Gårsdagens enorme bisættelse af Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher i Sct. Pauls Cathedral med tilhørende transport i Londons gader var en opvisning i smagløshed.

I et land i krise og med store sociale forskelle er det direkte uanstændigt at bruge 10 millioner britiske pund – det svarer til cirka 100 millioner danske kroner – på en bisættelse af den selvsamme kvinde, der op igennem hendes regeringstid i 1980´erne metodisk smadrede det britiske velfærdssystem.

For hvad var det lige, der berettigede fru Thatcher til en bisættelse i den skala? Den sidste premierminister, der fik en bisættelse i det helt store format, var Winston Churchill, manden der ledte England gennem 2. Verdenskrig og var en af de store ledere i efterkrigstiden. Han var en statsmand, der samlede England. Det gjorde Thatcher ikke. Tværtimod så delte hun landet og befolkningen i de grupperinger, der den dag i dag stadig slås mod hinanden og med konsekvenserne af hendes politik.

Men hvad så med Englands ry? Hus forbi igen. For det passer heller ikke, når den nuværende premierminister David Cameron siger, at Thatcher genskabte Englands ry – og at England derfor skylder hende så meget. For der var ikke noget at genskabe. England havde et udmærket rygte op igennem både 60´erne og 70´erne. Faktisk fik England et dårligere ry EFTER Thatcher, især i resten af EU, men også udenfor Europas grænser.

Men så på den anden side er det også så helt igennem uanstændigt at skrige: “The witch is dead”, som nogle af hendes politiske modstandere har gjort det, siden hun døde i sidste uge. Fra samme side har der også lydt opfordringer til at synge og danse af glæde, fordi hun ikke er her længere. Men det er bare ikke i orden. Respekt, tak. Det er trods alt et menneske, der er gået bort. Og der er efterladte, der sørger over tabet af en mor og en bedstemor.

Så altså: Uanset hvorfra man anskuer det, var gårsdagens bisættelse og reaktioner i den forbindelse direkte smagsløse og med til at give et negativt billede af England.

Et billede, der pånær evnen til at rulle det store ceremoniel ud flottere og mere fejende end noget andet steds på kloden, er i direkte modstrid med de billeder, som verden så fra britisk side sidste sommer.

Billeder, der gav hele landet goodwill. Billeder fra Dronningens diamant-jubilæum, hvor man fornemmede respekten for og anerkendelse af en måske nok lidt gammeldags, men engageret og arbejdssom kvinde, der har viet sit liv til at tjene sit land – og stadig i sin høje alder gør det i et tempo, så verdens andre kongelige kunne lære noget.

Og senere på sommeren kom der flere positive billeder fra England, fra et vellykket OL, der var en fest med masser af farver og glade mennesker.

Det er de billeder, som England har brug for. Det er også de billeder, som jeg vælger at huske. For nok er Thatcher død, men det hun stod for lever i bedste velgående. Også i Danmark, hvor man i sand Thatcher-stil i netop disse dage forhandler den såkaldte vækstplan, der vil give skattelettelser til dem, der i forvejen har, mens dem, der har mindst som kontanthjælspmodtagere, skal have endnu mindre.

Og dét er ikke alene smagsløst. Det er direkte uanstændigt. Og selvom 100 millioner måske synes af småpenge for regnedrengene  i London (og for den sags skyld også er det i København), så er der mange familier, som kunne få en markant bedre hverdag for de penge, der i dag blev brugt på pomp og pragt.

Men nej, selv i døden triumferer Jernladyen og hendes mangel på empati og social ansvarlighed. Og dét er der kun grund til at sørge over … på vegne af dem, som trædes under fode og ned i skidtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk