Anmeldelse: Melodi Grand Prix 2019

Tåkrummende dårligt, en skidt præsentation, tekster uden mening og uden pointér – og så er vi ikke engang nået til sangene endnu, men har blot anmeldt studieværterne, de flade jokes og alt det andet omkring de ti sange.

For det er selvfølgelig Melodi Grand Prix, som der tales om, og som her i aften gled over skærmen sendt fra Boxen i Herning styret af Christian Gintberg og Johannes Nymark.

Det blev en rigtig kedelig omgang, en fest der fes ud på den mørke hede i takt med at de ti ubehjælpsomme sange afløste hinanden.

Og de optrædende? Ja, de kunne for de flestes vedkommende godt bruge en sanglærer eller to. Eneste markante undtagelse var Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen – som begge rent faktisk kunne synge, og som gjorde det på både grønlandsk og dansk.

Vinderen Leonora sang også hæderligt, men om sangen holder til en kopi-kontrol kan man tvivle på, når man kender Fool´s Gardens sang ”Lemon tree” fra 1995. Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=sJQYoGyEtDs

Der var i hvert fald ikke noget rock og rul over Melodi Grand Prix 2019, selvom det var det, som Stig Rossen sagde til deltagerne i de ligegyldige intermezzoer mellem sangene.

Undertegnede undrede sig også meget over, at Rossen overhovedet havde sagt ja til at være med i sådan en omgang makværk.

Måske det bedste ville være at melde Danmark helt ud af Melodi Grand Prix. For vi ønsker åbenbart ikke at sende en sang afsted, der har det mindste potentiale til at nå finalen.

Det stod allerede klart, da Rossens sidekick og også Rossen selv i flere omgange sang lidt af Stig Rossens egen sang ”Vi danser rock og rul” fra 1988. En sang, der kun blev nummer 4 dengang, men som var markant bedre end nogen af de ti sange i aftes.

Men det blev skåret ud i pap, da studieværterne, Rossen, hans sidekick og de til lejligheden gendannede Chanée og N´evergreen (In a moment like this) sang gamle vindermelodier, som alle var niveauer bedre end nogen af dette års sange.

Danmarksbloggen giver derfor Melodi Grand Prix én ud seks Melodi Grand Prix-stjerner – og den gives i respekt for dem, som gennem tiderne har tilført Melodi Grand Prix noget som fx Tommy Seebach, Brdr. Olsen, Birthe Kjær, Jørgen de Mylius og andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Melodi Grand Prix og respekt til ABBA

I år er det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med “Waterloo”. En melodi, der stadig holder, stadig er svimlende god, præcis som deres reserve-melodi til lejligheden “Hasta manana” er det. Ja, visse vil endda hævde, at ABBA er det eneste gode, der nogensinde er kommet ud af MGP.

Det er nok lige at trække den for langt. Men at der er langt mellem snapsene, når man tænker på langtidsholdbare MGP-melodier, er til gengæld sandt nok.

Og nu skal hele dette store show så holdes i Danmark, ovenikøbet på Eurovision Island, som Refshaleøen i København er omdøbt til lejligheden. Fordi Emmelie sidste forår vandt i ABBA´s hjemland Sverige med netop en af de melodier, der nok fængede dengang, men som må henregnes mere til døgnflue-afdelingen end til evergreensdepartementet, hvor ABBA har deres helt egen – meget store – afdeling.

For ABBA er – uden sammenligning – ikke kun det største, der er kommet ud af MGP. De er også uden sidestykke det største band, som Skandinavien har fostret. Deres musik er intet mindre end enestående.

Selvom det er over 30 år siden, at ABBA stoppede, holder mange af deres melodier endnu. De bliver spillet, lyttet til og danset til, og de vækker stadig masser af følelser og stemninger, som vi allesammen kan genkende – og måske endda fælde en tåre til.

Danmarksbloggen håber derfor, at ABBA blive behørigt hyldet hele ugen og især i finalen på lørdag. De fire svenskere fortjener dét. For ABBA er milevidt over alt og alle, der nogensinde har stået på en scene til et Melodi Grand Prix, ja måske endda stået på en popmusikalsk scene i det hele taget.

Thank you for the music …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsket om at gøre godt, sodavand og fattigdom

Har vi alle et ønske om at gøre godt?

Det kunne man let tro i går, når man læste historien om manden, der gav en fattig familie en god lørdag aften her for tre dage siden. På en tankstation mødte han moderen, der i skraldespandene ledte efter tomme flasker, så hun kunne opfylde sit løfte, som var at give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Men nu fik hun ikke blot nogle kroner, men en hel ramme sodavands-dåser, noget slik og nogle penge til at gå på grillen af den gavmilde mand, der hedder Jesper Steen Bertelsen.

Læs hans egen beskrivelse her: https://www.facebook.com/#!/jesper.s.bertelsen?fref=ts

Sidenhen har mennesker i massevis bestormet Jesper Steen Bertelsen, fordi de ønsker at hjælpe moderen og hendes børn.

Historien er nemlig en af den slags, der rører ved os. For tænk at der i Danmark findes mennesker, som er så fattige, at de ikke har råd til at købe en sodavand til deres børn, når der er Melodi Grand Prix!!!

Det synes danskerne er synd – og så iler vi til med hjælp. Og det er så smukt og medmenneskeligt.

Danmarksbloggen kunne dog godt håbe, at bare en snert af den samme medmenneskelighed og forståelse ville råde, når der tales om kontanthjælp og andre overførselsindkomster.

For der er dér, at det går galt. Her vi ikke vil dele, men istedet kun tænker på os selv. Resultatet giver sig selv: Et Danmark anno 2014, der aldrig har været rigere, men hvor andelen af fattige er voksende.

Det giver overhovedet ikke mening. Der er ingen grund til, at vi har fattige i Danmark.

Fattigdom er nemlig ikke – og har aldrig været – en naturlov. Fattigdom kan afskaffes, hvis vi vil det – og første skridt er at gøre noget ved de altfor lave overførselsindkomster, samt reglerne for at komme på dem.

For havde vi en menneskelig socialpolitik med dertilhørende overførselsindkomster af en størrelse, så de var til at leve på, så ville vi aldrig opleve en mor, der var nødt til at gå i skraldespandene for at kunne give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Så ville vi ikke have så store forskelle i levevilkår, som vi har i øjeblikket i Danmark. Så altfor store forskelle, så store at vi simpelthen som mennesker og som samfund ikke kan være det bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kampen om MGP og alt det andet …

Tillykke til Emmelie, som for lidt siden vandt Det Internationale Melodi Grand Prix.

Det er selvsagt skønt for hende, men det er også dejligt for Danmark. For et land har altid godt af dén slags sejre, som det er, når ens stamme vinder over de andre stammer.

For MGP, fodbold, cykelløb og så videre er jo netop dét: Stamme-krige mellem rivaliserende stammer. I vor tid blot udkæmpet i toner, med bolde, på cykler, og hvad vi ellers bruger istedet for diverse våben. Ganske praktisk og uden nogen kommer til skade.

Nu starter så en anden krig. Kampen om stedet, hvor MGP´et skal afholdes næste forår.

Emmelie havde nemlig knapt fået konfettien børstet af kjolen, før slagsmålet var igang: Parken i København versus Boxen i Herning.

Skal man gå efter lydkvaliteten, er Boxen i Herning det oplagte valg. Men på alle andre parametre vinder København.

Hovedstaden er den eneste by i Danmark, der blot tilnærmelsesvis kan kalde sig selv international. Ingen andre byer i Danmark har de hoteller, de restauranter, de seværdigheder og faciliteter i øvrigt, der skal til, når man skal huse verdens største musikbegivenhed.

For en dansker kan Aalborg, Aarhus, Odense og Herning være udmærkede byer med hver deres charme. Men på den internationale scene skal der mere til – og den eneste by, der er i nærheden af at kunne tilbyde, hvad der kræves, er København.

Så lad os håbe, at evnen til at se, hvad der gavner Danmark, vinder over dette mærkværdige forhold, der i årevis har været mellem Jylland og København, hvor man mange steder i Jylland hævder, at man skal have ligeså meget som i København – selvom København bevistligt er både større og der bor mange flere mennesker.

Men nej, der er ikke grund til flere motorveje i Jylland. Og nej, Jylland er ikke noget steds internationalt nok til at skabe ordentlige rammer om MGP 2014.

Jylland er simpelthen for provensielt. Jyderne må til at se i øjnene, at Danmark har en hovedstad, og at denne hovedstad er og skal være et lokomotiv for resten af landet. Og at København derfor skal have mere brændstof, flere penge og de begivenheder, hvor omgivelserne spiller en rolle, som til MGP 2014.

Dét vil gavne hele Danmark, hvis vi kunne stoppe denne andedams-mentalitet og i stedet være stolte af og bidrage til, at København fortsat kan være det internationale lokomotiv, der trækker resten af landet.

I en global verden er en stærk hovedstad vores eneste chance – også og måske især, når vi ikke snakker MGP, men snakker infrastruktur, vækst og alt det andet, der er så vigtig for os, hvis vi skal beholde vores levestandard og velfærdssamfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den årlige vandbakkelse: Melodunte Grand Prix´et

Hånden på hjertet: Hvor mange internationale Melodi Grand Prix-vindere kan du synge eller nynne? De fleste af os kan vist ikke ret mange.

Måske en eller to af Johnny Logans vindere fra 80´erne? “Diggi-loo-diggi-ley” som de tre svenske Herreys-brødre med guldstøvlerne sang? Formentlig også brødrene Olsens vindersang fra år 2000 “Fly on the wings of Love”.

Og så selvfølgelig ABBA´s suveræne vindersang “Waterloo” fra 1974, der er af et format, som hæver både den og den legendariske gruppe langt over, hvad man kan forvente af det ellers meget sete Melodi Grand Prix.

Melodi Grand Prix, MGP eller Melodunte Grand Prix – kært barn har mange navne. Men uanset hvem der vinder i Malmø i morgen aften, så kan man være sikker på, at vedkommende med nærmest 100 procents sikkerhed er rimeligt glemt i løbet af meget kort tid.

For Melodi Grand Prixet har kun interesse i de få dage, som der sendes semifinaler og finale i tv.

Melodi Grand Prixet er den årlige tv-musik-vandbakkelse med farvestrålende glasur og sukker. Ingen næring er der i dén kage, men til gengæld masser af tom luft.

Men vi guffer alligevel musik-vandbakkelsen i os hvert år og nyder showet, mens det varer – og sidder så tilbage med en “nå-var-det-bare-det-følelse”, inden Melodi Grand Prix´et med al dets væsen af hurtige og aldeles forgængelige melodier og sangere går i glemsel indtil næste år.

Og måske er det, som det skal være. Ikke alle traditioner behøver dybde og substans for at have deres berettigelse. Af og til kan en vandbakkelse være på sin plads.

For der er unægteligt langt mellem ABBA´erne … som i øvrigt havde det senere megahit “Hasta Manana” som reserve-sang til Melodi Grand Prix´et i 1974.

En sang af dét format som reserve-sangen, som andet-valget. Dét alene siger alt om, at ABBA – både i Grand Prix-sammenhæng og i øvrigt – var en gruppe af et ganske særligt format, som sjældent eller måske endda aldrig er set, hverken før eller siden.

Og nok kunne man ønske, at ABBA gik på scenen i Malmö i morgen aften – eller enhver anden aften. Men det kommer ikke til at ske. Det har de sagt i en uendelighed. Deres sidste live-optræden var på britisk morgen-tv i 1982, hvor de meget passende sang “Thank you for the music”.

Og så er de to B´er alligevel med i årets Melodi Grand Prix. Björn Ulveaus og Benny Andersson har nemlig skrevet en sang, et anthem, der skal synges af alle deltagerne ved åbningen.

Jeg har ikke hørt sangen, men jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Björn og Bennys sang er mange-mange niveuaer bedre end de sange, der deltager i årets konkurrence.

Så i år kommer der alligevel – helt utraditionelt – til at være næring i Melodi Grand Prix´et.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk