Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole