Stærkere sammen – men på en anden måde

Så blev det afgjort ovre på de britiske øer … Det blev LEAVE … UK er på vej ud af EU.

Og nu kræver andre EU-kritiske røster overalt i Europa en tilsvarende afstemning – også i Danmark.

Danmarksbloggen bakker op om sådan en afstemning. For det skal være befolkningerne i Europa, der bestemmer i Europa.

For netop dér ligger sagens kerne. Institutionerne i Bruxelles er nemlig et langt stykke hen af vejen overnationale og slet ikke demokratiske – og styret af embedsmænd, som aldrig kommer på valg.

Når det er sagt, så startede EU som en virkelig god idé – nemlig fred og frihandel. Men projektet løb af sporet undervejs, og er blevet en udemokratisk kolos på lerfødder.

Så ja, Danmark skal også ud af det EU, som vi har i dag – men vi skal alligevel have et EU i Europa – et, der handler om fred og frihandel. For vi er stærkere sammen end hver for sig.

Men Europa går nu hver for sig. I Frankrig kommer der snart et valg, hvor National Front vil skovle stemmer ind på at kræve et EU-valg – og i Tyskland kommer Merkel under et voldsomt pres. Og så videre. Det her er en godtepose til alle nationalister og ekstreme højrekræfter – og de fundamentalistiske muslimer, som slet ikke behøver at lave terror mere.

Europa er godt igang med at ødelægge sig selv – indefra.

Putin sidder og gnider sig i hænderne ovre i Moskva idag … det er helt sikkert – og farligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trodsigt vise at hjerterne stadig slår …

Få dage efter terrorangrebet i Paris i november 2015 skrev Danmarksbloggen dette digt.
Idag i Bruxelles kom så fortsættelsen … desværre.
Men ordene gælder endnu: Vi skal trodsigt vise, at hjerterne stadig slår.

For hellere dø stående end leve på knæ, som Charlie Hebdo´s dræbte redaktør Stephane Charbonnier (Charb) sagde det.

Digt: Bare en regnvejrsmorgen

Bare en regnvejrsmorgen,

Alt er koldt og vådt,
I går brændte lysene på Kgs. Nytorv,
Nu er alt igen november-gråt.

Vi fortsætter vores liv –
på overfladen som var intet hændt,
men inde i os
ligger det hele gemt.

For vi husker København og Paris.
Og vi ved, at det vil ske igen,
at kugler og bomber
råt vil ramme både fjende og ven.

Men vi ved ikke hvor,
Og vi ved heller ikke hvornår,
Men indtil da skal vi leve og le,
trodsigt vise, at hjerterne stadig slår.

For angsten må ikke tage over,
og hadet må ikke vinde,
istedet skal vi søge dybt i vores hjerter
for dér næstekærlighed og mod at finde!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man vænne sig til terror?

I skrivende stund er det ikke bevist, at det var terror, der var årsag til eksplosionerne i lufthavnen i Bruxelles i Belgien – og en metro-station inde i Bruxelles. Men sandsynligheden for at det er terror må – især i lyset af de nylige anholdelser af terrorister i området – være overvældende.

Under alle omstændigheder så aktualiserer det spørgsmålet om, hvorvidt man kan vænne sig til terror. Danmarksbloggen tror, at svaret – desværre – er ja. At det kan man godt – men ikke uden en høj pris.

En pris, hvor man deler mennesker op i dem og os. Hvor dem er = dem, der vil skade os, og som vi derfor skal sørge for ikke kan komme til at skade os. Det er – psykologisk set – også en forståelig mekanisme.

Desværre har det også krigen i sig. En konfrontation, der i denne situation betyder, at muslimerne bliver mere og mere uglesete i Europa, og at den store krig mellem islam på den ene side og kristendommen/en sekulær verdensopfattelse på den anden rykker et skridt nærmere.

For det bliver dag for dag farligere og farligere at leve i Europa, og det letteste er at dele mennesker op i dem og os. Men vi skal huske at insistere på menneskeligheden. På at det enkelte menneske er mere end sin religion/livsopfattelse. På at vi skal holde fast i vores frihedsrettigheder – og menneskeværd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Helt ude at svømme – i EU

Op mod 3000 svømmere deltog i dag i svømmestævnet ”Christiansborg Rundt”, hvor der svømmes 2 km rundt om Christiansborg på Slotsholmen.

Men svømmerne i København var ikke alene om at være ude at svømme rundt om noget politisk denne sidste lørdag i august.

Det samme gjorde EU-landenes regeringschefer til topmødet i Bruxelles, hvor de to vigtige poster som EU-præsident og EU-udenrigschef skulle fordeles.

Forskellen er blot, at hvor svømningen i de københavnske kanaler gav god mening, så virker de politiske svømmeture i Bruxelles mildest talt kaotiske.

For hvordan kan man som EU-præsident vælge Polens premierminister Donald Tusk? En mand, som ikke kan tale hverken engelsk eller fransk – men hvis vigtigste opgave bliver at føre – især uformelle – samtaler med 28 landes regeringschefer for derpå at fremlægge forslag, som alle kan enes om.

Og hvordan kan man vælge en EU-udenrigschef som Italiens Federica Mogherini, der for nu at sige det pænt er Putin-venlig i en tid, hvor EU som helhed stiller sig mere og mere afvisende overfor Putin, og har brug for at kunne markere sig overfor Rusland?

Det er i dén grad ulogisk.

Men omvendt er det måske, hvad man kunne forvente, når man tænker på, at super-europæeren Jean-Claude Juncker tidligere på sommeren blev valgt som EU-kommisionsformand – kun kort tid efter at EU-parlamentsvalget gav fremgang til alle EU-kritiske partier.

Det er som om EU per definition spænder ben for sig selv, per definition vælger at gå imod det, som befolkningerne ønsker:

Europas befolkninger ønsker mindre EU – ja, men så vælger vi da super-europæeren Juncker som EU-kommisionsformand.

Det er vigtigt med en EU-præsident, der kan tale med alle og høre græsset gro – ja, men så vælger vi da én, der kun taler POLSK.

Og det er vigtigt med en EU-udenrigschef, der kan stå stærkt og forsvare EU´s interesser mod andre magter – ja, men så vælger vi da en, der er bon-kammerat med Putin.

Den slags valg giver kun mening i de højere magtcirkler i Bruxelles – og ikke i de europæiske befolkninger.

Dagens runde-svømning i Bruxelles er derfor også mere end farlig for demokratiet på den lange bane – og vi risikerer at ende så langt ude i vandet, at der er meget langt at svømme ind til bredden, måske også for langt for de fleste i Europa – og i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Intet nyt fra Bruxelles kan være godt for demokratiet

Så blev det heller ikke nu, at der kom en afklaring på, hvem der skulle være EU´s præsident eller have nogen af de andre poster undtagen selvfølgelig EU-kommisionsformandens, som er på plads – og som i næste periode tilhører super-europæeren Jean-Claude Juncker.

Det bliver heller ikke i morgen – eller om en uge, at der sættes de famøse navne på. Næste – og må man formode afgørende – møde er derimod først lørdag d. 30. august. Samme dag som der i øvrigt er Pride Parade i København – uden nogen yderligere sammenligning i øvrigt desværre. For europæisk politik kunne godt bruge lidt flere regnbuer i stedet for de evindelige gule stjerner på den altfor blå bund.

Men altså, først når sommeren er på vej over i efteråret, vil vi vide, om statsministeren i Danmark fortsat hedder Thorning – eller om hun skal hedde noget andet.

Men hvad betyder det i grunden for Danmark, om navnene besluttes nu eller om 1½ måned? Ikke noget. De næste 2-3 uger kører sommerferien for fulde gardiner, og så starter hverdagen igen for danskerne med arbejde, skole og så videre – og vupti, inden nogen får set sig om, er det lørdag d. 30. august.

De eneste, som for alvor mærker ventetiden, er medierne –  og de politiske partier, som nu må satse på, hvordan og hvad de skal melde ud til de politiske sommermøder til august.

For uanset om man er tilhænger eller modstander af den nuværende regering, så er det vigtigt at positionere sig i forhold til statsministeren, og her betyder det noget, om hun hedder Thorning, Frederiksen eller noget helt tredje.

Men uvisheden kan blive til en fordel for både de enkelte partier og for demokratiet.

For det betyder, at alle i de næste uger er nødt til at tale værdier og politik – og ikke personer. Så nu kan det faktisk blive rigtig spændende og interessant at følge med i dansk politik, hvis altså politikerne kan holde sig fra at smide med mudder, røgslør og letkøbt-heder.

Så det manglende nyt fra Bruxelles her midt i juli kan betyde, at det bliver en rigtig god og spændende sommer for demokratiet i Danmark – og så er der for første gang længe kommet noget godt nede fra EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministerpost ønskes i barselsgave

Der er ønskebørn – og så er der ønskebørn, som i dén grad kommer på rette tid.

Et af disse ønskebørn bliver den søn eller datter, som Venstres nu tidligere spidskandidat til EU-parlamentet Ellen Trane Nørby skal føde til august.

Ellen Trane Nørby meddelte nemlig i går, at hun på grund af sin graviditet alligevel ikke opstiller til EU-parlamentsvalget til maj. Hun siger, at danskerne skal have en Venstre-spidskandidat, der kan bruge alle sine kræfter på EU og ikke også skal tænke på at være mor for et barn.

Gad vide om det betyder, at Ellen Trane Nørby også stopper i Folketinget? For man må formode, at dansk politik er ligeså vigtig for hende som EU-politik?!

Og antallet af timer, man er væk fra sit barn, er mindst ligeså mange på Christiansborg som de er i Bruxelles, hvis ikke der tilmed er tale om flere arbejdstimer på Christiansborg, hvad der ofte er for ledende medlemmer af Tinget som fx Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby melder dog ikke noget om, hvorvidt hun går ud af dansk politik eller ej. Tværtimod går der et vedholdende rygte om, at hun mere eller mindre blev presset til at sige ja til at skulle til Bruxelles, dengang før hun blev gravid.

Man kunne derfor godt forestille sig, at Ellen Trane Nørby fortsætter på Christiansborg – og at det her slet ikke handler om arbejdstid i forhold til familietid, men om at Ellen Trane Nørby simpelthen hellere vil blive i dansk politik – og at hendes graviditet betyder, at hun nu har en undskyldning for at blive på Christiansborg og dermed bevare muligheden for at blive minister i en evt. kommende Venstre-regering.

En ministerpost efter et folketingsvalg, der kommer senest i efteråret 2015, er formentlig også dén barselsgave, som Ellen Trane Nørby ønsker sig allermest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk