Valgdag: Stem udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme

Så er det endelig blevet valgdag. Vi skal sætte vores kryds – og det er vigtigt at deltage i folketingsvalget, uanset om man hedder Ali eller Alfred, Fatima eller Frederik – og uanset om man bor i Vestjylland eller på Nørrebro.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vel at mærke at stemme udover egen pengepung, egne interesser og egne fordomme, hvad enten de interesser og fordomme er af økonomisk, religiøs, kønsmæssig eller anden art.

Stem med tanke på fremtiden og de kommende generationer – og stem på det, der samler – og ikke det, der skiller os ad.

For vi har ikke brug for populister, der står i hjørnerne af samfundet og råber af hinanden, men for politikere, der reelt kan og vil samarbejde med hinanden til klimaets og vores fælles bedste.

Så kan vi altid senere diskutere hvor meget eller hvor lidt, som vi selv bestemmer i en globaliseret og kapitaliseret verden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimaet kræver en nedgang på 75% i levestandard

Valgets modeord er klima. Vi snakker om det hele tiden, og især de unge siger, at de vil stemme efter det.

Klimaet, som i disse år ændres i rivende hast – i den gale retning, og alt sammen pga. os mennesker og vores tøjlesløse forbrug af jordens ressourcer. Men nu skal der sadles om, hvis vi vil fortsætte med at eksistere som art her på planeten.

Det er vi klar over – og det samme er politikerne klar over, så alle lover GODE KLIMALØSNINGER. Nogle taler om at spise mindre kød, afgift på flyrejser, genanvendelse af plastic og så videre.

Men INGEN som i INGEN tør for alvor tage tyren ved hornene og sige det, som skal siges:

Nemlig at vi er nødt til at gå markant ned i levestandard, hvis det skal batte noget. For skulle alle på kloden leve, som vi gør det i Danmark i dag, så ville det kræve FIRE jordkloder. 4 jordkloder – men vi har kun én.

Vi i Danmark skal altså gå 75% ned i levestandard sådan cirka, hvis vi virkelig vil det her. Men det er en utopi, som kun er for de få danske familier, der allerede for længst er flygtet op i de svenske skove.

Så hvad vi nu skal gøre, er et rigtig betændt spørgsmål: Skal vi acceptere, at det lakker mod enden og slutte af med en mægtig forbrugsfest? Eller vil vi i stedet finde på dårlige undskyldninger for, hvorfor vi godt kan fortsætte med vores livsstil – samtidig med at mennesker dør af sult og forurening i de fattige dele af verden?

Ser man på vores adfærd hidtil, så bliver det nok det sidste i kombination med lidt lappeløsninger kaldet ulandshjælp.

For klimaet selv kræver en nedgang hos os på 75% i levestandard, hvis vi vil redde det her. Men det kommer ikke til at ske. Det er vi alt for egoistiske og magelige til – også de unge, som ligesom alle andre generationer vil have deres mobiler, fester, tøj osv. Så ja, det ender med forbrugsfesten …

Men at sige det åbent i en valgkamp er der ikke stemmer i – så det tier politikerne med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor skal sundhed søbes ind i følelsesporno?

Man kan da ikke være imod at støtte kampen mod kræft, vel? Selvfølgelig ikke. For kræft er som bekendt sammen med hjerte-kar-sygdomme det, som årligt koster flest danskere livet – også unge og yngre mennesker, så selvfølgelig skal det bekæmpes.

Men hvorfor skal det ske med følelsesporno, som det sker i TV2´s årlige knæk cancer-uge, som kører i denne uge, og som kulminerer med det store show på lørdag? En event med kendte, der rejser sig op og musik, der får på alle tangenter, så vi rigtig kan få tårerne frem i takt med at følelseshistorierne afløses af en støjende jubel, når endnu en stor check ruller ind.

Ingen af checkene kan dog bare tilnærmelsesvis matche det beløb på cirka en milliard, som der skal spares på sundhedsvæsnet i 2019 med 434 millioner i region hovedstaden, 184 millioner i region Sjælland, 127 millioner i region syddanmark, 138 millioner i region midtjylland og 190 milllioner i region nordjylland.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig, at alle de politikere, som pt. står i kø for på TV2 at vise, hvor meget de støtter kampen mod cancer, i deres daglige arbejde gjorde den forskel på sundhedsområdet, som kun de som lovgivere kan gøre.

En forskel hvor politikerne i stedet for at skære ned, gav flere penge til:

Forskning og uddannelse

Sygehuse, speciallæger og almen praktiserende læger

Og nej, det er måske ikke noget, der giver likes på de sociale medier eller klapsalver fra publikum i et studie. Det er en langsigtet og sej indsats, som også indbefatter, at man går i kødet på den overklasse, der økonomisk stikker af – og på de finanshajer, der nu i årevis har lænset staten for milliarder.

Men det er det eneste, der kan gøre en forskel – ikke kun for dem, der er ramte af kræft, men også for dem med hjerte-kar-sygdomme – og for dem med alle de andre sygdomme, som er ligeså alvorlige, men som vi kun hører lidt om, og som kun får få penge, fordi de sygdomme ikke rammer ret mange.

For sammen med følelsespornoen er der gået status i sygdomme – og det er en anden usmagelig ting

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi kan også få en Trump i Europa

Så er det i dag, at Trump indsættes som USA´s 45. præsident.

Det bliver en mærkelig indsættelse spækket med sikkerhed. For aldrig har der været så mange politi- og militærfolk udstationeret i Washington D.C. Man er bange for terror, hedder det. Men man er måske også bange for social uro. For moddemonstrationerne mod Trump er mange – både i Washington D.C. og overalt i Verden, også i Danmark – og de begrænser sig ikke kun til idag. Den store Women´s March er således i morgen.

Men nu er det formodentlig ikke lige moddemonstranterne, som man skal frygte. Det modsatte havde snarere været tilfældet, hvis altså Hillary havde vundet. For en stor del af Trump-tilhængerne er vrede, hvide mænd med dødbringende våben og korte lunter.

Men nu blev det Trump, der vandt – og sådan er det. Det må respekteres i et demokrati. At der så også er al mulig grund til at holde øje med ham og være kritisk og demonstrere er en anden sag. Men han skal behandles fair. Moralens fane skal nemlig holdes rigtig højt ligenu.

MEN i Europa har vi også en anden og meget vigtig opgave. Nemlig at sørge for, at den politikerlede og hadets retorik, som Trump vandt præsidentvalget på, ikke har en chance i vores verdensdel.

Det er en fælles opgave, der dels kræver, at vi som vælgere stemmer på dem, der vil samarbejdets og kompromisets kunst, og dels at politikerne begynder at opføre sig som ansvarlige mennesker, der ikke kun tænker på deres egen karriere og pengepung, men på landets bedste og på at skabe gode forhold for alle landets borgere – og ikke kun deres egne vælgere.

Og det kniber ret meget i øjeblikket over stort set hele Europa – desværre. Så ja, vi kan også få en Trump her – eller rettere: Flere, da vi er flere lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtliderligheden skræmmer de bedste væk

De bedste bliver skræmt væk, siger tidligere minister Bertel Haarder i nedenstående artikel, hvor han hævder, at de mest egnede politikere aldrig bliver politikere, da de ikke vil udsætte sig selv for de ofte daglige ture igennem den offentlige vridemaskine, som er hverdagen for offentlige toppolitikere.

http://www.dr.dk/nyheder/politik/bertel-haarder-vi-har-ikke-de-bedste-politikere-de-bliver-skraemt-vaek

Det er rigtigt nok, men medierne har ikke hele skylden.For det er også sådan, at det desværre hverken kræver visioner eller idealisme at være politiker i dag. Begæret efter magt og egen vinding for en selv og ens nærmeste er det, der driver mange af vore dages politikere.

Tag bare statsministeren og alle hans bilagssager – men også datterens billige lejlighed i Herning. Eller Anders Samuelsen, der solgte topskattelettelserne for en Audi. Men også de røde kan være med – tag fx forhenværende finansminister Corydon, der udelukkende brugte det politiske system som springbræt for hans egen karriere – og var ligeglad med det fællesskab, som han var sat til at forvalte og forsvare.

Men nogle ønsker at blive i politik, og dem, det lykkes for, er dem, der til magtliderligheden og fortjenesterne tilsætter hensynløsheden og snuheden – kaldet den strategiske sans. Så det er ikke så underligt, at danskerne lider af politikerlede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk