Undertegnede hørte i sidste uge ordet kulturlighed for første gang.

Det er et fantastisk ord, der handler om kulturel identitet, foranderlighed og anerkendelse. Alt sammen størrelser, som vi ikke kan leve foruden – eller undgå.
For livet og verden ændrer sig hele tiden, deraf foranderligheden. Og som mennesker har vi alle sammen brug for såvel identitet som anerkendelse.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte ordet i forhold til naturlighed.

Naturlighed i betydningen instinktet, det som kommer af sig selv – hvis altså ikke vi lærer noget andet.

Og så bliver kulturlighed lige pludselig noget andet og noget mere. Det bliver noget tillært, noget tilvalgt, som vi så også kan vælge fra.

Og så bliver det lige pludselig interessant – også i en samfundssammenhæng.
For vi lever i en tid, hvor man hylder det såkaldte naturlige, det instinktive, det som ”kommer indefra”.

At noget af det – måske endda meget – så er tillærte sociale koder, som vi har med fra vores barndom eller vores nuværende liv, tænker de færreste måske på. Men det kan være svært at skelne mellem ”det oprindelige” i mennesket og ”det tillærte”.

Det er måske heller ikke særlig interessant. Det er derimod langt mere vigtigt, at vi holder fast i vores kulturlighed – i betydningen af kulturligheden som noget, der danner os, og sikrer, at vi behandler hinanden med respekt og værdighed.

For skræmmebilledet af ”naturligheden” er mennesket som et væsen, der kun tænker på sig selv, på at berige sig selv og sine egne og være ligeglad med alle andre.

Det er så samtidig den ”naturlighed”, som vi ser folde sig ud hos mange både magt- og pengemennesker i disse år, og som skaber en tilsvarende rå modreaktion hos andre befolkningsgrupper.

Så vi er nødt til at holde fast i ”kulturligheden” – i at vi skal kunne tale sammen, rumme hinanden og opføre os ordentligt overfor hinanden.

Og kulturlighed skal læres – fra barnsben af.

Og nok handler det om respekt og demokrati og deltagelse, men det faciliteres af tid – og rum. Af at forældrene er sammen med deres små børn (og uden at kigge på en skærm hele tiden), ved at der er gode nomineringer i børnehaver, færre elever i klasserne og dygtige lærere, et uddannelsessystem med plads til at ombestemme sig og til at tage flere uddannelser, et arbejdsliv med plads til at være menneske og et ældreliv med værdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk