Ministerpost ønskes i barselsgave

Der er ønskebørn – og så er der ønskebørn, som i dén grad kommer på rette tid.

Et af disse ønskebørn bliver den søn eller datter, som Venstres nu tidligere spidskandidat til EU-parlamentet Ellen Trane Nørby skal føde til august.

Ellen Trane Nørby meddelte nemlig i går, at hun på grund af sin graviditet alligevel ikke opstiller til EU-parlamentsvalget til maj. Hun siger, at danskerne skal have en Venstre-spidskandidat, der kan bruge alle sine kræfter på EU og ikke også skal tænke på at være mor for et barn.

Gad vide om det betyder, at Ellen Trane Nørby også stopper i Folketinget? For man må formode, at dansk politik er ligeså vigtig for hende som EU-politik?!

Og antallet af timer, man er væk fra sit barn, er mindst ligeså mange på Christiansborg som de er i Bruxelles, hvis ikke der tilmed er tale om flere arbejdstimer på Christiansborg, hvad der ofte er for ledende medlemmer af Tinget som fx Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby melder dog ikke noget om, hvorvidt hun går ud af dansk politik eller ej. Tværtimod går der et vedholdende rygte om, at hun mere eller mindre blev presset til at sige ja til at skulle til Bruxelles, dengang før hun blev gravid.

Man kunne derfor godt forestille sig, at Ellen Trane Nørby fortsætter på Christiansborg – og at det her slet ikke handler om arbejdstid i forhold til familietid, men om at Ellen Trane Nørby simpelthen hellere vil blive i dansk politik – og at hendes graviditet betyder, at hun nu har en undskyldning for at blive på Christiansborg og dermed bevare muligheden for at blive minister i en evt. kommende Venstre-regering.

En ministerpost efter et folketingsvalg, der kommer senest i efteråret 2015, er formentlig også dén barselsgave, som Ellen Trane Nørby ønsker sig allermest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk