Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Minefeltet ved Kgs. Nytorv er under angreb

H.C. Andersen har været dér. Det samme har Kierkegaard og Holberg – og Kim Larsen, Jens August Schade og mange andre af de danske kultur- og skønånder, der gennem snart tre århundreder har beriget os og den danske kultur.

Men nu er jagten på ussel mammon gået ind, og dén jagt er tilsyneladende ligeglad med, at den på sin vej ødelægger en vigtig del af København – og af Danmark.

Vi taler om Minefeltet ved Kgs. Nytorv – som består af de tre historiske udskænkningssteder Hviids Vinstue, Skindbuksen og den noget yngre Kongens Bar – og som pt. er under angreb.

Et ejendomsselskab har nemlig prøvet at opkøbe og opsige disse legendariske værtshuse. Først med kontante tilbud, men da det ikke lykkedes ved at benytte diverse chikaner og klagemuligheder overfor offentlige myndigheder. Samt ved at forøve selvtægt i forhold til de enkelte restauranters ejendom – fx har man kappet en ølslange over til Hviids Vinstue.

En meget vigtig del af den kulturhistoriske arv i hovedstaden er altså truet. Heldigvis har en gruppe engagerede københavnere sat sig for at stoppe dette galimatias.

I overmorgen – onsdag d. 16. august kl. 16 – er der kaldt til folkemøde foran de tre værtshuse i Lille Kongensgade.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/353323211756863/?acontext=%7B%22ref%22%3A%2225%22%2C%22sid_reminder%22%3A%226454042160757936621%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Og endnu bedre: MØD OP og hjælp med at redde disse historiske udskænkningssteder, som mere end nogen andre definerer ikke kun København og københavnerne, men også det at være dansk, da de tre steder alle dage har været og stadig er mødesteder for mennesker fra hele landet og fra alle samfundslag: Hviids Vinstue, Skindbuksen og Kongens Bar.

Ældst er Hviids Vinstue, der har eksisteret siden 1723, og som sandsynligvis er landets ældste værtshus. Hviids Vinstue er især kendt for sit gode øl, mange øl og vinmærker – og gløggen ved juletid, som smager både stærkt og godt, og som undertegnede fra sin studietid i 1990´erne husker som en kær og fast tradition at drikke nogle glas af lillejuleaften, inden turen gik hjem til mor og far og en juletid ude i provinsen – langt væk fra de kære steder ved Kgs. Nytorv.

Skindbuksen har eksisteret siden 1728 og hed oprindelig Nr. 4, fordi det var husnumret – men da droskekuskene, som især brugte den dengang, havde overtræksbukser af skind, blev den i folkemunde kaldt Skindbuksen. I 1930 blev det så også det officielle navn.

Kongens Bar er noget yngre, men mindst ligeså hyggelig som dens to ældre søskende. Undertegnede har da også særdeles gode minder derfra, men som man siger det om både Paris og Las Vegas: Hvad der sker på Kongens Bar, bliver på Kongens Bar.

Læs mere om de historiske steder og kampen for at bevare dem her: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/permalink/1126614620806458/

For det er en kamp, der er værd at kæmpe – og ligesom at tyskerne og Schalburgtagen ikke fik bugt med Hviids Vinstue under besættelsen, så skal kortsigtede økonomiske gevinster til en meget snæver personkreds heller ikke få bugt med de manges glæde ved et stykke særdeles kostbart dansk kulturhistorie ved Kgs. Nytorv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets honning er kun for de få

Så er det bikube-tid igen. Demokratiet skal til at indsamle sin årlige portion honning ovre på Danmarks solskinsø Bornholm.

Det er med andre ord tid til Det Årlige Folkemøde, og i de kommende dage vil alt, hvad der kan krybe og gå af politikere, interesseorganisationer, journalister og sågar også private virksomheder som andre blomster stå på stande og scener for at tiltrække ikke så meget borgere, som de andre politikere, interesseorganisationer, journalister og private virksomheder, der som små flittige bier vil summe travlt og engageret på den lille klippeø.

Men Bornholm er en ø med begrænset plads – og begrænset kapacitet. Så når først alle politikerne, interesseorganisationerne, journalisterne og virksomhederne har bestilt overnatning osv, så er der ikke mange senge tilbage til danskere fra Jylland, Fyn, Sjælland og de andre øer. Og bornholmerne selv har heller ikke tid til at deltage i debatterne. De skal servicere politikerne, interesseorganisationerne, journalisterne og virksomhederne – og tjene en stor del af årets indkomst.

Så faktisk kan man ikke kalde det, der foregår på Bornholm i de kommende dage, et folkemøde. Det er mere et rendsammen af de politikere, interesseorganisationer, journalister og private virksomheder, der også resten af året stikker hovedet sammen – bare i København, men lige i de dage her holder de sommer på Bornholm.

Efter Danmarksbloggens mening burde Folkemødet derfor flytte rundt, så det blev holdt på skift i forskellige regioner. For så havde også den almindelige dansker fra både Aalborg, Viborg, Ribe, Kolding, Svendborg, Nyborg, Maribo, Vordingborg, Ringsted, Holbæk og Hillerød – og Rønne – m.fl en reel chance for at være med og smage demokratiets honning.

Og så ville Folkemødet endelig blive et rigtigt Folkemøde. Danmarksbloggen er derfor glad for, at andre også tager stafetten op – som fx Folkemødet på Møn lørdag d. 27. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde – nu med folket

Folkemødet på Bornholm er pga valgkampen blevet rimeligt amputeret. Arrangementer er aflyst, taler ændret og så videre.

MEN som Danmarksbloggen ser det, er det ikke nødvendigvis en ulempe. Ja, det er måske tilmed en fordel, at folkemødet på Bornholm ikke er det sædvanlige sammenrend af politikere og organisationsfolk, der i forvejen kender og omgås hinanden.

Men at det – ihvertfald i år – snarere er den danske befolkning, ihvertfald den på Bornholm, der har mulighed for at møde beslutningstagerne – og omvendt.

Man kan sige, at folkemødet nu er med folket – og så giver det hele så god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europæisk folkemøde på Bornholm?

Mere brænde bæres til det bål, der hedder: Balladen om hvem der må deltage i folkemødet på Bornholm.

Nu er det ikke kun den stærkt islamkritiske hollænder Geert Wilders, der skaber overskrifter med sin annoncerede ankomst til klippeøen.

Det er også Gyldent Daggry, der er et højreorienteret parti fra Grækenland, der ofte sammenlignes med nynazister, og som nu er inviteret af deres danske broderparti Danskernes Parti, der har holdninger, der kan få Dansk Folkeparti til at virke venstreorienterede og ansvarlige.

Nu mangler vi kun, at Europakommissionen også kommer. Nej, hov – vent – de har faktisk været med siden starten i 2012!!! Greenpeace, Amnesty og andre hæderkronede internationale organisationer har også deltaget i flere omgange – og kommer selvfølgelig igen i år.

Så nej, den der med at sige, at folkemødet på Bornholm kun er for danskere og danske organisationer – den du´r ikke rigtig, heller ikke når eksistenser som Geert Wilders og Gyldent Daggry kigger forbi.

Lige ret for Per og Poul, for kloge og for klovner. Sådan må det være i et demokrati. Man kan jo bare vælge at lade være med at give klovnene opmærksomhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde – nu også på Møn

Folkemøde – det er da noget, der foregår på Bornholm op mod sommerferien, ikke?

Ikke kun. For nu vil Møn også være med i legen – og inviterer derfor til folkemøde i morgen lørdag d. 23. august kl. 11-16.

Læs mere her: https://www.facebook.com/folkemodemon

Og det er lykkedes øboerne i Vandkants-Danmark – som de ynder at kalde sig selv – at få prominente navne som fx folketingets formand Mogens Lykketoft og den konservative Brian Mikkelsen til at komme til øen, der ellers er mest kendt for sin klint, den store, imponerende Møns Klint, som dog ikke har noget med folkemødet at gøre.

Det har derimod HB-medlem i Socialdemokratiet Lise Lotte Møller, der også er formand for Socialdemokraterne i Vordingborg kommune, hvor Møn lægger.

Hun siger: Vi er meget glade for at kunne invitere til politisk festival her på Møn. Vi tror nemlig på, at det er vigtigt for demokratiet og Danmarks udvikling, at politikere, meningsdannere og danskere møder hinanden og får snakket sammen – også udenfor de almindelige kanaler.

Hun fortsætter: Folkemødet her på Møn er derfor heller ikke en konkurrent til folkemødet på Bornholm. Nej, vi trækker i stedet begge på samme hammel og er begge med til at vedligeholde og styrke demokratiet i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker Folkemødet på Møn en god dag med mange besøgende og nogle spændende debatter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hurra for det højrøstede demokrati

Folkemødet er igang på Bornholm – og det er som altid noget af et gedemarked på flere planer med alle mulige slags mennesker, der mødes og diskuterer alverdens politiske emner i en pærevælling.

Men sådan er demokratiet: En rodet og til tider meget højrøstet affære, hvor meninger brydes, og mennesker engagerer sig – også nogen gange så meget, at de bliver uvenner.

Men det er altsammen såre godt – og lysår bedre end alternativet: Det glatte diktatur, hvor alt går efter planer lagt af en ledelse, og hvor alle andre blot retter ind til højre.

Det sidste model er den, som man bruger i mange virksomheder, og der er ingen tvivl om, at det er en model, der giver et godt afkast på bundlinien.

Men nu er et samfund ikke en privat virksomhed, selvom mange politikere idag kun kigger på bundlinien, når de træffer politiske valg.

Og det er en forkert – ja for demokratiet ligefrem farlig udvikling, som fire junidage på Bornholm ikke kan ændre på.

Medmindre selvfølgelig at man bruger Folkemødet som rampe for at føre politik på baggrund af værdier og i respekt for mennesker også de andre 361 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HB-medlem Lise Lotte Møller (S) til Folkemødet på Bornholm

For lidt over en måned blev Socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller valgt ind i sit partis hovedbestyrelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=4552

Danmarksbloggen lovede ved den lejlighed af og til at komme med en reportage om livet som hovedbestyrelsesmedlem hos det, der engang var – og som gerne igen vil være – landets største parti.

Og hvad er vel mere naturligt end at begynde med Folkemødet på Bornholm, der starter i dag – og hvor Lise Lotte Møller er med for første gang?

Danmarksbloggen spurgte derfor Lise Lotte Møller om hendes forventninger og planer, inden turen gik til solskinsøen for det stadig relativt nybagte HB-medlem:

Hvordan bliver det at komme som HB-medlem til folkemødet?
Der er ikke noget særligt forbundet med at være HB-medlem til folkemødet i år. Sidste år var alle HB-medlemmer bedt om at komme til Bornholm, men i år er det helt op til den enkelte. Men jeg håber selvfølgelig at få hilst på alle dem, der sidder i HB, og som ligesom mig har valgt at tage derover.”

Hvad skal du deltage i af planlagte møder/events på Bornholm?
“Jeg skal ikke sige noget nogen steder, hvis det er det, som du spørger om. Men jeg skal selvfølgelig se og høre nogle af de politiske debatter. Derudover glæder jeg mig  til Mogens Jensens sangaften. Det plejer altid at være hyggeligt at være i selskab med ham, og jeg elsker at synge. Fredag har ligestillingsudvalget fest for de lyserøde elefanter. Det er jo 90-året for den første kvindelige minister Nina Bang. Så det skal fejres – også fordi jeg håber på at få en plads i ligestillingsudvalget. Derefter er der demokrati på skoleskemaet med Antorini. Dét vil jeg også gerne høre. Som folkeskolelærer (Lise Lotte Møller arbejder som folkeskolelærer, red.) er det jo altid godt at høre, hvad Christine har at sige – og demokrati er et vigtigt emne. Jeg formoder, at det også har noget at gøre med den store kampagne, der bliver næste skoleår, hvor alle 8. og 9. klasser i landet inviteres til at deltage i forskellige ting omkring demokrati og grundloven. Ellers vil jeg prøve at gå efter noget med uddannelse, miljø og ligestilling. Derudover er der høvdingebold – gadekamp hvor ”mit eget” folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil deltager – og hende skal jeg selvfølgelig heppe på! Jeg skal også bare rundt og kigge. Og så kender jeg en del mennesker, der deltager i forskellige sammenhænge, så dem vil jeg prøve at finde.”

Noget du glæder dig specielt til?
“Jeg glæder mig bare til at være der. Folkemøde. Dét lyder stort og fuld af mening. Jeg forventer at møde politikere i øjenhøjde og få nogle raske meningsudvekslinger, også med NGO’erne og andre med holdninger. Samvær med en masse engagerede og glade mennesker. For mig har det derfor været et must at komme med i år. Og selvom jeg først fik bestilt i sidste øjeblik, så er det hele lykkedes alligevel. Det må der være en mening med.”

Hvad forventer du, at der kommer ud af det?
“Positiv energi. Og så forventer jeg, at endnu flere mennesker kommer til Bornholm i år og oplever at det at tage stilling og politik ikke altid behøver at være kedeligt. At det derimod nemt kan give mening.”

Og så er det dit første folkemøde, ikke?
“Jep. Og jeg har allerede talt med min partiforening om ikke vi skulle lave en samlet tur derover til næste år. For det bliver da hyggeligt i år, men jeg vil også gerne have flere venner med.”

Danmarksbloggen vil på søndag vende tilbage med et indlæg om, hvordan Folkemødet så gik for Lise Lotte Møller. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk