Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NEJ til genåbning nu

Genåbning er ugens store modeord, og alle vil være med. Ja, selv regeringen åbenbart. Der skal dog være styr på smittespredningen, hedder det med en nærmest religiøs tiltro til, at flere tests kan sikre, at vi kontrollerer pandemien.

Tankegangen er i bedste fald naiv. For den britiske variant er i vækst. Voldsom vækst.

Sidste kontakttal for den meget mere smitsomme britiske variant var 1,27. Dvs. 10 smittede med den britiske variant smitter 12-13 andre. Så svaret på mere genåbning er et stort NEJ – og dét gælder, uanset hvor mange tests vi tager.

For en test stopper ikke en virus. En test påviser kun, om en person har en virus. Det eneste, der stopper en virus, er at ødelægge virussens muligheder for at sprede sig.

Virus er som bekendt ikke en bevidst fjende. Virus er også 100% ligeglad med, hvad vi føler, og hvordan vi har det. Corona-træthed kender den ikke til. Virus har så heller ikke en bevidsthed eller vilje, men er en organisme, der gør det, som den er programmeret til fra naturens side. Og det er at sprede sig så meget og så hurtigt som muligt.

Det eneste, vi kan gøre, er at hæmme virus´s muligheder. Og det gøres med afstand og vacciner. SÅ enkelt er det – men tilsyneladende også så svært.

For mange mennesker har ikke nogen stamina (udholdenhed) af betydning. De er derimod klar til at satse egne og deres medborgeres liv for at åbne op, så de kan komme i butikker, ud og spise, få klippet håret, komme på museum, i svømmehallen etc. Alt det, vi savner alle sammen, men bare ikke kan gøre lige nu.

For den britiske variant er i vækst – og kontakttallet er endda et, som kommer med en vis forsinkelse. Men vi ved, at den britiske variant er godt i gang med at overtage pandemien – også i Danmark, så det bliver bare værre og værre.

SÅ vi har IKKE noget valg, hvis vi skal undgå at ende ligesom fx Portugal, der genåbnede kortvarigt omkring jul – for så kort efter at have rekordstore smitte- og dødstal, som de stadig bøvler med.

Så nej, vi har IKKE styr på smittespredningen. Vi har derimod ikke andet valg end at lade landet være lukket ned. Men det kan/vil danskerne – inkl. politikerne – ikke se i øjnene. De er klar til at satse butikken og åbne op.

Resultat bliver en pandemi, der løber løbsk – og varer længere – og koster flere døde. Vi ser i disse dage en forløber i Kolding, hvor ét smittetilfælde med den britiske variant på en skole på få dage blev til 36 – og det skete trods en stor mængde tests og en massiv smitteopsporing.

Så NEJ, ikke mere genåbning. Skal vi noget, skal det være mere nedlukning.

Der er kun to ting at gøre nu – mens vi holder afstand, og holder os hjemme:

VENTE OG VACCINERE – som var en vis mand i hælene på os. Og dét kan det godt føles som om, at han er – uanset om man er troende eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk