Månedsarkiv: april 2013

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Udgivet den af
2

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

De varme hveder – og et folkeligt pres

Udgivet den af
2

Historien om de varme hveder handler om bagernes eneste årlige fridag – og om at et folkeligt pres reddede helligdagen …

St. Bededag er en dansk helligdag, der blev indført i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededage i een eneste stor bededag – deraf navnet. Det er altså ikke en hverken særlig katolsk eller speciel protestantisk dag, men en praktisk måde at klare en masse bededage på, så der var mere tid i løbet af året til nyttigt arbejde.

At St. Bededag så også overlevede Struenses helligdagsmassakre små 100 år senere, hvor livlægen skar antallet af helligdage ned fra 22 til de nuværende 11 om året, skyldtes københavnerne.

Folk i København, som dengang var en lille by indenfor voldene, holdt meget af St. Bededag, hvor de om aftenen netop gik på de volde, der dengang var rundt om hele byen. I dag er der kun Kastellet, Christianshavns Volde og Tivoli-søen tilbage af de herligheder.

Men altså: Der gik københavnerne i den lyse forårsaften og hilste på hinanden, inden de gik hjem til teen og de varme hveder. Hveder, som bagerne lavede særlig store netop denne dag, da de også ligesom alle andre skulle bruge dagen efter på at bede. Bagerne kunne derfor ikke arbejde St. Bededag, så folk kunne dagen før (altså St. Bededags aften) købe ekstra store hvedeboller eller hveder, som det hed dengang.

Meningen var, at hvederne kunne gemmes til selve St. Bededag, så man også havde frisk brød dér – men det var folk ligeglade med. De ville gå på volden i den lune forårsaften, se på blomster og lysegrønne blade, høre kirkeklokkerne, hilse på deres venner og så komme hjem til de varme hveder og teen.

Og det betød så meget for københavnerne, at Struense simpelthen ikke turde røre St. Bededag, da han omkring 1770 skulle finde en masse helligdage, der kunne afskaffes, så der var mere tid til arbejde og at gøre nytte. Man var simpelthen bange for oprør fra københavnernes side. Et oprør, som var det sidste livlægen havde brug for i sit arbejde med at styre København – og dermed også Danmark – på vegne af Christian d. 7.

Så derfor holder vi stadig St. Bededag – og spiser stadig varme hveder, uanset om man går på voldene eller ej, bor i København eller ej, gør oprør mod vores tids Struenser eller ej.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267173:Store-bededag–Store-bededag-er-de-varme-hveders-hoejtid

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nutidens politikere mangler de uformelle møder – og empatien

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor politikerne mødtes på små spisesteder eller barer for at diskutere vanskelige sager, forlig, langsigtede planer eller andet til langt ud på natten.

Udover at de fik talt sammen under uformelle forhold, gjorde det også, at de lærte hinanden at kende som mennesker. Og dem, som man kender, er man altid mere imødekommende overfor. Har man empati for. Dét er ren psykologi.

Det er med andre ord lettere at lave aftaler – og sværere at male fjendebilleder, når man også mødes udenfor folketingssalen og deler en øl eller en rejemad sammen.

Tonen kan selvfølgelig godt stadig være hård i en debat, men samarbejdsklimaet forbliver frugtbart og levende.

I dag har politikerne desværre ikke længere den mulighed for at mødes og snakke udenfor murene, udenfor citat, udenfor søgelyset. Istedet kan nutidens politikere være stensikre på, at så snart de sidder bænket med mad og drikke foran sig selv og deres politiske modstandere, så er der også en journalist og en fotograf, som skynder sig at fotografere dem sammen og sprede “nyheden” som breaking news på alle platforme. Og så kører alle konspirationsteorier straks på samtlige medier.

Og det er skade. For ikke alene er muligheden for at lave politiske aftaler udenfor Borgen dermed røget. Det samme er chancen til at politikerne kan mødes over en sild og en snaps og få en snak om andet end politik.

Bevares, der er da heldigvis flere, der kender hinanden og mødes privat – og det er godt for demokratiet. Men det bliver færre og færre, og når der ikke opstår nye venskaber på kryds og tværs af partiskellene, så forsvinder empatien for hinanden også. Og så bliver tonen alt for hård – og fjendebillederne alt for lette at male.

Så kære politikere, jeg vil opfordre jer til at mødes lidt mere under uformelle former.

Senest så vi Simon Emil Ammitzbøll fra LA og Ellen Trane Nørby fra Venstre dyste sammen i TV3´s madkonkurrence “Masterchef”, som de i øvrigt vandt. Så det blev til fire dage i køkkenet for de to politikere. Fire dage, som Simon Emil Ammitzbøll mener vil give et bedre samarbejde mellem V og LA i fremtiden. Han har ret.

Og jeg er sikker på, at hvis alle politikere fremover kunne mødes lidt mere – også gerne på kryds og tværs af partifarver, så ville empatien for hinanden øges, og tonen blive mere menneskelig igen.

Til glæde for ikke kun politikerne selv, men også for demokratiet og for alle landets borgere, som igen ville have et folketing, hvor alle snakker med alle – til gavn for hele samfundet og ikke kun dén gruppe, som man selv og ens parti repræsenterer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Danmarksbloggen spår: Indgreb inden 1. maj

Udgivet den af
3

Så sker der noget:

http://politiken.dk/indland/ECE1951920/saadan-kommer-et-regeringsindgreb-til-at-foregaa-mette-frederiksen-laegger-et-udspil-paa-bordet/

Jeg spår derfor, at der kommer et indgreb i lockouten inden 1. maj.

Jeg spår, at skolerne starter igen på mandag efter St. Bededagsferien. Det vil udover at komme det stigende pres fra forældrene i møde også sende det signal, at regeringen står på mål for dens beslutninger, også når de er upopulære.

Og det er et signal, som regeringen meget gerne vil sende, både i al almindelighed, men måske især op til en 1. maj, hvor der uanset om lockouten kører eller ej, vil være masser af uro og ballade.

Et indgreb lige op til 1. maj gør det også nemmere at tilbagevise, at der hele tiden har været en klar aftale mellem KL og regeringen om, hvordan forhandlingerne mellem folkeskolerne og KL, og mellem privatskolerne og Finansministeriet har skullet forløbe.

Så selvom det er svært at spå, især om fremtiden, så tør Danmarksbloggen godt gøre det alligevel: Indgebet kommer her onsdag d. 23. april eller torsdag d. 24. april og bliver kendt som St. Bededags-indgrebet, der indvarslede en ny tid for den offentlige sektor. En tid med mere topstyring og mindre selvbestemmelse og aftale-frihed.

Dét er den triste del.

Den gode del er, at børnene endelig vil kunne vende tilbage til deres hverdag, deres skoler og deres venner på mandag d. 29. april – fire uger efter lockouten startede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

En forælder opfordrer til demo: Vores børns ret til skole

Udgivet den af
2

Som forælder er man helt desperat over lockouten her nu, hvor den går ind i sin fjerde uge. For ens børn savner i dén grad både deres skole og deres venner.

Vi burde lave en forældre-demonstration med temaet: VORES BØRNS RET TIL SKOLE.

KL med Michael Ziegler og Dansk Lærerforening med Anders Bondo skal tvinges til forhandlingsbordet. For det her vanvid, hvor børnene ikke kan komme i skole, dét må stoppe nu.

Vi forældre må kræve handling nu. Vi forældre må tage ansvar nu.

For som situationen er pt, så gør alle vi forældre ikke en disse, mens vores børn går for lud og koldt vand, mens de savner deres venner og deres skole. Det kan ikke være rigtigt.

Vi forældre må tage bladet fra munden – og have fat på alt og alle, der kan presse parterne til forhandlingsbordet. Og hvis det ikke virker – og virker hurtigt – så få Thorning, Vestager, Corydon og Antorini til at handle.

For det er på tide, at de ansvarlige politikere vågner op og tager deres ansvar på sig istedet for at tænke i politisk strategi og økonomi.

Hvor er i øvrigt oppositionen i den her sag? De burde da også råbe op og forlange, at børnene kan komme i skole igen?! Normalt er de da ellers hurtige nok på aftrækkeren, når regeringen kan kritiseres for noget. Men åbenbart ikke i denne sag, hvor der spares penge på de offentlige budgetter – og jo flere, jo længere lockouten varer.

Det er den danske model, hedder det sig. Men den danske model er også kendetegnet ved, at regeringen griber ind, når det bare ikke går længere. Når grænsen er nået.

Og den grænse har landets skoleelever forlængst passeret. Men det er både Ziegler, Bondo, regering og opposition tilsyneladende ligeglade med.

Og dét kan de simpelthen ikke være bekendt overfor landets skoleelever. Og så er det, at vi forældre må på barrikaderne og KRÆVE, at vores børn får deres skole tilbage,

Skrevet af: Virginia Høhling, mor til fire skolebørn i alderen 7 til 16 år

Elev om lockout: De er som små, stædige børn

Udgivet den af
2

Ikke kun lærerne, men også eleverne rammes af KL´s lockout.
Læs her 12-årige Anna F.´s beretning om hvordan det er at være lockoutet elev:

Det allerværste er uvisheden. Det ikke at vide, hvornår vi kan komme i skole igen. For ligesom at lærerne gerne vil på arbejde igen og undervise os, så vil vi også gerne i skole igen.

Vi savner vores venner og det at være sammen med hele vores klasse. For selvfølgelig kan man lave aftaler, og det er også hyggeligt, men vi savner at være sammen allesammen på den måde, som vi plejer i skolen.

Men nej, det kan vi ikke komme til. For dem, der kan sørge for, at vi kommer i skole igen, nemlig Michael Ziegler og Anders Bondo, de sidder som små, stædige børn i hver sin ende af sandkassen og vil ikke forhandle med hinanden.

Det er simpelthen for dårligt. Ja, de opfører sig faktisk værre end noget barn gør. For selv når vi er sure på hinanden, så kan vi finde ud af at tale sammen og finde en løsning på problemet.

Og det er faktisk bare det, som det drejer sig om, når det kommer til stykket – og ikke så meget andet.

Fortalt af Anna F., lockoutet elev fra 5. klasse på Christianshavns Døttreskole

Vækstplanen giver grim smag i munden

Udgivet den af
1

Billigere øl og sodavand – samt tilskud til en ny carport …

Det er sådan cirka, hvad de penge, der tages fra kontanthjælpsmodtagerne og de unge på SU, skal bruges på. Men det er helt, som det skal være. For det vil skabe vækst i Danmark, hævder regeringen og deres nye venner fra oppositionen.

Og så ignoreres det fuldstændig, at organisationer som Red Barnet og Rådet for Socialt Udsatte har advaret imod endnu engang at tage fra dem, der har mindst for at give til dem, der har mest.

For faktum er, at fattigdommen vil vokse i Danmark – og til gavn for hvem? Ikke de fattige, men heller ikke den store middelklasse, som ligenu glæder sig til billigere øl og sodavand og til at skulle betale mindre for deres nye samtalekøkken.

Men vi får ikke ret mange flere job ved at sætte afgifterne ned og sænke erhvervsskatten. Pengene bliver i stedet brugt på individuelt forbrug – for eksempel af importerede varer – istedet for at sætte hjulene igang.

For skal vi have mere vækst, mere velfærd i Danmark, så skal hjulene igang. Men det gøres ikke ved at skære ned på SU´en eller kontanthjælpen. Det skaber kun og udelukkende større social ulighed – og på sigt måske også social uro.

Skal vi have gang i væksten, skal vi sætte gang i initiativer, der skaber jobs. Det kunne være statslån til de små og mellemstore iværksættere, som ikke kan låne i banken. Det kunne være mere offentligt byggeri. Flere offentlige velfærdsydelser.

Og nej, så ville skatten ikke kunne sættes ned. Det er rigtigt observeret.

Men så ville vi leve efter dén regel, der skabte vores velfærdssamfund – og som også må være den regel, der kan sørge for, at det overlever: Nemlig at de brede skuldre skal bære de tunge læs.

For ret og pligt gælder ikke kun for de svageste, men også og måske endda endnu mere for de stærkeste i samfundet.

Så skal den store middelklasse undgå den grimme smag af for billig cola og for billig øl, mens den fattige familie sidder og tæller enkronerne for at se, om det kan blive til lidt pålæg til madpakken, så kan vi ikke acceptere den vækstplan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En britisk opvisning i smagløshed

Udgivet den af
2

Gårsdagens enorme bisættelse af Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher i Sct. Pauls Cathedral med tilhørende transport i Londons gader var en opvisning i smagløshed.

I et land i krise og med store sociale forskelle er det direkte uanstændigt at bruge 10 millioner britiske pund – det svarer til cirka 100 millioner danske kroner – på en bisættelse af den selvsamme kvinde, der op igennem hendes regeringstid i 1980´erne metodisk smadrede det britiske velfærdssystem.

For hvad var det lige, der berettigede fru Thatcher til en bisættelse i den skala? Den sidste premierminister, der fik en bisættelse i det helt store format, var Winston Churchill, manden der ledte England gennem 2. Verdenskrig og var en af de store ledere i efterkrigstiden. Han var en statsmand, der samlede England. Det gjorde Thatcher ikke. Tværtimod så delte hun landet og befolkningen i de grupperinger, der den dag i dag stadig slås mod hinanden og med konsekvenserne af hendes politik.

Men hvad så med Englands ry? Hus forbi igen. For det passer heller ikke, når den nuværende premierminister David Cameron siger, at Thatcher genskabte Englands ry – og at England derfor skylder hende så meget. For der var ikke noget at genskabe. England havde et udmærket rygte op igennem både 60´erne og 70´erne. Faktisk fik England et dårligere ry EFTER Thatcher, især i resten af EU, men også udenfor Europas grænser.

Men så på den anden side er det også så helt igennem uanstændigt at skrige: “The witch is dead”, som nogle af hendes politiske modstandere har gjort det, siden hun døde i sidste uge. Fra samme side har der også lydt opfordringer til at synge og danse af glæde, fordi hun ikke er her længere. Men det er bare ikke i orden. Respekt, tak. Det er trods alt et menneske, der er gået bort. Og der er efterladte, der sørger over tabet af en mor og en bedstemor.

Så altså: Uanset hvorfra man anskuer det, var gårsdagens bisættelse og reaktioner i den forbindelse direkte smagsløse og med til at give et negativt billede af England.

Et billede, der pånær evnen til at rulle det store ceremoniel ud flottere og mere fejende end noget andet steds på kloden, er i direkte modstrid med de billeder, som verden så fra britisk side sidste sommer.

Billeder, der gav hele landet goodwill. Billeder fra Dronningens diamant-jubilæum, hvor man fornemmede respekten for og anerkendelse af en måske nok lidt gammeldags, men engageret og arbejdssom kvinde, der har viet sit liv til at tjene sit land – og stadig i sin høje alder gør det i et tempo, så verdens andre kongelige kunne lære noget.

Og senere på sommeren kom der flere positive billeder fra England, fra et vellykket OL, der var en fest med masser af farver og glade mennesker.

Det er de billeder, som England har brug for. Det er også de billeder, som jeg vælger at huske. For nok er Thatcher død, men det hun stod for lever i bedste velgående. Også i Danmark, hvor man i sand Thatcher-stil i netop disse dage forhandler den såkaldte vækstplan, der vil give skattelettelser til dem, der i forvejen har, mens dem, der har mindst som kontanthjælspmodtagere, skal have endnu mindre.

Og dét er ikke alene smagsløst. Det er direkte uanstændigt. Og selvom 100 millioner måske synes af småpenge for regnedrengene  i London (og for den sags skyld også er det i København), så er der mange familier, som kunne få en markant bedre hverdag for de penge, der i dag blev brugt på pomp og pragt.

Men nej, selv i døden triumferer Jernladyen og hendes mangel på empati og social ansvarlighed. Og dét er der kun grund til at sørge over … på vegne af dem, som trædes under fode og ned i skidtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pligten til at være venlig og prøve at gøre glad …

Udgivet den af
1

Den store amerikanske filmanmelder Roger Ebert døde i starten af april. For de fleste danskere er han dog relativt ukendt, men filmkyndige kloden over betragter ham som den måske største filmanmelder nogensinde. Han har også sin egen stjerne på Hollywoods “Walk of Fame”, og så har han vundet Pulitzerprisen.

http://www.rogerebert.com/

Roger Ebert er også manden bag følgende citat om vores allesammens etiske – men også politiske – pligt til at være venlig og prøve at gøre andre og os selv glade:

“Kindness” covers all of my political beliefs. No need to spell them out. I believe that if, at the end, according to our abilities, we have done something to make others a little happier, and something to make ourselves a little happier, that is about the best we can do. To make others less happy is a crime. To make ourselves unhappy is where all crime starts. We must try to contribute joy to the world. That is true no matter what our problems, our health, our circumstances. We must try. I didn’t always know this and am happy I lived long enough to find it out.”

Det kan virke enkelt, nærmest naivt. Men så prøv at læs dét en gang til og tænk på, at Roger Ebert ikke taler om at overbevise andre om ens egne holdninger eller skabe en verden i ens eget billede.

Nej, alt han taler om er venlighed, om at forsøge at bringe andre og sig selv glæde. Ikke på bekostning af noget, eller på trods af noget, men simpelthen på venlighedens og godhedens og kærlighedens egne vilkår.

Dét er ord, som vi alle kan bruge til noget, både i det private liv – og det politiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk