Rammen om filmen ”Synkefri” er tragisk Danmarkshistorie: Natten til d. 1. december 1981 sank den såkaldt usynkelige redningsbåd RF2 ud for Hirtshals Havn, mens den prøvede at komme en nødstedt kutter til undsætning. Det lykkedes ikke. Hele 9 mænd (samtlige 3 fra kutteren og samtlige 6 fra redningsbåden) døde i bølgerne dén nat. Det var en katastrofe, der blev talt om i hele landet – og som sågar fik en hilsen med fra Dronningen i årets nytårstale.
Så der skulle være materiale nok til en film, der udspiller sig for så lang tid siden, at den på den ene side ikke er nutidig, men på den anden er det heller ikke længere tid siden end, at mange af os, som er i live i dag, også var det dengang i 1981.
Ja, undertegnede var endda på alder med den unge teenagesøn og hans lillesøster, som er børn af styrmanden på RF2 – og som altså mister deres far dén nat. Aldersfællesskabet gør det nemt at spejle sig i deres tanker og i meget af det, som foregår – også selvom man ikke er fra Vestkysten, men som undertegnede med en opvækst på Køge-egnen nærmest ikke kan komme længere væk – geografisk.
For ellers er der ikke rigtig forskel. Større er Danmark nemlig ikke. Uanset hvor man boede, var starten af 80´erne en tid, som var meget anderledes end i dag.
Så jeg kan genkende Hirtshals-borgernes vægring ved at tale om katastrofen og de døde, ved den stædige insisteren på at arbejde videre og kæmpe videre, fraværet af psykologer og anden professionel hjælp – selv i tiden lige efter at verden for altid er forandret.
For sådan var tidsånden omkring 1980. Man bed simpelthen tingene i sig og fortsatte, selvom man var ved at gå i stykker indeni. Således også i Hirtshals, som vi ser det med styrmandens kone og nu enke, der står i butikken og ekspederer to dage efter. Tag dig sammen og kom videre, blev der sagt til dem, som vovede at råbe op om hjælp.
Vi møder også hende, der mister sin søn, og som få år før havde mistet sin mand til havet. Om hende bliver dér sagt, at opvasken er levende, men at hun ikke skal være alene juleaften. For midt i hårdheden er der også en omsorg og et hensyn til hinanden, som nok kan betyde både blå øjne, skrammer og skæld-ud, men som også indebærer, at man tilgives meget, og lukkes ind i fællesskabet igen. Ikke at ordene undskyld og det er tilgivet siges. Det er mere noget med et par øl og så skide være med det.
Det vil mange i nutiden måske grine af, undres over eller forarges over. Men det er ægte, og måske bedre end nutidens flotte ord, der kan virke mere som floskler og plejning af eget image end om reel omsorg – mere promovering af sig selv som fx journalisten, der udnytter styrmandens søn for at pleje egen karriere.
Hun står så også – sammen med de statslige myndigheder – som repræsentant for København, for magten. For det falske og egoistiske kontra de ægte og hårdføre vestjyder, der i filmen så også fremstilles som værende ikke særlig kloge, men derimod nogen, som hverken kan regne med brøker eller forstå, at det er vigtigt at få placeret ansvaret for ulykken, men i stedet tænker mere på at sikre deres levebrød.
Og det er så dér, at filmen kæntrer (undskyld udtrykket). For klicheerne står desværre i kø, og det er synd. Ikke alle vestjyder i 80´erne var fx vilde med flæskesteg med sprød svær eller drak øl af flasken, mens de hørte C.V. Jørgensen – nogle har også spist råkost, som man kaldte vegetarisk mad dengang, og drukket hvidvin af glas, mens de har hørt klassisk musik.
Ja, der fandtes også mennesker med empati i hovedstaden – og sågar også københavnere, der selv i 2023 elsker flæskesteg med sprød svær.
Qua stereotyperne bliver handlingen derfor – hvor spændende og frygtelig den end er – ganske forudsigelig om filmens helt, hvis man kan kalde ham det, styrmandssønnen med det gode hoved, der opdager, at det ikke var en menneskelig fejl, og handler på det – og derfor clasher med kulturen i byen. Og så ruller handlingen som Vesterhavets store bølger, der både er byens levebrød og store frygt.
Skuespils-præstationerne i ”Synkefri” er til kryds og slange. Hver og én spiller røven ud af bukserne i deres portræt af mennesker, der kæmper og kerer sig om hinanden – og man fornemmer, at der er flere lag i hver eneste, selvom manuskriptet forsyner dialogerne med en masse klichéer.
Så: BRAVO til hver og en af castet, der i de bærende roller tæller: Sylvester Byder, Johanne Louise Schmidt, Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Anders Brink Madsen, Henrik Birch og Esben Dalgaard.
Men også en stor tanke til instruktøren Christian Andersen, som er søn af en kvinde, hvis mand døde på havet dén nat – og som har to ældre halvbrødre, hvis far altså var blandt de omkomne. Hans behov for at lave en film om det traume, som var en del af hans familie og opvækst i Hirtshals, giver sig selv.
Men det er også et voveligt foretagende qua det armslængdeprincip, som man kender fra journalistikken. Og nok gælder andre regler indenfor film og litteratur – men skal man lave noget fra egen rede, så skal tungen holdes meget lige i munden, hvis man vil undgå klicheer og ensidighed. Det lykkes ikke helt, selvom intentionen er den bedste i verden.
Danmarksbloggen ender derfor på fire store fisk ud af seks mulige til ”Synkefri” – og en tak for at lave en film om en af de hændelser, hvor myndighederne prøvede at skjule, at det var deres fejl, at det endte sådan. Dét er desværre stadig aktuelt.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk