Min lysegrønne ø – og ikke udkants-Danmark

Jeg er træt af al den snak om udkants-Danmark.

Undskyld mig, men er Danmark ikke så lille, at der ikke findes nogen udkant? Der er steder, der ligger langt væk fra noget andet. Men der er ikke mange steder, hvor du ikke kan komme frem og tilbage samme dag.

Jeg elsker min lysegrønne ø – Møn.

I går gik jeg en tur på 80 minutter, og jeg mødte to biler og en svane. Jeg blev engang angrebet af en svane, så for en sikkerheds skyld greb jeg lige en kæp, inden jeg nærmede mig. En af livets store farer her på landet – her i mit lokalsamfund.

Her er åbne vidder, grønne marker, frisk luft – og vi laver selv vores skilte. Ikke med ”Pas på børnene”. For dem havde vi ikke mange af, da skiltet blev lavet, men ”Advarsel høns”.
I mellemtiden er der heldigvis kommet flere børn til, og nogen er flyttet igen – men skiltet virker.

Det er selvfølgelig så også her, at vores overfladevand fra husholdning og toiletter løber direkte ud i havet – ganske appetitligt at tænke på, når man hopper i vandet til sommer!
Men alligevel: Der er gang i hussalget igen.

Optimismen stiger, og hvis vi tager kampen op, smider tudekiksene ud og putter arbejdshandsken på, så ender det med, at vi ikke være her for ”Kjøwenhavnere”.

Men jeg elsker også København eller Aarhus, Odense og Aalborg. Hver egn og hver by sin charme. Jeg elsker det pulserende liv, at kunne vælge mellem 10 – 20 forskellig slags kaffe på enhver café, sidde i Nyhavn og kigge på mennesker (og drikke en øl), at være anonym, udvalget af teateroplevelser og meget mere – og så tage toget hjem igen – til den lysegrønne ø!

Og mon ikke en byboer tænker det samme, når hun har været her og kører hjem … og det er jo ganske praktisk!

Skrevet af: Lise Lotte Møller, formand for Socialdemokratiet i Vordingborg og medlem af Hovedbestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.