Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere.  Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk