Nallerne væk fra Grønland …

USA´s kommende diktator, undskyld præsident, mener det alvorligt: Han vil have Grønland. Dertil er kun at sige: DET ER JO VANVID.

At Trump så kan sige den slags og ovenikøbet også – inden han har indtaget embedet – sender sin søn til Grønland, kan ikke på nogen måde overraske.

Det kan det så – desværre – heller ikke undre, at nogen grønlændere kan være fristede til at sige ja til Trump. At det så er ris til egen røv kan disse grønlændere åbenbart ikke se.

Nu er det så bare således, at Grønland IKKE er selvstændigt. Så Grønland kan ikke sige ja til Trump. Det er Danmark, der skal det – og vi siger NEJ. Hvis Grønland skal sige ja til USA, skal Grønland først løsrive sig fra Danmark efter både forhandlinger og en folkeafstemning.

Må Danmarksbloggen i den anledning råde de danske politikere til at lade dén proces vare mere end fire år?

For i så fald kan man håbe, at der 1) kommer et demokratisk valg i USA i 2028 og 2) bliver valgt en anden end en diktatur-præsident med vilde stormagtsfantasier, som man skal til Ruslands Putin for at finde en parallel til.

For det er vist eneste mulighed, hvis Grønland med sikkerhed skal forblive dansk.

For vi skal ikke regne med, at de andre NATO-lande vil bakke os op i bestræbelserne på at beholde Grønland.

Og vi skal slet ikke kalkulere med, at kong Frederik kan gøre noget som helst. Han er en kransekage-figur, selvom han både har kørt med Sirius-patruljen og været frømand.

Diplomatiets snørklede arbejdsgange og hele det politiske systems sendrægtighed er vores eneste håb, hvis Grønland skal forblive i Rigsfællesskabet – og det skal Grønland.

Så derfor denne meddelelse til Trump i et sprog, som denne forstår: NALLERNE VÆK FRA GRØNLAND.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland – for 300 år siden

Grønland. Denne store ø oppe i de polare egne, som pga. en emsig præst og nogle andre mellemregninger stadig er en del af Det Danske Rigsfællesskab.

Vi tænker så sjældent på Grønland – og vi taler endnu mindre om Grønland.

Medmindre der skal skrives brev til Julemanden, som vistnok bor deroppe, selvom han ikke er grønlænder. Eller hvis vi taler om råstofferne, som vi gerne vil have pengene fra. Eller når Kongehuset indimellem sejler derop, tager folkedragten på og spiser noget råt.

Eller vi taler om de fulde grønlændere, som man kan møde flere steder i Danmark, blandt andet på Christianshavns Torv, hvor der også findes flere statuer af grønlændere.

Men fordi Grønland er så langt væk både fysisk og mentalt for de fleste, er det også de færreste, der er klar over, at det på lørdag er 300 år siden, at præsten Hans Egede kom sejlende til Grønland med det formål at udøve mission og gøre grønlænderne kristne.

Det lykkedes til dels. Grønland blev kristnet – i teorien – og dansk. Nogle mener, at vi dermed reddede grønlænderne fra undergang, fordi helbredssituationen og levestandarden truede med at udslette det grønlandske folk. Andre synes, at vi var en slags – i hvert fald kulturel og identitetsmæssig – kolonimagt.

Sandheden er formentlig et sted imellem.

Men tilbage står, at Grønland er en del af riget, som det store flertal af danskere stort set aldrig har tænkt på, bekymret sig om eller på anden måde beskæftiget sig andet end sporadisk med.

Spørgsmålet er så blot, hvordan vi vil have det med, at Grønland formentlig forlader os – og bliver selvstændigt?

Danmarksbloggens kyniske bud er, at de fleste danskere ville være totalt ligeglade, hvis ikke det havde været for 1) de milliarder, som ligger i råstoffer gemt under isen og 2) det sikkerhedspolitiske fokus, der er på Danmark fra USA´s side – pga. Grønland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk