Arbejdskampen, der forsvandt

Vi hører ikke meget om den, arbejdskampen.

Men det er dén kamp, der drejer sig om at skabe gode arbejdspladser til dem, der har et job.

Den er også dén kamp, der handler om at skabe arbejde til dem, som mangler et job.

Men ja, vi hører så lidt om den, at man kan blive fristet til at spørge sig selv, om dén kamp overhovedet stadig findes?!

Det gør den så. Fagbevægelsen kæmper den kamp – i hvert fald for deres egne medlemmer, og det bliver så fejret i dag d. 1. maj.

Men hvad med de andre? Dem, som er udenfor arbejdsmarkedet? Dem på kontanthjælp? Eller vor tids daglejere – freelancerne? Og såmænd også mange små enkeltmandsvirksomheder, som elsker det, de laver, men som ikke hvert år kan tage en ordentlig løn hjem?

Der er tale om ret mange mennesker, og der bliver flere og flere af dem.

Hvem kæmper for dem? Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der gør. Jo, de gør selv hver især. Men som bekendt er man let at knække, når man står alene. ”Ene, men stærk” gælder ikke i arbejdskampen.

Så måske – bare måske – skulle 1. maj ikke handle om den fagbevægelse, der for længst har sejret ad helvede til – men om alle dem, som på forskellige måder lever ude på samfundets kant.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulturlighed versus naturlighed

Undertegnede hørte i sidste uge ordet kulturlighed for første gang.

Det er et fantastisk ord, der handler om kulturel identitet, foranderlighed og anerkendelse. Alt sammen størrelser, som vi ikke kan leve foruden – eller undgå.
For livet og verden ændrer sig hele tiden, deraf foranderligheden. Og som mennesker har vi alle sammen brug for såvel identitet som anerkendelse.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte ordet i forhold til naturlighed.

Naturlighed i betydningen instinktet, det som kommer af sig selv – hvis altså ikke vi lærer noget andet.

Og så bliver kulturlighed lige pludselig noget andet og noget mere. Det bliver noget tillært, noget tilvalgt, som vi så også kan vælge fra.

Og så bliver det lige pludselig interessant – også i en samfundssammenhæng.
For vi lever i en tid, hvor man hylder det såkaldte naturlige, det instinktive, det som ”kommer indefra”.

At noget af det – måske endda meget – så er tillærte sociale koder, som vi har med fra vores barndom eller vores nuværende liv, tænker de færreste måske på. Men det kan være svært at skelne mellem ”det oprindelige” i mennesket og ”det tillærte”.

Det er måske heller ikke særlig interessant. Det er derimod langt mere vigtigt, at vi holder fast i vores kulturlighed – i betydningen af kulturligheden som noget, der danner os, og sikrer, at vi behandler hinanden med respekt og værdighed.

For skræmmebilledet af ”naturligheden” er mennesket som et væsen, der kun tænker på sig selv, på at berige sig selv og sine egne og være ligeglad med alle andre.

Det er så samtidig den ”naturlighed”, som vi ser folde sig ud hos mange både magt- og pengemennesker i disse år, og som skaber en tilsvarende rå modreaktion hos andre befolkningsgrupper.

Så vi er nødt til at holde fast i ”kulturligheden” – i at vi skal kunne tale sammen, rumme hinanden og opføre os ordentligt overfor hinanden.

Og kulturlighed skal læres – fra barnsben af.

Og nok handler det om respekt og demokrati og deltagelse, men det faciliteres af tid – og rum. Af at forældrene er sammen med deres små børn (og uden at kigge på en skærm hele tiden), ved at der er gode nomineringer i børnehaver, færre elever i klasserne og dygtige lærere, et uddannelsessystem med plads til at ombestemme sig og til at tage flere uddannelser, et arbejdsliv med plads til at være menneske og et ældreliv med værdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pengemænd og reklamer gør medier ufrie

Vi skal have alternativer til DR. Private kan også lave public service, hævder regeringen som argument for at skrælle 20% af DR.

Danmarksbloggen siger: Ja, hvis de medier har en høj moral … og en god etik.

Men hvordan sikrer man det? For det er som bekendt en dårlig hund, der bider den hånd, som fordrer den.

Så hvordan kan vi som seere vide, at en tv-station, der er finansieret af en privat pengemand eller af reklamer, vil være i stand til at forholde sig objektiv og kritisk, hvis samme pengemand eller nogen af hans venner og bekendte og samarbejdspartnere er involveret i noget skidt?

Hvordan kan vi vide, at tv-stationen ikke har et overordnet politisk formål, som alting i nyhederne og i programmerne i øvrigt vinkles efter?

Svaret er, at det kan vi heller ikke. Svaret er, at pengemænd og reklamer ikke giver medier, som er objektive eller frie – men derimod medier, som er parter i det politiske spil, som alle medier ellers burde have travlt med at afdække og fortælle om i stedet.

Så pengene skal tilbage til DR – gerne med større krav om mere og bedre public service – og mindre ligegyldigheder som mangel-på-talent-shows og den slags.

For medierne skal være samfundets bidske vagthunde overfor alle med magt … i stedet for at være magtens forlængede arm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi mangler lighed

Storkonflikten kom ikke for en uges tid siden. Det kan undre, når vi har et samfund, hvor den ene gruppe bliver syge og dør af stress – og nu skal arbejde endnu mere, hvis det står til arbejdsgiverne, mens den anden gruppe holdes udenfor arbejdsmarkedet og det på ydelser, som det ikke er til hverken at leve eller dø på.

De eneste, der vinder på denne systematiske udnyttelse af mennesker, er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Lyder det gammeldags og marxistisk – selv på en 1. maj? Ja, måske – men det er ikke desto mindre sandt. Så kan kedeldragten og det hårde slid i fabrikken for nok så mange være skiftet ud med et spændende job i vidensindustrien, men selve det grundlæggende har ikke ændret sig.

Det er stadig dem, der ejer produktionsmidlerne, der sætter dagsordenen – og når den sættes, så mennesker udnyttes og udbyttes i en grad, som der lægges op til med arbejdsgivernes nye forslag til overenskomst, ja, så burde ikke kun de direkte involverede, men også alle vi andre sætte hælene i og sige NEJ, nu stopper det, nu strejker vi.

For samfundet trænger til endnu en revolution, en stille revolution uden vold – men ikke desto mindre en revolution, hvor den overklasse, der har vokset sig frem og som belønner hinanden med gyldne håndtryk m.m., skal lære at dele ud af deres overflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Folkedybet og trepartsforhandlingerne

Dansk Folkeparti har endnu engang fat i folkedybet, når de i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger og integrationen af flygtninge taler om, at der skal komme færre ikke-vestlige mennesker til Danmark. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2016-02-07-df-afviser-loekke-skulle-hellere-bruge-tiden-paa-stramninger

Ja, skal man tro mange af kommentarerne fra såkaldte almindelige mennesker på Facebook og på avisernes debatsider, så stopper det ikke her. Så vil en stadig voksende del af danskerne overhovedet ikke have ikke-vestlige mennesker i landet. Mange af de ikke-vestlige (læs muslimer), der allerede er her, skal bare sendes “hjem” med det samme, er meldingen fra folkedybet.

Muslimer kan ikke integreres i Danmark, er nemlig en holdning, der breder sig i Danmark – hvis man altså ser bort fra den kreative klasse, de intellektuelle og politikerne (minus DF og dele af Venstre), som alle ignorerer den voksende angst og afmagt blandt mange danskere uden lange uddannelser og bosat i andre dele af landet end de dyrere. En afmagt, der kan være rigtig farlig, når den forvandles til vrede.

For set fra Christiansborg og de andre fancy kontorer i det indre København eller Aarhus er det udelukkende et spørgsmål om tal og bevillinger. Men er man elev i en skoleklasse, hvor halvdelen er ikke-vestlige indvandrere, eller er man kommet bagerst i boligkøen igen, eller kan man ikke finde en praktikplads – eller er man bange for, at flygtninge på indslusningsløn skal overtage ens job, så er situationen ofte en ganske anden.

Så ses flygtninge og indvandrere tit som en direkte personlig trussel – og så er det oplagt at støtte Dansk Folkeparti. Ja, det ses ofte som den eneste mulighed.

Men det er et parti, der har krigen i sig. Og det er så farligt, så farligt. Og noget af det værste er, at alle dem, der kan gøre noget ved situationen, nægter at acceptere, at dén afmagt findes i den danske befolkning – og at den vokser, og risikerer at udvikle sig til noget, som vi med al magt skal undgå.

Danmark er i 2016 delt i en mindre gruppe mennesker, som har overskud til at være humane – og en voksende gruppe mennesker, som ikke længere føler, at de har dét overskud, selvom de fleste af dem gerne vil være humane inderst inde. For sådan er vi mennesker – vi vil gerne hjælpe hinanden – de fleste af os. Men nu kan flere og flere ikke mere – og desværre forstår Dansk Folkeparti til perfektion at fiske og fange netop deres stemmer.

Det er så uendelig trist – og så frygteligt farligt. Og kuren er ikke opfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kaos – eller kaos

Vi husker alle sammen den ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos”. Dér er vi ikke i vores århundrede. Her hedder det KAOS – ELLER KAOS

Og Danmarksbloggen er bekymret. Det danske samfund – som alle andre samfund i Europa – sprækker i disse år i fraktioner og grupper, der ingen forståelse har overfor hinanden.

De tre største er:

Dem, der har jobs og økonomiske midler – og dem, der er arbejdsløse, hjemløse eller/og syge.

De såkaldt politisk-korrekte, som holder humanismens fane højt – og dem, der er bange for og ikke kan lide indvandrere og flygtninge.

Dem, der mener, at religion er en privatsag – og dem, der mener, at religionen skal definere samfundet (og det er ikke kun muslimer, som mener det – tag fx et land som Polen).

Det er farligt – og hvis ikke vi passer på, så ender det her ikke blot med kaos, men med etniske udrensninger og borgerkrigslignende tilstande … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uartige lønstigninger

Normalt gider Danmarksbloggen ikke beskæftige sig med Jantelovs-prægede emner som fx politikernes lønninger – men ingen regler uden undtagelse.

Vederlagskommsionen er nu kommet med deres anbefalinger, hvor overskriften er: Den, der meget har, skal meget gives. Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/klaekkelig-loenstigning-paa-vej-til-folketinget-samt-ministre-og-borgmestre

For i en tid, hvor alt og alle i samfundet (minus overklassen) får at vide, at der skal skæres ned, at der skal spares og økonomiseres, så står folketingsmedlemmer og ministre til en lønstigning på 15% – og borgmestre på hele 30%.

Det er faktisk uanstændigt – ja uartigt for nu at bruge et gammeldags udtryk.

Danmarksbloggen erkender fuldt ud det store arbejde, som i hvert fald en del politikere udfører – men at være folkevalgt er i sig selv så stor en ære, at det burde bære en del af lønnen i sig selv.

Og ja, det lyder OGSÅ gammeldags. Men det er ikke desto mindre sandt, at det burde fylde de folkevalgte med i hvert fald en form for ærefrygt at skulle være dem, der bestemmer i Danmark.

Det gør det så ikke – i stedet tænkes der kun på, hvor meget man selv kan skrabe til sig. Det er ynkeligt – og det øger såvel politikerleden som det udhuler troen på demokratiet.

Og det hjælper ihvertfald slet ikke de svageste grupper, som er de mennesker, som dem med magt, burde passe allermest på.

For et samfunds godhed kan bedømmes på, hvordan det tager sig af sine svage og udsatte, og her er det mere end dårlig stil, når de magtfulde rager til sig på bekostning af især gamle, syge, børn, arbejdsløse og andre, der har svært. Det er uartigt!!!!

Tilføjelse kl. 13.20: Støt også underskriftsindsamlingen: http://www.skrivunder.net/stop_folketingspolitikeres_og_borgmestres_urimelige_lonforhojelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

I går var det solhverv. Så nu går det – i naturen i hvert fald – mod lysere tider. Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at det samme var tilfældet i samfundet.

Der er heldigvis også mange initiativer, enkeltpersoner og organisationer, som arbejder for et mere rummeligt og et mere solidarisk Danmark – blandt andet denne blog.

Så noget er på vej. Noget godt. Det må vi tro på. Alternativet er heller ikke til at holde ud.

Man siger også, at det altid er mørkest lige inden daggry.

Dét ønsker Danmarksbloggen i dén grad er sandt. For der er brug for lys i Danmark i disse år. Lys, som skinner ligeså klart, som julelysene vil gøre det på juletræerne i morgen rundt omkring i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul med ønsket om, at vores samfund igen bliver som dét juletræ. For ingen skal lades udenfor og alene. Alle skal ind i kredsen og deles om lysene, pynten og gaverne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alt smuldrer … undtagen troen på kapitalen

Alt smuldrer i Danmark … og i Europa, hvor velfærden overalt forsvinder i takt med medmenneskeligheden.

Indenfor Europas grænser er der nu flygtninge, som sulter og fryser i kolde teltlejre, mens andre bekymrer sig om hvilken nuance af farven brun, som de skal smøre på deres øjenlåg.

Og hjemløse, gamle, arbejdsløse og andre udsatte ved ikke, hvordan de skal få råd til at gå til tandlægen eller blot klare de daglige indkøb sidst på måneden, mens den rigeste procent hygger sig på den nyeste trend-restaurant med Kobe-kød og andet, der koster mere end noget mad burde.

Det giver ikke mening – og det værste er, at alle – selv mange såkaldt røde folkevalgte – tror på kapitalen, som den der skal redde os.

KAPITALEN??? Den selvsamme kapital, som i sin utrættelige grådighed og jagt på penge skabte finanskrisen, men som via bankpakkerne slap for at betale noget af regningen, men blot kunne stryge gevinsten – og idag er rigere end nogensinde.

Jep, tiltroen hos mange – og blandt andet Danmarks nuværende V-regering – lægger dér. Det giver slet ikke mening – og imens det hele går ad helvede til, så smuldrer troen hos stadig flere på systemet, samfundet og demokratiet.

Danmarksbloggen er dybt bekymret for fremtiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk