Skiftedag i Venstre: Det bedste er at være forhenværende

Så gik den ikke længere.

Lars Løkke har trukket sig som formand – og Kristian Jensen som næstformand. Så er banen banet for Jakob Ellemann.

Alt, hvad der kan siges om Løkke som et politisk menneske, er for længst sagt – og vil i de kommende dage blive gentaget i det uendelige.

Men partifællen og en anden forhenværende magtfaktor i Venstre Søren Pind rammer det nok meget godt ind, når han siger, at Løkke er det mest politiske menneske, som han nogensinde har mødt.

Det spændende bliver, hvad der kommer til at ske herfra – både med Venstre, den borgerlige opposition – og Løkke og Jensen.

Danmarksbloggen spår, at Jakob Ellemann bliver formand – og at Stephanie Lose bliver næstformand.

Danmarksbloggen tør også godt spå, at roserne nu vil vælte ned over Lars Løkke – og også Kristian Jensen, der græd, da han meddelte beslutningen. For der er ikke noget så godt i dansk politik som at være forhenværende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikke meget cirkus over balladen i Venstre

Balladen i Venstre fortsætter og fortsætter, og vi er for længst forbi det punkt, hvor det var sjovt at tale om at sidde og se på seancen med en portion popcorn. Også selvom politisk ordfører Jakob Ellemann i går sagde, at cirkushesten ikke optrådte idag.

For det er kampen om magten, når den kæmpes for alvor – og for åbent tæppe. Magten i Venstre på den korte bane – og i Danmark på den lange bane. For det er realistisk, at den kommende Venstre-formand en dag bliver dansk statsminister.

Umiddelbart kan udfaldet synes oplagt.

Nemlig at Løkke må afgive magten – til sidst – og især hvis en anden vil stille op imod ham. Navnet Jakob Ellemann nævnes igen og igen. Men andre kandidater kunne være Søren Gade, Stephanie Lose eller Inger Støjberg.

Men lige præcis når det kommer til Lars Løkke, er ingenting givet på forhånd. For manden kæmper indtil sidste sekund. Sådan er Løkke skruet sammen. En politisk kriger, der også gerne kæmper mod en helt åbenlys overmagt – fordi han selv med hver en fiber i kroppen vil magten.

Så Danmarksblogggen tør ikke spå om, HVEM der er formand, når folketinget åbner første tirsdag i oktober.

Men Danmarksbloggen tør godt sige, at det først falder på plads ved Venstres ekstraordinære landsmøde om en måneds tid. Samt at det vil medføre nogle ændringer i ordførerskaberne – uanset hvem formanden bliver. For der bliver flere end en vinder og en taber i Venstre som følge af den her magtkamp.

Der bliver mange vindere og mange tabere – og intet af det bliver en fejende, flot cirkus-finale med heste, glimmer og smukke kostumer. Venstre bliver et vingeskudt parti, som skal prøve at samle den borgerlige opposition.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ole Frederiksen: Smadremanden gavner LGBT+miljøet

Åben kommentar til formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen:

Du udtaler dig offentligt om, at du ikke synes, det er sjovt, når Søren Østergaards karakter Smadremanden i Zirkus Nemo bruger udtryk som “homo” og “bøsse” til underholdning og sjov. Du synes, han gør sig sjov på bekostning af de homoseksuelle, og det beder du Søren Østergaard holde op med.

Tillad mig at spørge dig, om ikke Smadremanden i virkeligheden har gjort mere godt for det homoseksuelle miljø end skade?

Vi er mange, der gang på gang har set Smadremanden være “alt for meget”. Og vi griner af det. Men det er hverken de homoseksuelle, kvinderne – hvor det efter Smadremandens mening må “kilde i de små nippels der” – eller den tilfældige tilskuer, der har taget noget tøj på, det fanger Smadremandens opmærksomhed, som vi griner af. Det er Smadremanden selv, vi griner af.

Vi griner af hans totale mangel på empati. Hans manglende situationsfornemmelse. Hans totale politiske ukorrekthed. Han er det nærmeste, vi kommer en amerikansk “redneck”, der (karikeret) er en ikke-særlig intelligent person med nogle vilde holdninger.

Hvis vi fremover skal lade være med at have typer som Smadremanden i underholdningsindustrien, så bliver der utroligt meget, vi ikke kan lave fremover. Jeg tvivler på, at en tv-serie som Broen kunne blive lavet, hvis vi skulle tage hensyn til alle morderes ofres efterkommere. Og alle andre krimier er også udelukket af samme hensyn. Bamse & Kylling er heller ikke sjove, hvis man har været udsat for mobning osv.

Hvis du får mulighed for at få en privat snak med Søren Østergaard, er jeg sikker på, at du vil opleve en mand med masser af empati, og en mand som ikke er ude på at såre nogen. Med din udmelding er jeg bange for, at du selv kommer til at gøre mere skade end gavn i en sag om homoseksuelle i Danmark. Og det vil være rigtigt ærgerligt. Du gør nemlig et rigtigt godt arbejde inden for LGBT+miljøet.

Skrevet af Ole Frederiksen

Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer ikke …

Det kan næppe kaldes en overraskelse, at Trump ikke kommer til Danmark alligevel – selvom Kongehuset naturligvis er nødt til at sige, at de er netop det – overraskede.

Men selvfølgelig handlede Danmarksbesøget kun om at købe Grønland – og da den blev lagt død, ja så var der ingen grund for Trump til at komme.

Heldigvis er de demokratiske præsidentkandidater kommet på banen derovre i USA, og kritiserer ham skarpt, som også Danmarksbloggen anbefalede, at de skulle: http://danmarksbloggen.dk/?p=10708

Ikke at undertegnede tror, at de læser Danmarksbloggen.

Storhedsvanviddet må Trump nemlig gerne beholde selv.

Det og så en ufattelig uvidenhed eller måske snarere narcissistisk arrogance omkring, hvordan man opfører sig internationalt. Man aflyser fx ikke et statsbesøg, når man er inviteret af et lands statsoverhoved, bare fordi det alligevel ikke passer ind i ens planer.

Nå, vi sparer penge – og Trump gør en endnu dårligere figur, hvad forhåbentlig også stadig flere amerikanere kan se. Så måske der kommer noget godt ud af hele balladen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jyske Banks negative rente rammer én dag den almindelige dansker

Jyske Bank – nu med negativ rente for alle formuer over 7,5 millioner. Det lyder jo umiddelbart som om, at banken har ryggen fri, og at det kun rammer dem med store formuer!

Men se, hvis man læser, hvad Jyske Bank skriver, så finder man ud af, at det kun er dem med en formue på over 7,5 millioner, som ikke har en anden aftale, der kommer til at betale de 0,6%. Men at man selvfølgelig altid kan komme ned og forhandle renten.

Mit gæt er, at alle med en større formue – let – får forhandlet en 0-rente hjem.

Til gengæld vil der så herefter være åbnet for, at andre banker også indfører negativ rente. Og det næste vi vil opleve er, at beløbsgrænsen for en negativ rente bliver mindre og mindre, indtil alle med penge i banken er ramt -og skal betale penge for, at banken kan administrere vores egne penge.

Og når vi kommer dertil, vil det sikkert vise sig, at os små-sparere så IKKE kan få forhandlet en 0-rente hjem.

Vupti – således kommer bankerne til at holde på deres store kunder – og alle os andre kommer til at betale!

Skrevet af: Ole Frederiksen

Købmand Lars Larsen er død

Der er erhvervsmænd i Danmark, som bliver husket, og giver genlyd gennem generationerne som fx Tietgen, A.P. Møller. Mærsk McKinney Møller – og Lars Larsen, ham med det gode tilbud og de billige dyner. Med den nasale stemme, som blev synonymt med Jysk Sengetøjslager – eller Jysk, som det bare hedder i dag.

Nu er han død – i en alder af 71 år – af en kræftsygdom.

Det er forfærdeligt for hans familie og nærmeste, men også et tab for hele Danmark.

For vi har brug for mennesker af hans kaliber. Mennesker, som ikke kun sætter gang i hjulene og vil være størst, men som også føler et ansvar overfor det samfund, som skabte betingelserne, så deres virksomhed kunne gro.

Sådan et menneske var Lars Larsen. Han skabte vækst og jobs, men han følte også et menneskeligt ansvar. Men først og sidst var han købmand og kræmmer – og stolt af det.

Og det havde han – når man ser på hans livsværk – også god grund til at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliver Grønland Trumps Waterloo?

Så er det blevet bekræftet fra Det Hvide Hus´s side. Præsident Trump ER interesseret i at købe Grønland af Danmark.

At Danmark så ikke kan sælge Grønland, fordi Grønland tilhører grønlænderne, og at Grønland ikke er interesseret i at blive købt af USA og andre faktuelle sagligheder bekymrer – traditionen tro – ikke Trump.

Manden kan som sædvanlig kun se verden på én måde – hans måde. Det ved vi.

Problemet er så bare, at cirka halvdelen af amerikanerne indtil videre IKKE har kunnet se, at deres præsident har udfordringer, når det kommer til fornuft, logik, normalitet og andre egenskaber, som det ellers anses for ønskværdigt for en statsleder at være i besiddelse af.

Men man kan håbe, at denne sag med at købe Grønland gør udslaget, så en større del af amerikanerne kan se det absurde i at have en mand som øverste leder, der stadig mener, at et land og en befolkning kan være til salg.

For den slags hører vitterligen fortiden til.

Det samme burde narcissistiske despoter gøre. Der har været så rigeligt af dem i verdenshistorien, og nej, vi behøver ikke flere – uanset hvad de tror eller ikke tror, at de kan købe/sælge/bygge/rive ned.

Alle – både i USA og i resten af verden, også Danmark og Grønland, har alt at vinde, hvis de demokratiske præsidentkandidater tør gå ud og sige:

“Se, vores nuværende præsident balancerer på randen til, om han er i stand til at varetage embedet, når han kan foreslå noget så horribelt som at købe Grønland. Vi kan simpelthen ikke have ham siddende i Det Hvide Hus længere.”

For dét er vigtigere end om Trump besøger Danmark eller ej. For naturligvis sår han tvivl om, hvorvidt han kommer efter Danmarks klare afvisning af at sælge Grønland.

Trump vurderer formentlig tro mod sin psykologi, at vi ser det som en trussel, at han måske ikke kommer. Men et afbud fra Trump kunne også opfattes som et løfte – og en anledning til at bruge pengene på noget bedre end det store sikkerhedsopbud, som et præsidentbesøg kræver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk