Månedsarkiv: juni 2017

Anmeldelse: Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler

Udgivet den af
Svar

Det er en god tradition: Når Skt. Hans-bålet er brændt ned, blænder Dansk Rakkerpak op for deres sommerforestilling et sted i de københavnske gader.

Således også i år hvor man kan finde de herlige skuespillere og gøglere nede på Ofelia-plads med Skuespilshuset som en passende kulisse for årets forestilling ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler”, der foregår dels i good, old London og dels lige om hjørnet på og under selveste Amalienborg.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er nemlig med i en fremtrædende rolle som en på alle måder ganske slagfærdig dame, og det samme er hendes – indimellem forsvundne gemal – prins Henrik eller Henri, som han helst skal kaldes, for forestillingens version af dronningens mand forstår kun fransk.

I forestillingen tales der også både fransk, engelsk, dansk – og en form for kinesisk, hvis altså man mener, at ordene Ni hao, Shanghai, Hong Kong med mere kan gøre det ud for kinesisk. Det kan de godt, når Dansk Rakkerpak spiller – i år sammen med Fair Play.

Vi i publikum afkræves heldigvis heller ikke at gennemgå et kursus i kinesisk, som det kursus i dansk den stakkels Watson må gennemleve, inden turen kan gå fra Baker Street til København – i båd vel at mærke, hvilket kaster mere end en latter fra sig.

For som altid er der fuld fart over feltet og masser af skægge gags og en sammenhæng mellem krop, mimik og handling, som er eminent, og som Danmarksbloggen godt kan forstå trak på den gode side af 300 mennesker ned til Ofelia Plads i den lyse sommeraften.

Niels Grønne var selvfølgelig Sherlock Holmes med pibe og forstørrelsesglas – og en attitude, der på den mest underholdende måde var mere sherlocksk, end hvad Sherlock selv nogensinde kunne opvise. Det samme gjaldt en overbevisende dr. Watson, en fornem og alligevel menneskelig dronning – og ikke mindst den diabolske og morsomme skurk Moriarty, der forsøgte at lære publikum at buhe, når han kom frem, som man gør det med skurken i engelske forestillinger som fx Crazy Christmas Caberet.

Referencerne til den store engelske scene-arv var også mange, og nok også flere end undertegnede lagde mærke til. Det var i hvert fald en kvik publikummer, som efter endt forestilling kunne fortælle om en vis scene med en mand klædt ud som dame, der måske havde sin inspiration fra et Monty Python-nummer (den spanske inkvisition)  – og at filmen ”A fish called Wanda” måske havde givet ideen til cocktail-pølsen i næsen (pommes frites).

Danmarksbloggen takker derfor også den ukendte publikummer og hans ledsagerske, som ligesom undertegnede storgrinede sig igennem en forestilling, der var mindre samfundskritisk end det plejer at være, men ligeså sjovt. For som den ukendte publikummer sagde det: Hvis ikke vi havde kongefamilien, hvem skulle vi så lave satire med og grine af?

Danmarksbloggen er enig og tænker, at lige præcis de ord er det bedste argument for monarkiets bevarelse, som Danmarksbloggen nogensinde har hørt.

For ja, Dronningen og prinsen og en guldbryllupsfejring, der ikke blev til noget i virkeligheden, men som stikker helt af på scenen, og giver ordene SAVE THE QUEEN en helt ny mening, er sammen med kronjuvelerne og en gravhund, der bliver til cocktail-pølser, omdrejningspunktet i sommerens forestilling fra Dansk Rakkerpak, der også på lydsiden er formidabel.

For såvel musik som lyde sidder, hvor de skal – og man glemmer sent billedet af en diadembeklædt dronning i grøn gallakjole, der spiller saxofon.

Danmarksbloggen giver forestillingen fem store cocktailpølser ud af seks mulige.

For det er en herlig og gakket blanding af klassisk gadeteater, krimi-satire og engelsk morskabsteater. ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler” er på turné ind i september.

Se mere her: http://www.danskrakkerpak.dk/sider/sherlock-holmes-og-dronningens-kronjuveler

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Udgivet den af
Svar

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den sorte mand på den overbelæssede cykel

Udgivet den af
Svar

En stille morgen i juni. En sort mand kommer kørende med en cykel, der er overbelæsset med store sække fyldt med tomme flasker, og vi taler flere plasticsække med mange flasker.

Synet gør mig trist – og urolig.

For hvad er det for et samfund, som vi lever i, når nogle er nødt til at samle flasker for at leve?

Og hvem var manden?

Han kunne ligne en af dem, der kommer fra Afrika på overbelæssede både over Middelhavet – og som nu hutler sig igennem Europa på alle måder.

Det holder ikke, vel?

Vi står her i den privilegerede verden overfor en skillevej, hvor vi enten må til at deles om goderne med alle de andre – eller ikke selvfølgelig.

Men vælger vi at ville have det hele selv,, så vælger vi også en vej, der på den lange bane æder vores egen menneskelighed, for så kan vi kun opretholde vores levestandard ved at holde andre folkeslag nede og væk – formentlig med våben. Fort Europa i en hel anden og langt mere skræmmende og dødelig version end i dag.

For dem, som kommer til Europa i disse år, er kun som en dråbe i havet i forhold til, hvad der kan vente. Men det antal synes europæerne i forvejen er altfor mange. Det er ganske skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride anholdt i Tyrkiet

Udgivet den af
Svar

Vi er her, vi slås, vi kæmper, vi løber, vi græder, når vi får peber i øjnene. Ikke verdens bedste dag – men sådan er det.

Sådan lyder det fra Copenhagen Prides formand Lars Henriksen, der sammen med flere andre i øjeblikket prøver at gennemføre Istanbul Pride, og som for lidt siden lagde et klip op på Facebook. Det går ikke særligt godt. Hver gang demonstranterne prøver at samle sig, så kommer politiet med knipler og pebersprays, er meldingen.

Lars Henriksen fortæller også i klippet, at Annemette Vedel Augustesen fra Copenhagen Prides bestyrelse er blevet anholdt af tyrkisk politi og kørt væk i en civil politibil.

Danmarksbloggen er ikke overrasket, men oprørt. Tyrkiet er et NATO-land – og medlem af FN, men alligevel tilsidesættes basale menneskerettigheder groft i landet, når en lovlig anmeldt demonstration som Istanbul Pride ikke kan gennemføres.

At det så ikke er overraskende, at Erdogan og hans meget religiøst-fundamentalistiske styre ikke ønsker fokus på homoseksuelle er en anden sag, men Tyrkiet skal ikke have lov til at slippe afsted med det her.

Vi må insistere på, at vores politikere tager affære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Horrorforfatter Steen Langstrup skriver om heks på bålet eller ej

Udgivet den af
Svar

Det er en almindelig misforståelse, at hekseafbrændingerne stoppede med reformationen. Det modsatte var tilfældet. De tog først rigtig fart under Christian IV. Det gik dog forholdsvist stille for sig i Danmark, og også imod mange misforståelser, så var det ikke ualmindeligt, at sagerne endte med frifindelse. Det gør selvfølgelig ikke skikken med at brænde mennesker levende mere tiltalende. Det er bare sådan en nuance.

Og ja, det er en sær skik at brænde en papheks, hvis man ser det som en hyldest til hekseafbrændingerne. Det er også en underlig skik at have et kors hængende i kirken, hvis man ser det som en hyldest til en romersk henrettelsesform. Men ikke alle symboler er ment som hyldester. Dem, der glemmer ondskaben, er dømt til at gentage den. Lad papheksen være en hyldest til kvinder, der tør være anderledes. Og ditto mænd. Og til omtanke, før vi forfølger det, vi ikke forstår.

Det er overskyet her på Frederiksberg. Det ser ud til regn senere. Jeg tror, det er sankthans i aften.

Skrevet af: Horrorforfatter Steen Langstrup

Grønland – og den forsvundne mindehøjtidelighed

Udgivet den af
Svar

Medierne er ellers normalt hurtige nok, når det kommer til katastrofer og andet, der koster menneskeliv. Så er der breaking news, ekstraudsendelser og følelsesporno for fuld rulle. Og politikerne følger også trop med opdateringer på de sociale medier og så videre og så videre – vi kender proceduren.

Men intet af det sker åbenbart, når det kommer til en tsunami i Grønland, der ellers kostede flere mennesker livet og mange flere deres livsgrundlag. Så lader man stort set de grønlandske medier selv stå for dækningen – og grønlænderne selv stå for mindehøjtidelighederne flere steder i Danmark på Grønlands Nationaldag i går d. 21. juni.

For det officielle Danmarks eneste synlige tegn var det grønlandske flag på halv stang.

Det er rystende – og en påmindelse om Danmarks koloni-fortid. Og nutid. For nok var vi på ingen måde engle i hverken Tranquebar eller på De Vestindiske Øer – men derude lever der trods alt ingen længere, der kan huske den danske tid fra andet end de gamles fortællinger.

I Grønland derimod er Danmarks overherredømme stadig levende og vitalt – og så kan vi ikke engang, når en katastrofe rammer det store land mod nord, svinge os op til at føle med dem og mindes dem ordentligt med en mindegudstjeneste for eksempel i Vor Frue Kirke i København.

Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De lærdes tyranni”

Udgivet den af
Svar

Folkemødet er forbi, og den politiske sæson nærmer sig også afslutningen inden sommerferien, men måske afgøres Danmarks fremtid ikke hverken på Bornholm eller på Christiansborg. Ikke kun i hvert fald.

Der er nemlig et Danmark uden for de store byers attraktive postnumre, og der findes masser af danskere, som ikke tilhører den ellers så magtfulde kreative klasse. Og nu har de danskere – som altså er flertallet målt i hoveder – fået en stemme i medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Kaare Dybvad Bek, der har skrevet bogen ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.”

I bogen gøres der præcist og rammende rede for, hvordan den kreative klasse, som består af akademikere i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen, sidder tungt på ikke kun avisernes dagsordner, men også på hvad der sættes politisk fokus på – og gøres noget ved, fx indenfor uddannelse og fordelingspolitik. Til egen fordel selvfølgelig. At det så sker på bekostning af mere svage befolkningsgrupper og produktionserhvervene er den kreative klasse tilsyneladende ligeglad med, da den ser sig selv som mennesker, der kun gør det, som alle andre ville gøre, hvis de havde den samme viden (!).

Den kreative klasse skiller sig dermed ud fra den klassiske økonomiske overklasse ved ikke at anerkende sit ansvar – og sin store magt, og deri ligger nok et af de allerstørste problemer. For i et samfund, der er bygget på solidaritet, og på at de brede skuldre bærer de store læs, er en udvikling, hvor nogle få (læs: den kreative klasse) hele tiden får mere og mere, mens resten marginaliseres og udelukkende ses som nogen, der skal tjene denne kreative klasse, den gale vej at gå.

Den sociale blindhed er derfor et af den kreative klasses mest udtalte kendetegn, hvad Kaare Dybvad Bek også så glimrende gør opmærksom på, når han for eksempel nævner, at SRSF-regeringen gik med til dagpenge-besparelser for i stedet at afsætte flere penge til universiteter.

Mange af den kreative klasses mest ivrige repræsentanter har naturligvis forlængst været ude og kritisere Kaare Dybvad Bek og sagt, at uddannelse er godt for hele samfundet, og det er da rigtigt, men det rykker ikke ved, at manden har en pointe, når han taler om den magtfulde klasses svigt af den danske under- og middelklasse. Tværtimod bestyrker især de radikales og Alternativets indvendinger, at de kreative ikke er istand til at se kritisk på dem selv, deres egen fremkomst og magt.

Det er så en udvikling, der har lange historiske rødder, hvilket man også kan læse i bogen ”De lærdes tyranni”, hvor der gøres fint rede for forskellen på Georg Brandes moderne gennembrud og Jeppe Aakjærs folkelige gennembrud, og de linjer, som den kamp trækker op igennem 1900-tallet, inden det kulminerer med den kreative klasses fremkomst i slutningen af århundredet. En klasse, der dækker cirka 10% af befolkningen, men som har meget mere magt end dens størrelse berettiger til.

Der er dog en modreaktion i gang – selvfølgelig i provinsen, hvad man så mest tydeligt ved Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem i netop Vestsjælland og Sønderjylland, to landsdele hvor den kreative klasse stort set aldrig kommer, men hvor Kaare Dybvad Bek selv kommer fra – nærmere bestemt Vipperød ved Kalundborg.

I bogen rejser han derfor også til Vipperød, og man hører om flere konkrete skæbner fra dem, som Kaare gik i skole med, og om byens historie. For engang var Vipperød et sted, hvor der boede alle slags mennesker, måske ikke lige som naboer, men man kendte alligevel hinanden, og børnene gik i skole sammen, i byens folkeskole. Hvor ellers?!

Sådan er det ikke længere. I Danmark lever vi mere og mere opsplittet. Den kreative klasse inde i storbyerne, mens dem, der servicerer denne klasse, må pendle fra forstæderne eller endnu længere ude – hvis man er så heldig at have et arbejde.

Det er altså tydeligt, at det går den gale vej, hvis vi fortsat ønsker at leve i et samfund, hvor der er lighed og frihed.

Derpå fortsætter Kaare Dybvad Bek med at fortælle om sporten som demokratisk faktor, og hvorfor et sammenvævet og forpligtende lokalsamfund er bedre for den enkeltes muligheder end storbyens anonymitet og løse forbindelser.

Det er en interessant pointe, som dog savner at nævne den mangel på tolerance, frihed og originalitet, som der også findes ude i de små lokalsamfund, og som kan gøre det svært at udvikle sig og bare være sig selv, hvis man er anderledes end flertallet, hvad undertegnede var det i min opvækst i 70´erne og 80´erne en by meget a la Vipperød.

For lillebyen kan godt have meget og også for snævre rammer, mens storbyen kan noget med netop frihed og udfoldelse – og storbyen var også engang både samlende og forpligtende, hvad man fx så på Vesterbro under besættelsen, og stadig kan se indimellem i enkelte af den kreative klasses bastioner som fx Christianshavn, hvor undertegnede bor. Her er vi stadig en del, der tror på solidaritet og fællesskab, også ude i det danske land og mellem storbyen og de små byer. Men vi er i undertal, så ja, Kaare Dybvad Bek har en pointe og har helt ret, når han mener, at vi skal prioritere ligheden.

Lighed i undervisning, i sygepleje og i alt andet, men også satsning på erhvervsskoler, på sundhedsplejersker, på blandede boligområder (afskaf forældrekøb og indfør bopælspligt, lyder Danmarksbloggens anbefaling) og ikke mindst høje mindstelønninger vil være redskaber, der vil gøre en stor forskel og modvirke overakademiseringen, altfor velbetalte kreative og altfor underbetalte service-arbejdere – samt centraliseringen uden ende som er den kreative klasses tre hovedmål, som det så glimrende gøres rede for i bogen.

Det handler derfor om at gøre oprør mod de lærdes tyranni, og her er der ifølge Kaare Dybvad Bek tale om tre oprør. For det handler om kampen for det folkelige Danmark, som ikke nødvendigvis kun er en socialdemokratisk kamp, men som kan hente gods fra store dele af det politiske spektrum.

For det drejer sig om hele Danmark, om at alle skal have lige meget indflydelse, og om at der skal være respekt for alle professioner og håndværk, om at vi trods sociale skel skal kunne leve side om side, fordi forskellene så heller ikke er større. Men især på det sidste område går det stærkt den gale retning i disse år, hvor overklassens unge får lejligheder og biler, når de fylder 18 år, mens underklassen ikke har råd til den nødvendige medicin.

Første oprør er derfor: Drop uligheden i uddannelserne, hvilket konkret vil betyde, at en fjerdedel af universiteternes studiepladser skal nedlægges, mens der skal øges på erhvervsskolerne. Det offentlige tilskud til privatskolerne skal også igen ned på 71%.

Andet oprør er: Hellere industrijobs end skopudsere. Det siger næsten sig selv, at vi tjener flere penge på at producere noget, der kan sælges end på at nogle servicerer nogle andre, og helt slemt er det, når østarbejdere, flygtninge og andre gør det til en løn langt under en i forvejen altfor lav mindsteløn. Derfor anbefaler Kaare Dybvad Bek også, at der indføres kædeansvar, og at der ansættes 500 medarbejdere yderligere indenfor skattevæsen og arbejdstilsyn til at føre kontrol med illegal og udenlandsk arbejdskraft.

Tredje oprør er: Skær de udemokratiske fedtlag ud af det offentlige, som især er det ledelses- og kommunikationslag, der i en stigende centraliseret kommunal og regional sektor sidder med sugerøret godt ned i kassen, mens samfundsfunktionerne og de lokale politiske beslutninger afdemokratiseres. Løsningen er selvfølgelig blandt andet at udvide byrådene og give tilskud til opretholdelse af lokale enheder indenfor områder som uddannelse, politi og daginstitutioner.

Danmarksbloggen giver Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni” seks Dannebrogsflag ud af seks mulige. Det er et velskrevet og relevant indspark i debatten om, hvad der skal ske med Danmark i de kommende årtier – hvis altså vi vil bevare/genskabe det solidariske velfærdssamfund, som resten af verden kæmper for at få.

Det er People´s Press, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismen er ældgammel

Udgivet den af
Svar

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

Udgivet den af
Svar

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliv klogere på det hængte britiske parlament

Udgivet den af
Svar

Det kan godt være, at Storbritannien (UK) har stemt sig ud af EU, og snart skal i gang med forhandlingerne. Om briterne så reelt forlader EU er en anden ting. For sagen er, at det britiske parlament skal godkende ud-aftalen – og hvis ikke Parlamentet gør det, så kan UK (nok) blive i EU.

Men det venter længere nede af vejen, selvom det er helt vildt, at der nu er et ”Hung Parliament” i UK, og at man i fx den superrige og ellers altid konservative Kensington-kreds i det centrale London, hvor man er store EU-tilhængere, måske har stemt en Labour-kandidat i Parlamentet i protest mod Theresa May. I skrivende stund skal der en tredje omtælling til, da det kun er 40 stemmer, som skiller kandidaterne fra Labour og De Konservative.

For i første omgang stemte briterne – over hele landet – FOR mere lighed, FOR flere krav om at de øverste i samfundet også bidrager og FOR alt andet, der bidrager til et solidarisk samfund. Der er nemlig – overalt i Europa – et oprør på vej mod liberalismens vær-dig-selv-nok-samfund og henimod et samfund med mere lighed, mere solidaritet og mere velfærd.

Det giver håb for UK og for Europa, også selvom vi opererer med et ”Hung Parliament”, og Theresa May pt. bliver siddende i Downing Street 10. For hun får det helvedes hedt i samarbejdet med nordirerne, og Labours leder Jeremy Corbyn har også sagt, at han vil gribe chancen for at blive premierminister, hvis den kommer. Det kan ske meget snart, når man ser på det smalle mandat, som May MÅSKE sidder på – og som måske ikke engang holder til efter Parlamentets åbning på tirsdag d. 13. juni.

Så ingen ved, hvad der sker – men læs her hvad BBC skriver og bliv klogere på, hvordan systemet fungerer i UK: http://www.bbc.com/news/election-2017-40209087

For flertallet af danske medier har ikke hele med. Langtfra. Det britiske system er ikke som det danske, så det giver faktisk mening, når Corbyn går ud og siger, at han vil danne en mindretalsregering – selvom det ikke lykkedes i første omgang. Men anden omgang eller et nyvalg kan komme lige om lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk