I dag er det svimlende 300 år siden, at Hviids Vinstue på Kgs. Nytorv i København slog dørene op første gang, og siden har stedet været i uafbrudt drift – pånær to dage under 2. Verdenskrig og en Corona-nedlukning.
Men altså: Året var 1723, da man første gang kunne bænke sig i de kære lokaler, som siden har været besøgt af så mange mennesker – også en god portion danske skønånder.
Året forinden – altså i 1722 – var det første danske teater åbnet tæt på Kongens Nytorv, og spillede nu ivrigt komedier af Ludvig Holberg, som i de år skrev som en gal til et teatertosset københavnsk publikum.
Matchet mellem teatret og de våde varer blev et match made in Heaven – og stadigvæk er der mange, som slår vejen forbi Hviids Vinstue, når de skal på Det Kgl. Teaters Gl. Scene, der ligger lige ovre på den anden side af gaden.
Men også på alle andre tidspunkter kommer unge og gamle, mænd og kvinder til Hviids Vinstue. Ja, ved juletid er der totalt proppet fra åben til luk, når alle skal smage stedets berømte gløgg.
Men i dag handler det om jubilæet, om at fejre de første herlige 300 år.
Det gøres med en reception fra kl. 15 med rød løber, musik, øl og vin – og det varer helt indtil kl. 21, hvor der skal være et stort fyrværkeri på Kgs. Nytorv.
Kom og vær med – og støt op om Hviids Vinstue også i de kommende år.
For der er kræfter, som ønsker stedet lukket – og lavet om til et moderne plastic-mareridt á la den skæbne, som overgik naboen – det smukke, men nu hedengangne ”Stephan a Porta”, der i dag er en MacDonalds.
Dét skal vi ikke have mere af i København. Vi skal bevare ånden og kulturen – og Hviids Vinstue. Stedet, hvor man sidder på gode stole, og har fyldte glas på de gamle træborde, mens snakken går, og stemningen i de små varme rum er helt i top.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk