Kan man vænne sig til terror?

I skrivende stund er det ikke bevist, at det var terror, der var årsag til eksplosionerne i lufthavnen i Bruxelles i Belgien – og en metro-station inde i Bruxelles. Men sandsynligheden for at det er terror må – især i lyset af de nylige anholdelser af terrorister i området – være overvældende.

Under alle omstændigheder så aktualiserer det spørgsmålet om, hvorvidt man kan vænne sig til terror. Danmarksbloggen tror, at svaret – desværre – er ja. At det kan man godt – men ikke uden en høj pris.

En pris, hvor man deler mennesker op i dem og os. Hvor dem er = dem, der vil skade os, og som vi derfor skal sørge for ikke kan komme til at skade os. Det er – psykologisk set – også en forståelig mekanisme.

Desværre har det også krigen i sig. En konfrontation, der i denne situation betyder, at muslimerne bliver mere og mere uglesete i Europa, og at den store krig mellem islam på den ene side og kristendommen/en sekulær verdensopfattelse på den anden rykker et skridt nærmere.

For det bliver dag for dag farligere og farligere at leve i Europa, og det letteste er at dele mennesker op i dem og os. Men vi skal huske at insistere på menneskeligheden. På at det enkelte menneske er mere end sin religion/livsopfattelse. På at vi skal holde fast i vores frihedsrettigheder – og menneskeværd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkedybet og trepartsforhandlingerne

Dansk Folkeparti har endnu engang fat i folkedybet, når de i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger og integrationen af flygtninge taler om, at der skal komme færre ikke-vestlige mennesker til Danmark. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2016-02-07-df-afviser-loekke-skulle-hellere-bruge-tiden-paa-stramninger

Ja, skal man tro mange af kommentarerne fra såkaldte almindelige mennesker på Facebook og på avisernes debatsider, så stopper det ikke her. Så vil en stadig voksende del af danskerne overhovedet ikke have ikke-vestlige mennesker i landet. Mange af de ikke-vestlige (læs muslimer), der allerede er her, skal bare sendes “hjem” med det samme, er meldingen fra folkedybet.

Muslimer kan ikke integreres i Danmark, er nemlig en holdning, der breder sig i Danmark – hvis man altså ser bort fra den kreative klasse, de intellektuelle og politikerne (minus DF og dele af Venstre), som alle ignorerer den voksende angst og afmagt blandt mange danskere uden lange uddannelser og bosat i andre dele af landet end de dyrere. En afmagt, der kan være rigtig farlig, når den forvandles til vrede.

For set fra Christiansborg og de andre fancy kontorer i det indre København eller Aarhus er det udelukkende et spørgsmål om tal og bevillinger. Men er man elev i en skoleklasse, hvor halvdelen er ikke-vestlige indvandrere, eller er man kommet bagerst i boligkøen igen, eller kan man ikke finde en praktikplads – eller er man bange for, at flygtninge på indslusningsløn skal overtage ens job, så er situationen ofte en ganske anden.

Så ses flygtninge og indvandrere tit som en direkte personlig trussel – og så er det oplagt at støtte Dansk Folkeparti. Ja, det ses ofte som den eneste mulighed.

Men det er et parti, der har krigen i sig. Og det er så farligt, så farligt. Og noget af det værste er, at alle dem, der kan gøre noget ved situationen, nægter at acceptere, at dén afmagt findes i den danske befolkning – og at den vokser, og risikerer at udvikle sig til noget, som vi med al magt skal undgå.

Danmark er i 2016 delt i en mindre gruppe mennesker, som har overskud til at være humane – og en voksende gruppe mennesker, som ikke længere føler, at de har dét overskud, selvom de fleste af dem gerne vil være humane inderst inde. For sådan er vi mennesker – vi vil gerne hjælpe hinanden – de fleste af os. Men nu kan flere og flere ikke mere – og desværre forstår Dansk Folkeparti til perfektion at fiske og fange netop deres stemmer.

Det er så uendelig trist – og så frygteligt farligt. Og kuren er ikke opfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Systematik i ødelæggelsen af Danmark

Nytåret sig nærmer – og dermed også Dronningens og statsministerens nytårstaler. Taler, som gerne skal løfte sig lidt højere op end det hverdagsagtige – og som for især statsministerens vedkommende skal handle om politiske visioner og ideer.

Og her er det så, at Danmarksbloggen tvivler på, at det kommer til at ske. For den nuværende regering glimrer netop ved 1) at ødelægge det danske samfund både socialt, økonomisk, erhvervsmæssigt og miljømæssigt og ved 2) ikke at udvise noget som helst lederskab.

Eller som professor Steen Hildebrandt skrev det på sin blog på ”Mandag Morgen” kort før jul:

Det er deprimerende at tænke på, hvor megen skade regeringen allerede har skabt i Danmark på blot et halvt år. Man må dog indrømme: Der har været en imponerende systematik i indsatsen, og det skaber et skrækscenarie for de kommende år. Det kortsigtede, visionsløse og ikke-bæredygtige er en systematik for regeringen.” Citat slut

Læs hele indlægget her: https://www.mm.dk/blog/halvt-aar-sort-regering-%E2%80%93-er-socialdemokraterne

En imponerende systematik i indsatsen – i ødelæggelsen af Danmark. Den dygtige professor er spot-on i sin beskrivelse. Dét er slemt og mere skrækindjagende end de mest onde af de ånder, som vores forfædre frygtede, lå på lur her ved nytårstide.

For et spøgelse kan ikke gøre fortræd. Det er kun de levende, der kan gøre fortræd. Det kan de så også. Og den nuværende regering gør Danmark og danskerne fortræd med en grundighed og en systematik som aldrig set før.

Læs også Danmarksbloggens indlæg fra sidste uge om fjendebilledet, der har krigen i sig: http://danmarksbloggen.dk/?p=7868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk