Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *