I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.
Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.
Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.
Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.
Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.
Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.
Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.
Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.
Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.
Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.
Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.
Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.
Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.
For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.
Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.
Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.
For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.
Det er Gyldendal, der udgiver.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk