Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Min lysegrønne ø – og ikke udkants-Danmark

Jeg er træt af al den snak om udkants-Danmark.

Undskyld mig, men er Danmark ikke så lille, at der ikke findes nogen udkant? Der er steder, der ligger langt væk fra noget andet. Men der er ikke mange steder, hvor du ikke kan komme frem og tilbage samme dag.

Jeg elsker min lysegrønne ø – Møn.

I går gik jeg en tur på 80 minutter, og jeg mødte to biler og en svane. Jeg blev engang angrebet af en svane, så for en sikkerheds skyld greb jeg lige en kæp, inden jeg nærmede mig. En af livets store farer her på landet – her i mit lokalsamfund.

Her er åbne vidder, grønne marker, frisk luft – og vi laver selv vores skilte. Ikke med ”Pas på børnene”. For dem havde vi ikke mange af, da skiltet blev lavet, men ”Advarsel høns”.
I mellemtiden er der heldigvis kommet flere børn til, og nogen er flyttet igen – men skiltet virker.

Det er selvfølgelig så også her, at vores overfladevand fra husholdning og toiletter løber direkte ud i havet – ganske appetitligt at tænke på, når man hopper i vandet til sommer!
Men alligevel: Der er gang i hussalget igen.

Optimismen stiger, og hvis vi tager kampen op, smider tudekiksene ud og putter arbejdshandsken på, så ender det med, at vi ikke være her for ”Kjøwenhavnere”.

Men jeg elsker også København eller Aarhus, Odense og Aalborg. Hver egn og hver by sin charme. Jeg elsker det pulserende liv, at kunne vælge mellem 10 – 20 forskellig slags kaffe på enhver café, sidde i Nyhavn og kigge på mennesker (og drikke en øl), at være anonym, udvalget af teateroplevelser og meget mere – og så tage toget hjem igen – til den lysegrønne ø!

Og mon ikke en byboer tænker det samme, når hun har været her og kører hjem … og det er jo ganske praktisk!

Skrevet af: Lise Lotte Møller, formand for Socialdemokratiet i Vordingborg og medlem af Hovedbestyrelsen

Folkemøde – nu også på Møn

Folkemøde – det er da noget, der foregår på Bornholm op mod sommerferien, ikke?

Ikke kun. For nu vil Møn også være med i legen – og inviterer derfor til folkemøde i morgen lørdag d. 23. august kl. 11-16.

Læs mere her: https://www.facebook.com/folkemodemon

Og det er lykkedes øboerne i Vandkants-Danmark – som de ynder at kalde sig selv – at få prominente navne som fx folketingets formand Mogens Lykketoft og den konservative Brian Mikkelsen til at komme til øen, der ellers er mest kendt for sin klint, den store, imponerende Møns Klint, som dog ikke har noget med folkemødet at gøre.

Det har derimod HB-medlem i Socialdemokratiet Lise Lotte Møller, der også er formand for Socialdemokraterne i Vordingborg kommune, hvor Møn lægger.

Hun siger: Vi er meget glade for at kunne invitere til politisk festival her på Møn. Vi tror nemlig på, at det er vigtigt for demokratiet og Danmarks udvikling, at politikere, meningsdannere og danskere møder hinanden og får snakket sammen – også udenfor de almindelige kanaler.

Hun fortsætter: Folkemødet her på Møn er derfor heller ikke en konkurrent til folkemødet på Bornholm. Nej, vi trækker i stedet begge på samme hammel og er begge med til at vedligeholde og styrke demokratiet i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker Folkemødet på Møn en god dag med mange besøgende og nogle spændende debatter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans-tale fra Møn

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole