Månedsarkiv: februar 2019

Friheden trues både nedefra og oppefra

Udgivet den af
Svar

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Melodi Grand Prix 2019

Udgivet den af
1

Tåkrummende dårligt, en skidt præsentation, tekster uden mening og uden pointér – og så er vi ikke engang nået til sangene endnu, men har blot anmeldt studieværterne, de flade jokes og alt det andet omkring de ti sange.

For det er selvfølgelig Melodi Grand Prix, som der tales om, og som her i aften gled over skærmen sendt fra Boxen i Herning styret af Christian Gintberg og Johannes Nymark.

Det blev en rigtig kedelig omgang, en fest der fes ud på den mørke hede i takt med at de ti ubehjælpsomme sange afløste hinanden.

Og de optrædende? Ja, de kunne for de flestes vedkommende godt bruge en sanglærer eller to. Eneste markante undtagelse var Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen – som begge rent faktisk kunne synge, og som gjorde det på både grønlandsk og dansk.

Vinderen Leonora sang også hæderligt, men om sangen holder til en kopi-kontrol kan man tvivle på, når man kender Fool´s Gardens sang ”Lemon tree” fra 1995. Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=sJQYoGyEtDs

Der var i hvert fald ikke noget rock og rul over Melodi Grand Prix 2019, selvom det var det, som Stig Rossen sagde til deltagerne i de ligegyldige intermezzoer mellem sangene.

Undertegnede undrede sig også meget over, at Rossen overhovedet havde sagt ja til at være med i sådan en omgang makværk.

Måske det bedste ville være at melde Danmark helt ud af Melodi Grand Prix. For vi ønsker åbenbart ikke at sende en sang afsted, der har det mindste potentiale til at nå finalen.

Det stod allerede klart, da Rossens sidekick og også Rossen selv i flere omgange sang lidt af Stig Rossens egen sang ”Vi danser rock og rul” fra 1988. En sang, der kun blev nummer 4 dengang, men som var markant bedre end nogen af de ti sange i aftes.

Men det blev skåret ud i pap, da studieværterne, Rossen, hans sidekick og de til lejligheden gendannede Chanée og N´evergreen (In a moment like this) sang gamle vindermelodier, som alle var niveauer bedre end nogen af dette års sange.

Danmarksbloggen giver derfor Melodi Grand Prix én ud seks Melodi Grand Prix-stjerner – og den gives i respekt for dem, som gennem tiderne har tilført Melodi Grand Prix noget som fx Tommy Seebach, Brdr. Olsen, Birthe Kjær, Jørgen de Mylius og andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Terkel – the motherfårking musical

Udgivet den af
Svar

Tegnefilmen ”Terkel i knibe” har siden dens fødsel i 2004 været en del af den danske kulturarv. Ja, for dem, som rendte rundt i flyverdragter dengang i starten af årtusindet, er filmen direkte kult.

Nu er den så lavet om til en musical under navnet ”Terkel – the motherfårking musical” og er noget så sjældent som en overhypet forestilling, der faktisk holder. Billetterne blev også revet væk inden premieren i sidste uge.

Det kunne vel næsten heller ikke gå galt med så elskede figurer som Arne Nougatgren og Stewart? Men jo, det kunne det faktisk godt. For det er svært at overføre kunst fra filmens flade lærred til scenens levende 3D-dimensioner uden at resultatet bliver patetisk.

Det vidner en del forestillinger gennem årene også om – ingen nævnt, ingen glemt. Men her i ”Terkel – the mothefårking musical” folder det kendte univers sig ud, så vi indimellem vrider os på stolene af grin, jubler og klapper med – også når musicalen afviger fra tegnefilmen. For den gør den på både den ene og anden måde, men hvordan skal ikke røbes her.

Handlingen er i øvrigt rykket op til 2019, men mekanismerne er de samme i 6. A, og über-pædagogen Arne Nougatgren er i Martin Brygmanns geniale fortolkning stadig fortælleren, og ham der bryder den 4. væg ud mod os – og Martin Brygmann er en stor komisk skuespiller, der sprudler i rollen som den musikalske pædagog, der også er en stor ven af alt naturligt.

Ved siden af Martin Brygmann står Ruben Søltoft som Terkel, og han er god som den stakkels pubertetsdreng, der må slås med de fraværende forældre, klassekammeraterne og i det hele taget at finde sig en plads i tilværelsen, især efter Fede Dorits selvmord, som er en begivenhed, der strækker sig over både første og anden afdeling – og ja, pausen med.

Så vent endelig fem minutter med at gå ud og hente drikkevarer, hvis I vil have det hele med. Intermezzoet i pausen er god gammeldags komik uden ord.

Fede Dorit spilles og synges fint af Lea Thiim Harder. En anden, der kan synge, er Jakob Randrup, der spiller vikaren Gunnar med lige præcis den distance til rollen som ignorant fuckboy, som den rolle skal spilles.

I rollerne som Sten og Saki ser vi Adam og Noah, eller skulle man bare sige, at vi ser Adam og Noah. For du kan give de to alt muligt tøj og parykker på, sætte replikker i munden på dem, fortælle dem at de skal skyde med vandpistoler eller løbe op mellem stolesæderne. Men de er og bliver Adam og Noah. Og det er ment som en cadeau til deres eminente evner til at brænde igennem på en scene. Ja, de er så meget Adam og Noah, at kun få kender deres rigtige navne, som er Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush.

I rollen som Stewart ses Thomas Bo Larsen, og han er ellers altid driftssikker som skuespiller og mestrer også de svære karakterroller, men her er opgaven umulig. For dén rolle kan kun spilles af ikke en mand, men en and, nemlig Anders Matthesen selv.

Som Terkels bedste ven Jason ses Clemens, som også har lavet nye sange til forestillingen. Han er normalt kendt som musiker, men her er det faktisk hans skuespilevner, som rykker. Mange af de nye sange er nemlig mere støj og larm end de bidrager til noget i det Terkelske univers, hvor i virkeligheden dødsensalvorlige emner behandles med en vis lethed, distance, kynisme og humor, som er så typisk for det, som Anders Matthesen laver.

For en af de største årsager til succesen er selvfølgelig ham, der IKKE er med på scenen, men som har skabt universet og alle de skæve figurer, nemlig Anden aka komikeren Anders Matthesen, som skrev historien som en radioføjleton for DR, inden Mette Heeno skrev manuskriptet til tegnefilmen, der blev set af mere end 375.000 danskere i biografen i 2004.

Matthesens evne til at ramme plet i sin måde at beskrive virkeligheden på – og til at overføre det danske sprog, som vi rent faktisk taler det, til scenen er en rød tråd gennem hele Andens karriere. Vi ser os selv gennem Matthesens øjne – ikke som vi gerne ville være, men som vi er, og det kan de fleste af os heldigvis stadig grine af.

Danmarksbloggen giver ”Terkel – the motherfårking musical” fire ud af seks overdimensionerede skoletasker, som dem klassen render rundt med – en klasse, der også består af førsteklasses dansere.

Efter København og Tivoli tager forestillingen, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, på turné til Odense, Vejle, Aarhus, Aalborg og Holstebro.

Endelig skal tilføjes, at såvel kulisser som kostumer holder max, da de medvirker til at skabe et realistisk billedunivers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klaus Riskær Pedersen har en reel chance

Udgivet den af
Svar

Et nyt parti har set dagens lys i dag, hvor partiets stifter Klaus Riskær Pedersen har holdt pressemøde på Vartorv i København.

Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt, er partiet Klaus Riskær Pedersens slogan. Formålet med partiet er at starte en nødvendig hovedrengøring i dansk politik, da Klaus Riskær Pedersen mener, at folketinget har udviklet sig til at blive en karrierekanon for unge akademikere – og at vores folkestyre er overtaget af konsulenthuse og embedsmænd, som tilrettelægger samfundet hen over hovedet på danskerne.

Rent konkret handler partiets program om at:

450 mia. kroner skal flyttes rundt i en skatteomlægning, hvor borgerne skal betale mindre, men virksomheder og finanssektoren mere.

Der skal være et stop for udlændingestramninger – nu er det nok, og vi skal i stedet fokusere på mere integration.

Der skal satses stort på klima og miljø, både økonomisk, som samfund og i den enkelte husholdning.

Offentlige ansatte skal have bedre arbejdsvilkår og organiseres i kooperative arbejdsfællesskaber.

Socialt udsatte som fx kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, hjemløse og andre, som ikke kan arbejde, skal have borgerløn.

Pensionen bliver differentieret og tilpasses arbejdssituation og tid på arbejdsmarkedet.

En større sikring af privatlivets fred og værn mod overvågning m.m.

Danmark skal blive i EU, men udenfor møntunionen, som vi også er det i dag. Retsforbeholdet skal også beholdes, men forsvarsforbeholdet skal fjernes.

Cannabis skal gøres lovligt, men skal kun sælges specielle steder. Salget af cigaretter og alkohol skal væk fra detailhandlen.

Børnechecken forsvinder, men vuggestue, børnehave og fritidshjem samt visse fritidsaktiviteter op til 9. klasse gøres gratis.

Unge kan først få SU, efter de har taget en ungdomsuddannelse og udført 2 x 3 mdrs. værnepligt, hvoraf den ene er social.

Uddannelsesloftet fjernes.

Vi behøver en forvaltningsdomtol for at holde fast i Grundloven, i praksis betyder det, at kontrollen med Grundloven skal flyttes fra Justitsministeriets lovkontor til Højesteret i samarbejde med Dronningens Kabinet.

Forholdet til Rusland skal normaliseres.

Grønland skal integreres kraftigere i fællesskabet – og skal ikke være uafhængigt.

Danske kvinder skal føde flere børn.

En familie er en kernekonstruktion uanset kønnet på medlemmerne af familien og partnerskab.

Kirken skal sekulariseres, men samtidig skal der undervises mere i kristendommen og i bærende danske kulturværdier.

Kulturen skal på samme måde styrkes som et værn mod den globale digitalisering.

Danmarksbloggen har fulgt pressemødet med stor interesse og mener, at Klaus Riskær Pedersen har en reel chance for at blive valgt.

For hvem kan være imod mere fokus på miljø, at virksomheder og finanssektor også betaler skat, at uddannelsesloftet fjernes, og at de offentlige ansatte får bedre arbejdsvilkår – og vi alle en bedre velfærd?

Dét er mange danskere i den grad enige i – og sat sammen med en politikerlede og en magtfuldkommenhed hos nutidens levebrødspolitikere, så har manden en rigtig god chance for at få et kredsmandat.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil påvirke de gamle partier, som stadig bliver dem, der svinger taktstokken, også efter et valg?

Næppe ret meget, selvom der er brug for en del af det, som Riskær er inde på. I Danmarksbloggens øjne måske især forvaltningsdomstolen, da retsstatens tilstand langtfra er så god, som den kunne og burde være.

Se mere her om påvirkningsloven og dens betydning for ytringsfriheden og retsstaten: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Men det er også interessant, at der fokuseres på kunst, kultur, kulturværdier og en modernisering af kirken på den måde, at på den ene side skal alt dansk og en morallære styrkes – men samtidig skal det også moderniseres i en mere sekulær retning. Noget som det nærmest kræver en ny Grundtvig at få igennem, bortset fra at Grundtvig selvfølgelig ikke var spor sekulær.

Danmarksbloggen vurderer, at en sådan proces kræver en form for tro, men måske en mere åben tilgang til tro, hvor der åbnes op for etiske og moralske problemstillinger som det bærende princip, noget som alle religioner og også ateister kan være enige om er vigtige.

Læs mere om det nye parti her: https://www.klausriskaerpedersen.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Udgivet den af
Svar

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse:  Eventyrværksted

Udgivet den af
1

I alle samfund til alle tider har der været en stærk fortælletradition, og ikke kun fordi det er så rart og hyggeligt med gode historier, når man sidder omkring bålet eller inde i hytten ved aftenstide. Men fordi vi mennesker forstår tilværelsen og meningen med det hele både bedre og dybere, når vi får visdommen og indsigterne serveret i den gode fortælling.

Der er derfor også noget at hente for alle mennesker i Anette Wilhjelm Jahns bog ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn”, selvom den er tænkt som en fagbog til pædagoger og andre, der arbejder med fortællinger til børn.

For vi bliver jo alle som børn igen, når vi hører en historie, som fænger os og beriger os – og det er derfor Danmarksbloggens påstand, at vi alle burde kende og leve mere efter de principper, som Anette Jahn ridser op i bogen.

Tag fx lystprincippet, hvor man først sætter målene op bagefter. Det er genialt og verden på hovedet, når man som en anden Klods Hans ikke har en overordnet plan, men bare rider glad afsted og tager det op, som man finder på vejen for så senere at finde ud af, hvad det skal bruges til.

For meget godt opstår netop ofte spontant. Kom fx ihu at mange opfindelser gennem tiderne er kommet tilfældige og snublende, hvorimod der er langt mellem snapsene, når vi ser på, hvad der af langtidsholdbar kvalitet skabes ud af strategisk tænkning og økonomisk funderet management.

Men nu skal vi selvfølgelig holde fokus på, at det er en pædagogisk lærebog. Undertegnede er så ikke hverken pædagog eller fortæller, men føler, at jeg nærmest kunne blive det nu.

For bogen er så malende i sine beskrivelser af de pædagogiske principper og forløb, at det virker lige til at gå til fra man vælger sit eventyr, hvordan man forbereder sig på at fortælle det, ser de indre billeder og skaber den usynlige scenografi.

Alt sammen er det øvelser, som man også kan overføre til en voksen verden, til hvis man fx skaber skriftlige historier, artikler, underviser, skal holde oplæg for kollegaerne eller andre ting, der skal formidles. For det handler om at vide, hvad man har at arbejde med (eventyret, emnet), hvem man skal fortælle det til – og hvordan man bedst kommer ud med historien/budskabet.

Bogen har også de skønneste fotos, de bedste cases fra virkelighedens verden og de mest fantastiske historier – også nogen, som man ikke lige kender, og som har overraskende pointer som den om bueskytten, der ramte plet hver gang, fordi han ventede med at male måltavlen til efter han havde afskudt pilen.

Det er igen verden på hovedet i forhold til normal praksis, men livet bliver bedre og rigere – og vi når mere på denne måde.

Sidste halvdel af bogen er så en ren hands-on guldgrube for alle pædagoger og andre, der skal fortælle for børn med sit fokus på at skabe noget til sanserne og lave egne sanglege. For som Anette Jahn så rigtig konstaterer, så har vi et væld af folkeeventyr, men kun få sanglege forbundet med dem som fx ”Tornerose var et vakkert barn”. Men så er det bare med at lave dem selv, som hun opfordrer til.

For bogens mission er nemlig også at inddrage børnene i skabelsen ligesom at både fantasi og krop skal i spil. For ved at bruge alle vores sanser, hele vores krop og glemme os selv, så kan vi leve os ind i eventyret og ind i os selv.

Danmarksbloggen giver ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn” fem frøer ud af seks mulige, som dem prinsesserne kysser – og som måske bliver til prinser – eller hvem ved? Måske noget endnu mere spændende, nemlig bærere af dén fortælletradition, som Anette Jahn selv i sit daglige virke som leder af Måle Fortælleteater så fint breder ud til både store og små over det ganske land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I lygternes skær”

Udgivet den af
1

I dag på selveste Valentins dag udkommer Steen Langstrups nye bog, novellesamlingen ”I lygternes skær”.

Og nej, bogen handler ikke om gamle dages romantik og datidens velstående københavnere, der hastede hjem til den ventende te og de varme boller gennem de stadig vintermørke gader, oplyst af gadelampernes spredte lys.

Men ja, handlingen i en enkelt novelle udspiller sig i tiden lige efter 1. verdenskrigs ophør, men scenen er ikke en bedsteborgerlig idyl eller en jazzklubs brølende frigørelse af normer, men Den Spanske Syges helvede af sygdom, blod, snavs og lidelse.

Det er slet ikke overraskende. For man ved jo, at vi skal nedom og bagom og ind i gruen, når forfatteren hedder Steen Langstrup, og således også i denne velskrevne og hurtigt læste novellesamling, hvor vi dog primært møder nutiden og nutidsmennesket i alle dets forklædninger og afskygninger – og med alle de handicap, som vi kan have.

Altså rigtige handicaps. For tabet af en eller flere sanser er ingenting i forhold til de psykiske mangler og de mentale krøblinge og deres afskyvækkende gerninger, som der rulles op for i de elleve noveller.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke bogens vampyrer, dobbeltgængere, kryb, slangemennesker, dæmoner og alle de andre udtryk for mennesker af vor tid. Nej, det, som holdt mig vågen, mens jeg læste bogen i en sen nattetime (lad i øvrigt være med det, også fordi flere af historierne foregår om natten, så man ligger og føler sig rigtig bange) var normaliteten i al horroren.

Dette forhold at denne bogs uhyrer og monstre er ligeså udbredte, som de er usynlige i deres synlighed. For nej, de kan ikke ses på det ydre, de kan ikke kendes på at gå med klingende bjælder eller i mærkeligt tøj, ja selv et modermærke bliver kun et spejlbillede og ikke noget, der advarer de uskyldige mennesker, som kommer i kløerne på disse menneskelige monstre.

For denne novellesamlings uhyrer er så almindelige, så udbredte, at vi alle sammen hver dag og hele tiden sidder ved siden af dem i metroen eller står bag ved en af dem, når vi er ude og handle ind. De er også i sommerhuset eller i lejligheden, som har været udlejet via airbnb. De er de monstre, der er virkelige, og går mellem os hver dag og til hverdag – men vi har ikke en chance for at genkende dem.

Dét skræmmer mig helt vildt. For når vi ikke kan pege dem ud, så kan vi ikke beskytte os, men i stedet kan vi alle havne i kløerne på en af dem – også selvom vi tror, at vi er så forsigtige og påpasselige. Men intet er, som det ser ud til at være, og vi er nogle gange venlige overfor de forkerte mennesker.

Og det bliver ikke bedre, men kun værre af, at Steen Langstrup er så god til at beskrive, hvad der sker i sådant et uhyres formørkede sind, og hvordan ofrene på alle måder væves ind i monsterets spind.

For stille og roligt – næsten nøgternt – lader han den ene galning efter den anden, komme på banen i de elleve noveller, og som læser forstår man modstræbende og med stor væmmelse, hvorfor personen må gøre, som personen må gøre. Også selvom det betyder lidelse, smerte, snot, blod og død for de uheldige, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt – eller har indgået i en relation med et af disse monstre.

Og selvom man – så vidt man ved – ligger trygt i sin varme seng derhjemme, så føler man sig lidt som hovedpersonen i Steen Langstrups bog ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, som i øjeblikket vises på filmfestivaler verden over. Som film hedder den i øvrigt ”Finale”, men grusomheden er den samme.

For man ved jo, at mennesker gør de uhyrligste ting, og en psykolog vil nok sige, at det handler om mangel på kærlighed og anerkendelse i barndommen. Når man læser Steen Langstrup, er man imidlertid ikke så sikker på, om ikke mørket, ondskaben, lidelsen for dens egen skyld, lidelsen for morskabens og underholdningens skyld har sin egen plads i verden – og i mennesket.

For det dybeste mørke kommer altid indefra, hvad Steen Langstrup også har baseret hele sit forfatterskab på. Og i hans seneste bog ”I lygternes skær” får vi – trods titlen – ikke spredt meget lys, men derimod mere mørke, mere mismod. Lyset er også kun et skær, og det kan ikke få bugt med mørket.

Og det allerstørste gys – ja det ligger til sidst, når man har lagt bogen fra sig, og nakkehårene rejser sig, mens man vender det mentale spejl og erkender, at kimen til at blive et af disse monstre også ligger i én selv.

For hvem har ikke haft lyst til at gøre andre ondt på et eller andet tidspunkt? Hånden på hjertet – eller måske på ens indre mørke: Hvem kender ikke til trangen om at hævne, gøre ondt for ondets egen skyld, driften mod en blodrus? Måske vi kun har prøvet triumfen ved at klaske den myg, som lige har stukket os en varm sommeraften, men det er nok til at forstå mekanismen.

Så prøv at gøre den myg lidt større, gå ind i sindet og mærk din vrede, dit had, din forsmåenhed og alt det andet – og erkend, at vi har mørket i os. Alle sammen.

For hvad vi ikke er i stand til i ondskabens navn. Det er massivt, som mørket er det en kold vinternat. Heldigvis findes der mennesker som Steen Langstrup til at beskrive det.

Danmarksbloggen giver ”I lygternes skær” fem ud af seks gadelamper.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fejrer kinesisk nytår – det handler om traditioner og købmandskab

Udgivet den af
Svar

På Strøget i København hænger et væld af farverige lys-lanterner og lys-lotusblomster, både pga. Københavns Lysfestival og for at fejre Det Kinesiske Nytår, som starter i dag, hvor vi går ind i Grisens år, der varer indtil d. 24. januar 2020.

Det er andet år i træk, at hovedstaden fejrer kinesisk nytår, og det er den kinesiske ambassade, der har sponseret de mange lanterner og lotusblomster– præcis som den gjorde for et år siden. Flere af butikkerne vil også pynte op til kinesisk nytår. Som arrangør står interesseorganisationen ”KBH – Commerce & Culture”, i daglig tale KCC.

I dagene 15. – 19. februar bliver lanternerne og lotusblomsterne suppleret med et dagligt optog med løvedansere, den kinesiske drage og den store tromme – præcis som det kendes fra kinesiske optog andre steder i verden. Men også andre steder i Danmark fejres det kinesiske nytår i disse dage med fester og arrangementer.

For det er et spørgsmål om globalisering – og om magt. Indflydelse handler nemlig ikke blot om militær og økonomi, men også om kultur og identitet, og her er traditionerne en væsentlig del af en stormagts image og en effektfuld metode til at komme ind i andre lande.

Det er derfor lige efter bogen, at Kina nu rører – kulturelt – på sig i det globale perspektiv. For Kina er ved at rejse sig om ny stormagt i skarp konkurrence med USA.

Ja, meget tyder på, at Kina allerede har overhalet USA i det globale kapløb. Kinas investeringer verden over er enorme, og der er godt styr på hjemmeområdet, som sagt pænt ikke er nær så demokratisk, som vi kunne ønske os det i Vesten.

Men i Kina ser man anderledes på de sager, og i Danmark er vi så meget købmænd, at vi ikke blander os, men i stedet holder os gode venner med det store land. Det kan man så mene meget politisk om, men ingen toneangivende i Danmark lægger sig ud med Kina. Snarere tværtimod.

Dronningen har således været på besøg indenfor de senere år, det samme har kronprinsen – ja, selv nationalikonet Den Lille Havfrue var derovre til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Men Kina kommer også til os – blandt andet som de sværme af turister, man kan finde året rundt på Langelinie eller på Strøget, hvor de køber danske smykker, dansk porcelæn, andet dansk design, dansk tøj og dansk legetøj.

Det er derfor godt købmandskab at være åbne overfor de ideer og kulturprodukter, der kommer fra de førende lande i verden. For ved at møde de store, hvor de er og med det de kan lide, så får vi dem også ind i vores butik.

Skikken med at tage stormagtens tradition til sig og gøre den dansk har vi også altid praktiseret her til lands. Tag fx juletræet, som kom fra datidens vigtigste samarbejdspartner Tyskland i starten af 1800-tallet. Eller hvad med Halloween-traditionen, som vi omkring årtusindskiftet tog til os fra det USA, som vi generelt hentede meget fra op gennem 1900-tallet, især fra tiden efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 og frem.

Så nok kan kinesiske elementer som farverige lanterner og farlige drager opfattes som nye og anderledes i de danske gader, når man ser på det kulturelle udtryk. Men i bund og grund er det business as usual i vores lille land, der lever af at handle med resten af verdenen.

Det store spørgsmål bliver derfor også, om og i så fald hvor meget danskerne i de kommende år tager det kinesiske nytår til sig. Pt. vil mange sikkert sige slet ikke, men det gjorde de også for 15 år siden, hvor man skulle være hurtig, hvis man ville sikre sig et græskar i oktober.

Så hvem ved? Måske om 15 år er drager og lanterner en naturlig del af årets gang i Danmark?! Fyrværkeriet er også en del af det kinesiske nytår, og det kender vi allerede – og mon ikke de fleste børn og unge kunne være med på at skulle have en pengegave i en rød konvolut én gang om året?!

Det er heller ikke første gang, at vi er fascinerede af det store land. Det var danskerne også i 1800-tallet, hvad man så i datidens Tivoli – og såmænd i nutidens, hvor der er en hel kinesisk afdeling i Den Gamle Have centreret omkring Dæmonen, der også er ganske kinesisk.

Også H. C. Andersen var fortryllet af det store land, som han aldrig besøgte. Ja, som kun få vesterlændinge fik lov til at komme ind i dengang i 1800-tallet. Men så kunne historierne jo blive så meget desto bedre og ganske kinesiske, som det i øvrigt hed om at drikke sig lystige i thevand i H. C. Andersens smukke eventyr ”Nattergalen”, der netop handler om en fiktiv kinesisk kejser og hans vej til visdom.

I dag vælger Kina og kommunistpartiet så en mere åben strategi end virkelighedens kejser gjorde dengang. Det er også en god idé at satse på kulturudbredelsen her i globaliseringens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mød mig på Cassiopeia”

Udgivet den af
Svar

Det var med spænding, at undertegnede bænkede sig i en Folketeatrets røde plysstole for at se den udødelige danske klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”. For ikke nok med at jeg som alle andre i den propfulde sal på forhånd kendte Kai Normann Andersens skønne musik, så stammer dansk films mest romantiske øjeblik fra filmversionen, der blev lavet i 1951.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det scenen, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer danser til tonerne af ”Den allersidste dans” i den tomme sal. Unge, forelskede – og lykkelige, også selvom hun ved, at hun lige om lidt skal hjem til Olympen. Dén scene er ren filmkunst, og man bliver aldrig træt af den – eller af sangen, som et andet nationalikon Kim Larsen også tit sang.

Så hvordan bærer instruktør Kasper Wilton, som sammen med René Vase og Jannik Fuglsang har bearbejdet teksten, dén kulturarv ind på Folketeatret i 2019? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden at blive patetisk?

Svaret er et rungende ja ligeså stort, som når Zeus – i Asger Rehers vidunderlige fortolkning – opløfter sin røst og lader lynet på mere end en måde – og også ganske uventet – glitre og glinse. Asger Reher er i det hele taget en gevinst for forestillingen. Manden kan også det hele; synge, spille skuespil og være morsom.

Men også den talentfulde og velsyngende Carsten Svendsen stråler i sin skildring af den frustrerede og desperate komponist Berger, der så gerne vil have succes med sin musical samt vinde hustruen Irene tilbage. Hun spilles kompetent af Trine Gadeberg.

Men centralt står selvfølgelig historien om musen Polyhymnia, der kommer til jorden for at hjælpe Berger, men som også SÅ gerne vil vide, om hun kan virke på en mand. Dét kan hun – og især på piloten Harry, der spilles eminent af Christopher Læssø, der er ligeså galant som Poul Reichhardt var det. Men Læssø er også ganske nutidig i den måde, som han går fra at være en fanden-i-voldsk fuck-boy (som det hedder på nutidsdansk) med 72 ligegyldige roser til at blive en følsom og forelsket mand med en enkelt rose, der virkelig betyder noget.

Det er smukt, og Amalie Dollerup skal have en hel buket roser, fordi hun spiller rollen som Polyhymnia på sin helt egen og meget sødmefulde måde, men stadig så hun er ganske uimodståelig som den altid travle muse, der farer mellem himmel og jord.

I andre roller ses Troels Malling som teaterdirektør Wolmer og Kristian Holm Joensen som regissør Mogensen – et herligt og komisk par, hvor den ene konstant hakker på den anden, selvom det er ham, der altid ender med at rede trådene ud.

Det er folkekomedie på den gode måde om de klassiske livsbetingelser: At give slip på de unge mennesker, at finde kærligheden for første gang eller igen som ældre – eller at genfinde kærligheden i et hensygnende ægteskab – og ikke mindst at få troen på sig selv og verden igen.

Alt sammen lavet med gode grin og genkendelighed fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også med nye løjer og herlige påhit rammet ind af en i stykket gennemgående fascination af Broadway og New York, som taler lige ind i vores tid, hvor vi ligesom man gjorde det i 1950´erne glad og gerne kopierer den amerikanske kultur og dens produkter.

Kulisser og kostumer er også inspireret af datidens sceneshows og film. Så der er noget for både øjne og ører – og måske allermest til sidst i forestillingen, hvor der blændes op for ”Toner fra Himlen” fra operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig”, der som alt andet musik i stykket er komponeret af Kai Normann Andersen, der i flere årtier lavede så mange hits til dansk film, teater og revy, at man kan have ham mistænkt for at have haft virkelighedens Polyhymnia boende på en fast basis.

For alt kan som bekendt lade sig gøre, når man har med guderne at gøre – også selvom de himmelske væsner af og til skal mindes om ”Loven om Kosmisk Ligevægt”. Men så er det jo heldigt, at Folketeatret i denne forestilling har besøg af en rigtig muse fra dansk films guldalder, nemlig selveste Lone Hertz, der sprudler og sitrer i rollen som tante Rosa, der med lige dele livsappetit og viden om de græske guder sørger for, at alt går, som det skal – og indimellem også ganske anderledes end forventet.

Lone Hertz er intet mindre end forrygende, og det samme er forestillingen. Danmarksbloggen følte sig mere end godt underholdt på Folketeatret i deres 2019-version af ”Mød mig på Cassiopeia” fuld af harmonisk vellyd, store grin, sjove overraskelser, uventede nyskabelser og samtidig en nænsom og smuk behandling af en af vores kulturskatte.

Endelig skal ikke glemmes musikken, som havde alle filmens sange med, også de to store ”Musens sang” og ”Den allersidste dans”, der altid er garanter for en tåre eller fem. Men der var også andre sange, og så var der de dygtige dansere og velspillende musikere på scenen, som gav det ene flotte show-nummer efter det andet.

Danmarksbloggen giver ”Mød mig på Cassiopeia” fem ud af seks gyldne lyn, som det Zeus bruger, både oppe mellem stjernerne og hernede på jorden, når altså ikke han smider det væk, mens han beruser sig i menneskenes boblende vin – og gnistrende kærlighed.

Forestillingen spiller på Folketeatret i Nørregade i København indtil begyndelsen af marts – og tager herefter på turné landet rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk