Danmarksbloggen møder danskerne: Jeg vil soooooooove

Danmarksbloggen er i denne uge på gaden og møder danskerne i deres hverdag. I dag en lille pige og hendes far, som er gået i stå på fortovet. Hun er ked af det:

Jeg vil soooooooooove, skriger den lille pige på to-tre år, mens den desperate far pædagogisk prøver at forklare hende, at det ikke går, fordi han og moderen skal på arbejde og hun i vuggestue.

Det er den lille pige totalt ligeglad med – hun er bare træt og vil hjem og i seng igen.

Danmarksbloggen kan ikke bebrejde den lille pige noget. Klokken er otte om morgenen, og det er bælgmørkt, men afsted de må på deres vej, så de forsvinder i mørket og tågen denne mandag i januar.

Danmarksbloggen ved også godt, at der er mange andre børn, som allerede her ved otte-tiden har været lang tid i diverse institutioner, fordi forældrene skal passe deres arbejde. For sådan gør vi her i landet.

Men er det nu rigtigt? Og kunne vi gøre det anderledes?

Små børn har godt af at være ude blandt andre, siger vi – og det er sandt. Men behøver det at være fra tidlig morgen til sen eftermiddag, så de små er drøntrætte, når de skal op og afsted – og endnu mere drøntrætte, når de kommer hjem? Og så hele småbørnstiden derfor bliver en udmattende tour de force for både forældre og børn fremfor en sød og blød tid med nærvær og kærlighed?

Det sidste ville nemlig ellers skabe mennesker med bedre selvværd og mere rummelighed … for vi kan som bekendt kun give det, som vi selv modtager, og de første tre år af et menneskes liv er altafgørende.

Så hvorfor ikke indrette arbejdsmarkedet således, at småbørnsforældre kun arbejder 25 timer om ugen, således så de mindste ikke skal tilbringe mere end max seks timer om dagen på en institution, mens de resten af tiden kan være sammen med mor og far?

Det ville give små, glade og trygge børn, som ikke behøvede at græde i de mørke timer morgen og eftermiddag, men som i stedet glad kunne hoppe hen i vuggestuen ved ni-tiden – og mæt af indtryk, men stadig glad og med overskud kunne hoppe hjem igen senest ved 15-tiden om eftermiddagen.

Det vil også være en økonomisk besparelse på den lange bane – og dermed skulle alle være tilfredse, både dem, der går op i mennesker og dem, der går op i penge. Så hvad venter vi på?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jeg har også levet!”

I går kom bogen ”Jeg har også levet!” på gaden. Den handler om Astrid Lindgren, Louise Hartung og deres mere end 600 breve til hinanden.

Der findes næppe den dansker, som ikke kender – og elsker – Astrid Lindgren. Så kan man indbyrdes være uenige om hvilken bog, som er bedst – eller hvilken figur, som man holder mest af. Men at man læste eller fik læst Astrid Lindgren som barn, og selv har læst højt af hendes bøger for ens egne børn – det gælder for de fleste af os.

Louise Hartung derimod er et navn, der ikke vækker genlyd hos den brede danske befolkning. Men navnet er nu alligevel tæt forbundet med Astrid Lindgren, da de to var nære veninder og åndsfæller i de 11 år, der gik fra de mødtes og til Louise døde i 1965.

Louise Hartung var børne- og ungdomskonsulent i Berlin, en ildsjæl når det gjaldt om at skabe kultur til børn – og så var hun en stor fan af Lindgrens bøger, som hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udbrede kendskabet til.

På mange måder var de to kvinder altså lig hinanden, begge kunstneriske, begge litterære, begge med et stærkt drive, men der er også store modsætninger, som man kan se folde sig ud i brevene.

Astrid var den introverte, der alligevel indimellem behøvede at leve ekstrovert – og Louise den extroverte med et stort behov for til tider at være introvert – eller måske snare opslugt af Astrid Lindgren, som hun også var forelsket i, men uden at det blev gengældt.

For på det punkt var de ikke ens. For Astrid var deres venskab tæt og nært og med stor fortrolighed, men for Louise rummede det samtidig en tiltrækning og længsel efter at mødes på det romantiske og erotiske plan, men det skete aldrig. Louise havde i øvrigt en kæreste hjemme i Berlin, en kvindelig psykiater som efter Louises død sendte Lindgrens breve tilbage til Astrid, hvilket var et held, for ellers havde vi måske ikke haft dem i dag.

Breve, som viser de to kvinders natur og liv, som var så ens og så forskellige. For også deres liv, især inden de mødtes, repræsenterede to modpoler.

Astrid, som under 2. verdenskrig levede i Stockholm i det neutrale Sverige, en by som nok var påvirket af krigen og især den omfattende spionage, som fandt sted i den svenske hovedstad, men som ikke oplevede hverken bomber eller at der ikke var mad og andre fornødenheder at få.

Og så Louise, som boede i Berlin, og som oplevede byens tid som centrum i Det Tredje Rige, mens hun optrådte som sangerinde for de tyske soldater og samtidig skjulte jøder, men som senere blev voldtaget af de russiske soldater, og måtte klare sig så godt, som hun nu kunne i den sønderbombede by.

Alt det hørte tiden inden brevene til, men det påvirkede og skabte alligevel de to kvinder og deres verdensopfattelse i en tid, hvor de udvekslede breve, mens der skete begivenheder som Den Kolde Krig og Berlinmurens opståen, som de selvfølgelig også drøftede i deres kontinuerlige samtale igennem 11 år. Og så midt imellem alle åndrighederne kunne de alligevel samtidig glæde sig over købet af en ruskindsfrakke og andre almindeligheder.

For nok er der tale om to velbegavede kvinder, men som os andre var de også optaget af hverdagens små ting og gøremål, og det er faktisk – midt i alle de store tanker – vældig forfriskende at læse. For ja, selv store ånder kan også fx blive ramt af virus og bare sidde og vente på, at det damper over. Det ved man godt, men det er alligevel rart at se sort på hvidt en af de dage, hvor man sidder og bliver i tvivl om egen formåen.

Bogen er skrevet af cand.mag Jette Glargaard og forfatter Jens Andersen, og det er en tour de force, at de to har gnavet sig igennem alle brevene og sat dem sammen – også dem, som var uden sidetal og datoer. For vi taler ikke om to breve om året mellem Berlin og Stockholm, men om 600 breve som sammen med et veludbygget personregister, noteapparat med mere fylder 580 sider.

Det er en imponerende akademisk bedrift, men bogen er mere end det. Den er en sprællevende skildring af et årti, hvor der skete meget i Europa og i verden, og hvor det hele plus alt det personlige kommenteres, drøftes og beskrives af to vidende og åbne kvinder, indimellem i dagligdags vendinger, men oftere med stor originalitet.

For de skriver godt begge to – og man lever sig let ind i deres sind og verden, når man læser deres breve. Undertegnede vil så gerne stå ved, at jeg følte mig tættest på Astrid. Måske fordi at hende kendte og elskede jeg i forvejen, måske fordi jeg er svenskofil.

Det eneste, som bogen mangler, er en overskuelig og med årstal behæftet oversigt over de to kvinders liv, da en sådan ville lette læsningen og gøre det nemmere at bevare overblikket.

Danmarksbloggen giver ”Jeg har også levet!” fem ud af seks frimærker, som dem man stadig brugte, dengang Astrid og Louise udvekslede mere end 600 breve.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturlighed versus naturlighed

Undertegnede hørte i sidste uge ordet kulturlighed for første gang.

Det er et fantastisk ord, der handler om kulturel identitet, foranderlighed og anerkendelse. Alt sammen størrelser, som vi ikke kan leve foruden – eller undgå.
For livet og verden ændrer sig hele tiden, deraf foranderligheden. Og som mennesker har vi alle sammen brug for såvel identitet som anerkendelse.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte ordet i forhold til naturlighed.

Naturlighed i betydningen instinktet, det som kommer af sig selv – hvis altså ikke vi lærer noget andet.

Og så bliver kulturlighed lige pludselig noget andet og noget mere. Det bliver noget tillært, noget tilvalgt, som vi så også kan vælge fra.

Og så bliver det lige pludselig interessant – også i en samfundssammenhæng.
For vi lever i en tid, hvor man hylder det såkaldte naturlige, det instinktive, det som ”kommer indefra”.

At noget af det – måske endda meget – så er tillærte sociale koder, som vi har med fra vores barndom eller vores nuværende liv, tænker de færreste måske på. Men det kan være svært at skelne mellem ”det oprindelige” i mennesket og ”det tillærte”.

Det er måske heller ikke særlig interessant. Det er derimod langt mere vigtigt, at vi holder fast i vores kulturlighed – i betydningen af kulturligheden som noget, der danner os, og sikrer, at vi behandler hinanden med respekt og værdighed.

For skræmmebilledet af ”naturligheden” er mennesket som et væsen, der kun tænker på sig selv, på at berige sig selv og sine egne og være ligeglad med alle andre.

Det er så samtidig den ”naturlighed”, som vi ser folde sig ud hos mange både magt- og pengemennesker i disse år, og som skaber en tilsvarende rå modreaktion hos andre befolkningsgrupper.

Så vi er nødt til at holde fast i ”kulturligheden” – i at vi skal kunne tale sammen, rumme hinanden og opføre os ordentligt overfor hinanden.

Og kulturlighed skal læres – fra barnsben af.

Og nok handler det om respekt og demokrati og deltagelse, men det faciliteres af tid – og rum. Af at forældrene er sammen med deres små børn (og uden at kigge på en skærm hele tiden), ved at der er gode nomineringer i børnehaver, færre elever i klasserne og dygtige lærere, et uddannelsessystem med plads til at ombestemme sig og til at tage flere uddannelser, et arbejdsliv med plads til at være menneske og et ældreliv med værdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Holmene” er en ualmindelig dårlig idé

”Det er allerede et stort problem med trafikken i dag,” sagde Hvidovres borgmester Helle Adelborg til gårsdagens præsentationen af ”Holmene”, som er et stort anlagt projekt, hvor der skal bygges ni holme ud i Øresund – ud for netop blandt andet Hvidovre kommune – altså hendes egen kommune.

Ni holme, hvor der skal bankes vidensbaseret erhverv op. Ni holme, der ligger tæt ved Danmarks mest befærdede motorvej, som nu skal give plads for bilister til de 12.000 arbejdspladser, som det vurderes, at der bliver plads til på de kunstige øer, men hvortil der ikke er planlagt offentlig transport. Så det store trafikproblem vil altså bare blive større.

Danmarksbloggen synes, at det er fantastisk med vidensbaseret erhverv. Den slags virksomheder skaber vækst og fremgang.

Men hvorfor bygge nyt land, når vi har eksisterende land, som mangler et løft? For det er en skrøne, at vidensbaserede virksomheder kun vil lægge få km fra en lufthavn. Tag fx Lund, som ligger en halv times kørsel fra Kastrup. Tag mange af Stockholms vidensbaserede virksomheder, som ligger en time eller mere fra Arlanda. Det går fint med at placere sig dér.

Så ja, drop de ni dyre holme og løft blikket.

Man kunne for eksempel sagtens bruge området omkring Roskilde eller i trekanten mellem Roskilde, Køge og København – eller steder i Nordsjælland. Alt sammen til ligeså stor gavn og glæde for både Danmark og virksomhederne – og det endda uden at risikere at ødelægge havmiljøet og skabe problemer for infrastruktur.

Så kunne man også i stedet bruge de mange sparede milliarder (som der slet ikke er finansiering for heller) på mere uddannelse og mere forskning, så der også var nogle danskere, som kunne arbejde i alle de nye, spændende vidensvirksomheder.

For status idag er: Etableringen af Holmene er ikke finansieret. Holmene vil skabe trafikale problemer af ganske anselig størrelse. Holmene vil kunne skade havmiljøet. Det kommer til at koste kassen at klimasikre Holmene. Der er masser af tilgængelig jord andre steder – lige i nærheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor kom der ikke et oprør mod nutidens umoral og dårlige etik?

Moralen har trange kår i vor tid – og selv en opsang fra Hendes Majestæt Dronningen har ikke en effekt, der holder længere end til de sociale mediers opdateringer nytårsaften og nytårsdag, hvor alle – kendte som ukendte – faldt i svime over det rigtige i, at Margrethe d. 2 ramte totalt plet, da hun i nytårstalen sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

For burde denne italesættelse som det hedder på nudansk ikke have ført til et større oprør mod de politikere, de erhvervsfolk, de organisationer og de virksomheder, som handler uetisk og umoralsk?

Burde medierne ikke havde ført an i en kæmpe-kampagne FOR etik og moral og IMOD personlig vinding på grund af visse personers misbrug af deres betroede poster og særlige privilegier?

Det kunne man mene. Men der skete ikke noget – der var derimod total tavshed fra d. 2. januar.

Hvorfor? Er medierne selv syltet ind i magten og privilegierne? Nogle er i hvert fald – og andre vil måske gerne være det, og så gælder det om ikke at være dem, som råber op om det forkerte i, at nogle rager til sig på bekostning af fællesskabet.

Men det er forkert, at der ikke snakkes mere om det – og især at der ikke gøres noget, også fordi noget af det, som sker, er direkte ulovligt.

Det manglende oprør mod de umoralske magtmennesker og pengemennesker betyder også, at den danske befolkning som helhed mister tilliden til systemet … og så er der frit slag for populistiske ledere med lette løsninger på svære problematikker – og det er en vej, som vi ikke skal gå ned af.

Sidst vi gjorde det i Europa – over en bred kam – var i 1930´erne, for i enkelte lande har man også gjort det i nyere tid. Og nok kan vi ikke direkte sammenligne 1930´erne med nutiden, men der er mindelser i et omfang og en dybde, så der er grund nok til at være bange.

Det vælger magtens og pengenes mennesker så at være ligeglade med, nok fordi de – ganske fejlagtigt – ikke regner med, at populismens uheldige konsekvenser kan nå dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Et par dage inden nytår skrev Lars Løkke ud på Twitter i en sen nattetime og spurgte danskerne om, hvad han skulle tale om i sin nytårstale. Her blev han af det store flertal anbefalet at komme ind på den stigende ulighed, miljøet samt behovet for bæredygtighed – også i landbruget.

Han fulgte – som forventet – så ikke danskernes råd. Ikke rigtig, selvom han da nævnte miljøet – lidt sådan i forbifarten – og uden at tale om landbruget eller andre konkrete ting. Meget sporadisk kom han også ind på sygehusene, men uden at påpege hans egen regerings krav til regionerne om at spare, som kostede alt for mange ansatte på sygehusene deres job her i efteråret. Han nævnte heller ikke manglen på praktiserende læger.

Men det er også svært at tale om grøn omstilling og ulighed, når man igennem hele sin regeringstid har fulgt en så massiv blåsort kurs, som Løkke og co. har gjort det. En kurs hvor naturen, velfærden og de svageste i samfundet konsekvent har været de tabere, som har betalt prisen for de skattelettelser, der især er kommet de rigeste til gode.

Løkke var til gengæld rigtig god til at lave skræmmebilleder. Først på den store klinge, hvor han talte om situationen i verden, hvor han – korrekt – vurderede, at oprustningen i Rusland, USA´s isolering og Kinas dispositioner kun kan vække bekymring, men at det er vigtigt med internationalt samarbejde.

Derpå den hjemlige scene, hvor han talte om, at det var et problem, når fællesskabet slår revner, fordi for mange føler sig udenfor – eller holder sig udenfor, hvorefter han hurtigt gik videre til at nævne, at antallet af ikke-vestlige mennesker i Danmark på én generation er vokset fra 50.000 til 500.000.

Danmarksbloggen ved ikke, om disse tal holder. Men der er et folketingsvalg på vej, og når nu man som Løkke har smadret naturen og velfærden, så er det altid en løsning at lave skræmmebilleder og fjendebilleder, som uanset hvor rigtige de end måtte være,  virker som afledning fra egne politiske resultater.

Danmarksbloggen håber derfor inderligt, at det er sidste gang, at Løkke holder statsministerens nytårstale – og giver ham for høflighedens skyld en enkelt ministerbil ud af seks mulige for denne 2018-19-version. For ja, Løkke havde ret, da han talte om, at timeglasset rinder ud. Der kommer senest d. 17. juni et folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk