Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man vænne sig til terror?

I skrivende stund er det ikke bevist, at det var terror, der var årsag til eksplosionerne i lufthavnen i Bruxelles i Belgien – og en metro-station inde i Bruxelles. Men sandsynligheden for at det er terror må – især i lyset af de nylige anholdelser af terrorister i området – være overvældende.

Under alle omstændigheder så aktualiserer det spørgsmålet om, hvorvidt man kan vænne sig til terror. Danmarksbloggen tror, at svaret – desværre – er ja. At det kan man godt – men ikke uden en høj pris.

En pris, hvor man deler mennesker op i dem og os. Hvor dem er = dem, der vil skade os, og som vi derfor skal sørge for ikke kan komme til at skade os. Det er – psykologisk set – også en forståelig mekanisme.

Desværre har det også krigen i sig. En konfrontation, der i denne situation betyder, at muslimerne bliver mere og mere uglesete i Europa, og at den store krig mellem islam på den ene side og kristendommen/en sekulær verdensopfattelse på den anden rykker et skridt nærmere.

For det bliver dag for dag farligere og farligere at leve i Europa, og det letteste er at dele mennesker op i dem og os. Men vi skal huske at insistere på menneskeligheden. På at det enkelte menneske er mere end sin religion/livsopfattelse. På at vi skal holde fast i vores frihedsrettigheder – og menneskeværd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Imamerne og ytringsfriheden

I Danmark er vi (med rette) glade for og stolte af vores frihedsrettigheder – og nej, hverken tros-, menings- eller ytringsfriheden kan gradbøjes, uanset om man hedder Peter eller Muhammed.

MEN hvad gør vi så med de imamer, der i moskéen taler om sharia-loven som den højeste lov? Som taler direkte imod dansk lovgivning, når de siger, at det er ok at slå børn, hvis de ikke beder, at stene en utro kvinde osv? For de imamer har jo også ytringsfrihed – og den skal ikke gradbøjes.

MEN vi har faktisk en mulighed for at gøre noget ved det, så de ikke kan fortsætte.

For én ting er, at imamer har ytringsfrihed, men i det øjeblik hvor imamer (og andre) begynder systematisk at rådgive, undervise og videreuddanne i holdninger, der er i direkte modstrid med dansk lovgivning – så mener Danmarksbloggen, at der er juridisk hjemmel til at gribe ind.

Danmarksbloggen mener også, at der bør gribes ind. For det dur ikke – som imamerne gør det – at se religion og politik som to sider af samme sag og endda have religionen som højeste autoritet.

For Danmark er – og skal blive ved med at være – et sekulært samfund, hvor religion og politik er adskilt i en offentligt politisk samfunds-sfære og en religiøs privat-sfære.

PS. Og nu vi er igang med oprydningen: Så lad os bare kigge på nogle af de andre parallel-samfund også som fx Jehovas Vidner og andre sekter. For nok fylder de fundamentalistiske muslimer meget – både i antal og især i mediebilledet, men de er ikke alene om at opfordre til handlinger, der er i direkte modstrid til dansk lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kaos – eller kaos

Vi husker alle sammen den ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos”. Dér er vi ikke i vores århundrede. Her hedder det KAOS – ELLER KAOS

Og Danmarksbloggen er bekymret. Det danske samfund – som alle andre samfund i Europa – sprækker i disse år i fraktioner og grupper, der ingen forståelse har overfor hinanden.

De tre største er:

Dem, der har jobs og økonomiske midler – og dem, der er arbejdsløse, hjemløse eller/og syge.

De såkaldt politisk-korrekte, som holder humanismens fane højt – og dem, der er bange for og ikke kan lide indvandrere og flygtninge.

Dem, der mener, at religion er en privatsag – og dem, der mener, at religionen skal definere samfundet (og det er ikke kun muslimer, som mener det – tag fx et land som Polen).

Det er farligt – og hvis ikke vi passer på, så ender det her ikke blot med kaos, men med etniske udrensninger og borgerkrigslignende tilstande … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fjenden er fundamentalismen

Hvorfor sørger og begræder vi kun Frankrig, skriver mange på Facebook idag.

Præmissen er forkert. For det er ikke sandt. Hvis vi i den vestlige verden kun bekymrede os om os selv, ville vi ikke være involveret i hjælpearbejde – eller bombe Islamisk Stat. 

Men ja, vi sørger mere over Frankrig, fordi de er mere som vi er det, både i levemåde og samfundsopbygning.

Så nej, det er der ikke noget mærkeligt i. Mennesket er – trods alle ønsker om at være ægte multi – stadig mest istand til at relatere til dem, som er ligesom dem selv. Og det gælder alle, uanset tro, religion og andre forskelle.

Øvelsen er derfor at lade være med at angribe hinanden – heller ikke med ord. Øvelsen er istedet at bygge bro og skabe forståelse. For nok er vi forskellige – og vi har lettest ved at forstå dem, der ligner os selv. Men der er stadig mere, der samler end skiller os. Det skal vi huske.

Danmarksbloggen vil derfor med god samvittighed tage ind til mindehøjtideligheden ved Den Franske Ambassade. For idag drejer det sig ikke om politiske slagsmål, men om at ære de døde, der i øvrigt kom fra hele verden og alle religioner.

Fjenden er nemlig ikke islam – men fundamentalismen i alle dens former, uanset om det er en muslimsk mørkemand med en bombe i vesten, eller det er en kristen mørkemand fra Dansk Folkeparti, der synes det er ok at bombe børn.

Ingen af dem har forstået en snus af det bud om næstekærlighed, som alle de store religioner er enige om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døm mig på mine gerninger, ikke på min tro

Jeg ser mange opslag på Facebook, der på det nærmeste fordømmer religion i dag. De skriver, at vi skal fralægge os religionen, da det er den, der er skyld i terroren i Paris.

Kære alle! I må tro eller ikke tro, hvad I vil. Hvis en religiøs person vælger at bede for ofrene i Paris, så er det jo ikke en ond tanke, men en god og menneskekærlig. Om de, der er tiltænkt bønnerne, er religiøse eller ej, betyder sandsynligvis mindre. Det er en (af flere) måde for en religiøs at udtrykke, at man tænker på ofrene, og at man ønsker de overlevende og pårørende det bedste fremover.

Naturligvis skal man som religiøs ikke gå til væbnet kamp mod andre. Faktisk bør ingen gå til væbnet kamp mod andre, som vi har set det i Paris!

Men til alle jer, der har valgt ikke at tro, må vi, der tror ikke nok få lov at beholde vores tro? Jeg skal nok lade være med at pådutte jer min tro – især hvis I lader være med at pådutte mig jeres ikke-tro.

For hvis nu vi bare dømmer hinanden på vores gerninger, så er det så meget nemmere. Jeg bilder mig ind, at jeg (generelt) er et godt menneske. Om det skyldes, at jeg tror eller ej, kan jo være fuldstændigt lige meget for jer, som det ”går ud over”.

Og hav så en god dag alle sammen.

Amen 🙂

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Bacon 24/7 – eller?

Nogle institutioner serverer ikke svinekød – af hensyntagen til de muslimske børn og unge, mens andre bliver pålagt af deres kommuner, at de skal servere svinekød.

STOP NU.

Begge dele er jo lige galt. Det er misforstået hensyn, når en institution ikke vil servere svinekød, men det er også helt forkert, at en kommune skal bruge energi og midler på at diktere, hvad der skal spises i en institution.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal menuen i en institution afspejle det samfund, som vi lever i – og her spiser man svin. Så de dage, hvor der er gris på menuen, må muslimske børn have en madpakke med. Ligesom at hinduistiske børn må have en madpakke med, de dage der spises okse. Vegetarbørn skal måske have ekstra grøntsager med. Og alle de kræsne må have de 4-5 ting med hjemmefra, som de nu kan lide.

For vi skal alle sammen være her – og vi må alle indrette os efter hinanden, uanset religion og smagsløg.

Så nej, ingen skal servere bacon døgnet rundt – men klassiske danske retter som frikadeller og leverpostej skal selvfølgelig være at finde på menuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden må være absolut

Vi skal kun tale den religiøse fundamentalisme imod , når det er nødvendigt, læste jeg i går på Facebook hos en vens ven – og så blev en masse ting remset op som kvindesyn, homoseksualitet, omskæring m.m., som noget af det, man åbenbart godt måtte diskutere med fundamentalister.

Men altså ikke retten til at sige, mene, skrive og tegne det, som man vil – nej, det var bare noget, som folk gjorde for at provokere, var holdningen på profilen. Fy-fy. Skamme!!!! At det så var dødelig alvor både i Paris og i København i vinters, var åbenbart allerede glemt.

Men: Undskyld lige et øjeblik. Hvis ikke vi må provokere og irritere og såre og oprøre hinanden med ord og tegninger, så har vi ikke et samfund med menings- og ytringsfrihed. Så har vi sådan et vattet alt-er-lige-gyldigt-og-derfor-også-ligegyldigt-samfund, som er kvælende at leve i, da det dræber alt, som afviger bare lidt fra den barre, som fundamentalisterne per definition altid sætter lige i gulvhøjde.

Nej, vi skal allesammen være hernede i støvet. Ingen må sige, skrive, gøre, tænke eller tegne noget!!! Så er vi glade, så tager vi hensyn, lyder det fra min vens ven på FB.

Men det giver jo ikke mening. Og desuden: Hvem skal bestemme, hvad der er godt nok til at blive diskuteret? Skal vi have sådan et slags debat-politi?

Nej, ikke rigtig, vel?

Vi skal have frihed – og vi skal insistere på frihed, også til dem, der vil fornærme os, grine af os, provokere os – eller når vi selv vil fornærme, provokere og lave grin med. Vi skal ikke gemme krudtet til noget som helst. Det skal fyres af hver eneste gang – og især når vi taler religiøs fundamentalisme – uanset religion – er det nødvendigt hver eneste gang!!!!!!!!

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At bede en bøn for flygtningene

En bøn spreder vandene i det kirkelige Danmark.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard har forfattet en bøn, som flere præster gerne vil bede – men som enkelte ikke vil under henvisning til at bønnen efter deres mening er selvgod og politisk.

I bønnen kan man blandt andet læse:

Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øje til at se disse flygtninge som søstre og brødre.

Læs mere – og læs også hele bønnen her: http://www.fyens.dk/indland/Kvalmegraensen-naaet-Praest-vil-ikke-sige-boen-for-flygtninge/artikel/2788355

Danmarksbloggen noterer sig i denne sammenhæng, at: 

1) Religion og bøn spiller en stigende rolle i Danmark.

2) At det er positivt, at folkekirken engagerer sig. For en kirke, der holder sig væk fra hverdagen og nutiden, bliver hurtig en museums-kirke – og så er der ingen grund til at have en kirke. Ved at engagere sig viser folkekirken derimod sin berettigelse i nutidens danske samfund som statskirke og som samlende faktor i det danske samfund.

3) At kristendommen handler om at hjælpe de svageste og tale kærlighedens sag – det var og er Jesus liv det stærkeste vidnesbyrd om – og det kan aldrig være selvgodt. Tværtimod er kristendommen det modsatte af selvgodhed og egoisme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk