Kategoriarkiv: Krig og kriser

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Droneangreb er en test – af os

Udgivet den af
Svar

Vi må ikke ryste – hverken på hånden eller i ånden.

Det er en ”kapabel aktør”, som står bag nattens droneangreb over Kastrup Lufthavn, siger politiet.

Hvem ved politiet ikke, men de samarbejder med andre landes myndigheder om at finde aktøren. Men det er altså en aktør, som har droner af en vis størrelse og kapacitet – og som havde et ønske om at forstyrre luftfarten – og samtidig vise sig frem.

For dronerne tændte og slukkede lyset, mens de udførte angrebet, som er et anslag mod vores kritiske infrastruktur. Dronerne kom fra forskellige retninger, og opførte sig i det hele taget på en måde, så det var tydeligt, at de ville ses.

Det er derfor oplagt at være enig med Ukraines præsident Zelenskyj, når han siger, at det var Rusland, som stod bag.

Russerne har nemlig i de senere dage krænket det ene luftrum efter det andet i de NATO-nabolande, der grænser op mod Rusland – og det med fly eller/og droner: Estland, Polen, Norge – og nu også Danmark.

Efter Danmarksbloggens mening handler det derfor om at stresse os og gøre os bekymrende. Teste os og vores politiske standhaftighed – samt øve sig i angreb på os.

Men vi må ikke ryste på hverken hånden eller i ånden – eller i støtten til Ukraine.

Tværtimod skal vi stå endnu mere fast i kampen for Den Frie Verden. Det er en no-brainer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk