Anmeldelse: Kong Frederik d. 10.´s portræt

Så kom den længe ventede afsløring af Kong Frederik d. 10.´s portræt i Riddersalen på Frederiksborg Slot.

Forventningerne var spændt til bristepunktet, da kongen selv hev i det grønne gardin med den orange sløjfe. Frem tittede også en masse grønt, nemlig kongen omgivet af et landskab af egetræer og margueritter. Forbindelsen til det gamle Danmark og moderen, Dronning Margrethe d. 2., er tydelig.

Landskabet skal angiveligt være Kongsøre Skov ved Isefjorden, hvor kongen gennemførte dele af sin frømandsuddannelse. Uniformen, som kongen står i som admiral, er også Søværnets mørkeblå gallauniform. Så langt giver det mening.

Men hvad med kongen selv – som menneske? Ser vi Frederik i billedet, eller forsvinder han i al den tunge og historiske symbolik?

Svaret er desværre et stort, rungende ja. For mennesket Frederik er væk – og i stedet ser vi det danske monarki, den danske kongemagt anno 2026 myndigt skue os i møde. Mere myndigt og mere fast end den engang så generte – og lidt stadigvæk – Frederik nogensinde har set ud.

Det er ligesom Salys rytterstatue af en anden Frederik, nemlig Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads. For det er ikke Frederik d. 5., som vi ser der. Det er derimod den danske enevælde, der myndigt og dygtigt styrer de danske riger.

Frederik d. 5. var nemlig nok en konge, som var elsket af sit folk, men han var bedre til at feste end til at arbejde, og han overlod derfor styringen af landet til sine embedsfolk.

Om det samme gælder den nuværende Frederik d. 10. må enhver selv bedømme. Men der er noget med mange timeouts, løbeture og highfives – men endnu ingen større interviews eller andet, som angiver en retning for hans kongegerning, som kunne pege dén vej.

Det er Cathrine Raben Davidsen, der har lavet maleriet – sammen med kongen, som selv har malet margueritter på. Så fik vi den med …

Danmarksbloggen giver det nye portrætmaleri af Kong Frederik d. 10. tre ud af seks kongekroner.

Noget er, som sådan et til-evig-tid-maleri skal være. Men den mest vigtige del mangler, nemlig at man ikke kun møder majestæten, men også mennesket på tronen.

Og så kan man faktisk også stille spørgsmålstegn ved, hvor meget det i grunden ligner – især i ansigtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nallerne væk fra Grønland …

USA´s kommende diktator, undskyld præsident, mener det alvorligt: Han vil have Grønland. Dertil er kun at sige: DET ER JO VANVID.

At Trump så kan sige den slags og ovenikøbet også – inden han har indtaget embedet – sender sin søn til Grønland, kan ikke på nogen måde overraske.

Det kan det så – desværre – heller ikke undre, at nogen grønlændere kan være fristede til at sige ja til Trump. At det så er ris til egen røv kan disse grønlændere åbenbart ikke se.

Nu er det så bare således, at Grønland IKKE er selvstændigt. Så Grønland kan ikke sige ja til Trump. Det er Danmark, der skal det – og vi siger NEJ. Hvis Grønland skal sige ja til USA, skal Grønland først løsrive sig fra Danmark efter både forhandlinger og en folkeafstemning.

Må Danmarksbloggen i den anledning råde de danske politikere til at lade dén proces vare mere end fire år?

For i så fald kan man håbe, at der 1) kommer et demokratisk valg i USA i 2028 og 2) bliver valgt en anden end en diktatur-præsident med vilde stormagtsfantasier, som man skal til Ruslands Putin for at finde en parallel til.

For det er vist eneste mulighed, hvis Grønland med sikkerhed skal forblive dansk.

For vi skal ikke regne med, at de andre NATO-lande vil bakke os op i bestræbelserne på at beholde Grønland.

Og vi skal slet ikke kalkulere med, at kong Frederik kan gøre noget som helst. Han er en kransekage-figur, selvom han både har kørt med Sirius-patruljen og været frømand.

Diplomatiets snørklede arbejdsgange og hele det politiske systems sendrægtighed er vores eneste håb, hvis Grønland skal forblive i Rigsfællesskabet – og det skal Grønland.

Så derfor denne meddelelse til Trump i et sprog, som denne forstår: NALLERNE VÆK FRA GRØNLAND.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor er Kong Frederik ikke i Paris?

Kong Frederik d. 10 var som kronprins kendt som sportsprinsen – og tilmed også mangeårigt medlem af Den Olympiske Komité.

Som konge vil han også – ifølge ham selv – sætte fokus på sport og bevægelse. Det kunne man fx se til Royal Run i foråret, hvor kongen løb i hele tre byer.

Men hvorfor er kongen så ikke i Paris til PL, De Paralympiske Lege, som løber af stablen ligenu? Kong Frederik brugte cirka en uge i Paris under OL, hvor han hyldede de danske atleter, når de vandt guld, sølv og bronze. Men paraatleterne gider Frederik d. 10 ikke bruge tid på. Hvorfor ikke? Deres præstationer er da ligeså, hvis ikke mere imponerende.

Og nej, det er ikke godt nok, at kronprins Christian kommer én dag – og prinsesse Benedikte i flere dage. I øvrigt hurra for prinsesse Benedikte. Hun gør ikke forskel på OL og PL, men kommer til begge. Hun ved, hvad det vil sige at leve op til sine forpligtelser som kongelig.

Det gør kong Frederik og dronning Mary ikke. Begge sad på de bedste pladser til OL – ofte endda sammen med venner, selvom dét ikke er royal kutyme at invitere private venner med. Men det kunne vel passere.

Det kan det derimod ikke, at hverken kongen eller dronningen bruger så meget som en halv eftermiddag på se Danmarks dygtigste paraatleter, som ellers allerede har vundet fire medaljer. En guld, en sølv og to bronze.

Kongeparrets fravær er et skidt signal, og det flugter på ingen måde med de fine ord om også øget fokus på parasport, som Frederik og Mary ellers har udtalt ved flere lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk