Black altmuligt er rettidig omhu

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk penge-mageri flytter til Finland

Danske penge er – siden dansk penge-mageri startede med Svend Tveskæg for mere end 1000 år siden – blevet produceret i Danmark, men nu er det slut. De danske mønter og sedler skal laves i Finland, og Den Kgl. Danske Mønt og Seddeltrykkeriet lukker ved årsskiftet. Finnerne kom nemlig med et bedre tilbud!!!!

Danmarksbloggen er rystet, ja mere end det. For det siger sig selv, at et land producerer sin egen valuta. Noget så essentielt skal ikke ske udenfor landets grænser – om ikke andet så af sikkerhedsårsager.

Men sådan skal det åbenbart ikke længere være i discountens og liberalismens altødelæggende navn.

Og vi kan ikke bare lave det om senere, når vi fortryder. For det kommer vi til at gøre. Men man kan ikke bare tilmelde sig en uddannelse som penge-mager. Den kunst læres udelukkende ved sidemands-oplæring. Så det er nu, at dette tilbuds-vanvid skal stoppes, så vi kan beholde Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet, så danske penge også fremover laves i Danmark – og ikke andre steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk