Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.
Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.
Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.
MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.
Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.
Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.
Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.
For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?
Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).
Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.
Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.
Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).
For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.
For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.
For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.
Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.
Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk