Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.