALDRIG IGEN. Dét løfte skal dér holdes fast i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Pigen med nålen”

”Pigen med nålen”, som har dansk premiere i dag, er med i opløbet om en Oscar – foruden at den var nomineret til såvel en Golden Globe som De Gyldne Palmer. Og så er det nok en god film, tænker man – også fordi mange medier allerede har rost den til skyerne.

Men som altid skal man tænke selv og holde tungen lige i munden. For ”Pigen med nålen” er en film, der stikker i mange retninger, og som derfor let deler vandene.

Nogle vil kalde den for en æstetisk kunstfilm med dens dvælen ved mennesker, følelser og oplevelser, dens fokus på ansigter og øjne som sjælens spejl – alt filmet i sort-hvid.

Andre vil derimod mene, at de 115 minutter er langtrukne og kedelige, selvom der optræder både barnemord, pædofile overgreb, blod og strikkepinde, vold i diverse afskygninger, generel elendighed og anden misrøgt – vist i så groteske og bizarre scener, at det ligner en horrorfilm.

Der er så også en tredje gruppe, som vil irriteres over filmens manglende historiske korrekthed. For nok findes kunstnerisk frihed – og sidst i filmen kan man læse, at den netop er blot inspireret af virkelige hændelser. Det er så blevet til en meget lille del inspiration – og en meget stor del fri fantasi, som desværre ikke øger noget til fortællingen om Danmarks største seriemorderske.

For nok var Dagmar Overby, kaldet englemagersken, virkelig og levede i København i tiden omkring 1. Verdenskrig, hvor hun dræbte det ene spædbarn efter det andet – efter hun for penge havde lovet mødrene, som regel ugifte unge kvinder, at give deres børn et godt hjem. Og nok blev hun afsløret, da en af disse mødre fortrød, og ville have sit barn tilbage.

Men så stopper sammenhængen mellem filmen og virkeligheden også. I filmen følger vi nemlig ikke seriemorderen Dagmar, selvom hun ret beset er den interessante. For hvordan kan nogen dræbe måske helt op til 37 babyer – og skille sig af med ligene uden at føle noget ved det? Det kunne man lave en spændende film om. Men det gør man ikke her.

Vi følger derimod en ung kvinde ved navn Karoline i en opdigtet historie. Karoline er filmen igennem så himmelråbende stædig og naiv, at man mister troen på, at hun kan beholde den livsindstilling, når man tænker på, hvad hun oplever:

Karoline bliver gravid med en mand, som ikke vil have hende, mister sit job, oplever at hendes savnede mand kommer tilbage fra skyttegravene med et halvt ansigt, prøver at lave en abort på sig selv, mislykkes med det, giver sit barn væk, bliver narkoman og meget mere. Det ene mere absurd end det andet.

Men det er typisk for filmen, at troværdigheden flagrer, og at absurditeterne afløser hinanden som numrene i et cirkus, men at der ingen fremdrift er, ingen udvikling sker – hverken for Karoline, som spilles med nerve og nærvær af Vic Carmen Sonne eller for Dagmar Overby, som Trine Dyrholm gestalter med en uhyggelig magtpræstation. Eller for det væld af biroller, der spilles af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Alle gør det formidabelt, men der er ikke meget at gøre godt med i en film, hvis fortællemotor står bomstille.

Det andet ærgerlige er skildringen af byen København, hvor handlingen foregår. Filmen er optaget i Lotz i Polen, og derfor er København blevet til en by med stejle gader, gotiske katedraler, mange trapper og rønnne-agtige hvide stenhuse mellem grus og brosten.

Men sådan så der på ingen måde ud på Holmbladsgade på Amager i 1920´erne, hvor virkelighedens Dagmar Overby havde sin slikbutik. Her var – og er der – fladt som en pandekage mellem de røde og brune murstensetageejendomme og grønne træer. Ja, for 100 år siden var der sågar også marker og enge.

Det tætteste, vi kommer på København, er lyden af rådhusklokkerne – og det er ikke meget, når vi taler om Danmarkshistoriens største seriemorder. Så nej, filmen holder trods nomineringerne ikke – hverken i sin filmiske fremstilling eller som fortælling. Danmarksbloggen er derfor nødt til at give ”Pigen med nålen” to ud af seks nåle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det første år med Frederik Ferieglad

Det er i dag præcis et år siden, at Kong Frederik blev udnævnt fra balkonen på Christiansborg Slot. Men hvordan er det gået for den nye konge, den nye dronning og den nye kronprins?

Danmarksbloggen kommer her med syv udsagn. Et for hver dag i ugen.

  1. Apropos det med ugen og arbejdstid, så kan ingen hævde, at Frederik overanstrenger sig. Tværtimod meddelte kongen som noget af det første, at han og Mary ville tage en del time-outs – og de var fx også på skiferie ikke én, men hele to gange i deres første 100 dage som regentpar.
  2. Senest var de også på privat rejse efter nytårskurene – midt under den pågående Grønlandskrise, som er Danmarks største udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig. Så meget åbenbart for Frederiks såkaldte kongeord: “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. De fine ord gælder åbenbart kun, når kongen ikke vil på ferie.
  3. Der er også mere tid til at tage på ferie. Antallet af kongelige protektioner, som skal besøges, blev skåret kraftigt ned – fra 258 til 140.
  4. Til gengæld fik det nye kongepar markant flere penge – hele 17 millioner mere, så de nu får lidt over 143 millioner. Mindre at lave – og flere penge for det altså. Det er en god deal … for Frederik og Mary, men ikke for Danmark.
  5. Alligevel er kongen – som angiveligt skal være vældig folkelig, selvom han stort set aldrig viser sig, men blot én dag om året løber igennem nogle danske byer – vældig populær. Danskerne er et nøjsomt folk.
  6. Og det samme er pressen, som ved nytårstide hyldede kongen, fordi han i en alder af 56 år kunne gå hen til et bord og læse op af en tale, som han ikke selv havde skrevet.
  7. Den nye kronprins kom også i vælten – først pga en dyr skjorte, da han blev student. Så fordi han som alle andre unge festede og drak sig gennem sin studentertid. Men siden Christian kom hjem fra Afrika, hvor han vistnok arbejdede – udover en luksus-safari-tur – har der ikke været noget. Og lige om lidt skal Christian være soldat i Slagelse. Dén værnepligt skal han så gennemføre (i modsætning til hans fætre, som ikke kunne tåle mosten), hvis respekten skal bevares – og håbet sættes til en kronprins, som på mange måder tegner til at kunne blive en god konge.

Og så er vi tilbage ved kongen. I gamle dage var der tradition for at give kongerne et tilnavn – fx Oluf Hunger og Knud den Hellige. Skulle Frederik d. 10 have et, kunne det passende være Frederik Ferieglad.

Synes De, at det er groft? Tja, det er i hvert fald bedre end Frederik Forræder, som hans forfædre nok ville have kaldt ham, idet Kong Frederik d. 10 har sløjfet de tre kongekroner, som i 500 år har været en del af det danske rigsvåben, og som mange tusinde danskere er døde for i de mange rige, som Danmark har udkæmpet med Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nallerne væk fra Grønland …

USA´s kommende diktator, undskyld præsident, mener det alvorligt: Han vil have Grønland. Dertil er kun at sige: DET ER JO VANVID.

At Trump så kan sige den slags og ovenikøbet også – inden han har indtaget embedet – sender sin søn til Grønland, kan ikke på nogen måde overraske.

Det kan det så – desværre – heller ikke undre, at nogen grønlændere kan være fristede til at sige ja til Trump. At det så er ris til egen røv kan disse grønlændere åbenbart ikke se.

Nu er det så bare således, at Grønland IKKE er selvstændigt. Så Grønland kan ikke sige ja til Trump. Det er Danmark, der skal det – og vi siger NEJ. Hvis Grønland skal sige ja til USA, skal Grønland først løsrive sig fra Danmark efter både forhandlinger og en folkeafstemning.

Må Danmarksbloggen i den anledning råde de danske politikere til at lade dén proces vare mere end fire år?

For i så fald kan man håbe, at der 1) kommer et demokratisk valg i USA i 2028 og 2) bliver valgt en anden end en diktatur-præsident med vilde stormagtsfantasier, som man skal til Ruslands Putin for at finde en parallel til.

For det er vist eneste mulighed, hvis Grønland med sikkerhed skal forblive dansk.

For vi skal ikke regne med, at de andre NATO-lande vil bakke os op i bestræbelserne på at beholde Grønland.

Og vi skal slet ikke kalkulere med, at kong Frederik kan gøre noget som helst. Han er en kransekage-figur, selvom han både har kørt med Sirius-patruljen og været frømand.

Diplomatiets snørklede arbejdsgange og hele det politiske systems sendrægtighed er vores eneste håb, hvis Grønland skal forblive i Rigsfællesskabet – og det skal Grønland.

Så derfor denne meddelelse til Trump i et sprog, som denne forstår: NALLERNE VÆK FRA GRØNLAND.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SÅ sluttede julen

Det kommer måske som en overraskelse. Men julen sluttede faktisk først i går aftes, hvor det var Hellig Tre Kongers aften.

Altså den aften, hvor man fejrer, at de tre vise mænd kom til det lille Jesusbarn.

Aftenen kaldes også for epifani, og fejrer Jesu dåb, som fandt sted i Jordan-floden, da han var blevet voksen.

Men uanset hvad var det indtil langt op i 1800-tallet først nu, at man opfattede julen som værende slut. Først nu at man skulle tilbage til arbejdet.

Dét ville mange nok gerne ønske sig her i 2025. MEN inden man gør det, skal man huske på, at tiden op mod jul – altså adventstiden – dengang ikke var en lang gløgg-og-æbleskive-vandring med lejlighedsvise druk-og-æde-gilder samt julelege.

Alt det gemte man til tiden mellem juleaften og netop Hellig Tre Kongers aften, hvor julen sluttede med, at man tændte det trearmede Hellig Tre Kongers lys.

En arm for hver konge … og så en smule krudt dér, hvor de tre arme mødes, så man kunne sige Der gik Knud ud, når knaldet lød. Knud som i Knud Lavard – den danske helgen, som blev myrdet tilbage i 1100-tallet på netop denne dag, der derfor bærer hans navn. Knuds-dagen.

For nu er vi tilbage i hverdagen, suppedasen igen, og der er lang tid til næste jul.

Hvis man synes, at det er for lang tid, så kan man jo drikke jul, som vikingerne gjorde det – typisk i tiden omkring 17. januar. Det foregår på skibe ude på fjorden – og der skal drikkes igennem, mens man hylder de nordiske guder – og siger År og Fred til hinanden, når altså ikke man slås – bare sådan for hyggens skyld.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Malede statsministeren et skræmmebillede i sin nytårstale? Gu´ gjorde hun så. Det var så blot hverken et fake-billede eller spin. Det var den rene, skære virkelighed.

Verden ER i brand. Europa ER presset på alle planer. Krigen i Ukraine handler ikke kun om Ukraine. Der findes en rådden alliance af diktatur-lande, som vil den frie verden det skidt – og her skal ikke kun tælles Rusland, Nordkorea, Iran og Kina, som statsministeren nævnte. Hertil skal også Saudi-Arabien og flere andre arabiske lande medregnes.

Så ja, Europa ER alene hjemme – og ja, Europa SKAL til at kunne selv, både i produktion og forsvar. Dét kan simpelthen ikke diskuteres, og ja, det kræver øget statsstøtte.

Sådan er det. LEV MED DET.

Men Mette Frederiksen gik galt i byen, da hun talte om, hvor godt velfærden klarer sig – og at det bliver bedre i det kommende år. Dén holder ikke. Der bliver byttet lidt rundt på nogle pengesække, og det er det.

Skulle det batte noget, så drop de mange skattelettelser. Vi har brug for pengene – til både forsvar, sundhed, uddannelse, børn og ældre. Men skattelettelser var et ord, som statsministeren ikke brugte i sin nytårstale.

Til gengæld talte hun om såkaldte danske værdier: Tillid, foreningsliv, flade hierarkier, tør humor og handlekraft.

Ser man på Mette Frederiksens egen embedsførelse, er der på ingen måde fuld plade i ”danske værdier”. Måske tværtimod.

  1. Den danske statsminister holder mere af kontrol end af tillid, når det handler om hendes ministre og hendes partifæller – tag indblandingen i hvem der skal være overborgmester-kandidat i København.
  2. Foreningsliv: Hvem har tid til det, når vi skal arbejde mere og længere?
  3. Flade hierarkier – det klinger hult, når man ved, hvor topstyret statsministerens embedsførelse er.
  4. Tør humor – well, det har hun faktisk – indimellem.
  5. Handlekraft – dét har hun til gengæld galore.

Og netop handlekraft er det, som er nødvendigt i den krigs- og krisetid, som vi befinder os i. For sådan er virkeligheden – og det skal de konfliktsky danskere lære at forholde sig til.

Så Mette Frederiksen er – trods sine fejl – nok det bedste bud på en dansk statsminister pt. Men hvor ville det være dejligt, hvis det blev med en større social ansvarlighed. For det mangler bigtime.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk