Månedsarkiv: november 2023

Anmeldelse: ”Synkefri”

Udgivet den af
Svar

Rammen om filmen ”Synkefri” er tragisk Danmarkshistorie: Natten til d. 1. december 1981 sank den såkaldt usynkelige redningsbåd RF2 ud for Hirtshals Havn, mens den prøvede at komme en nødstedt kutter til undsætning. Det lykkedes ikke. Hele 9 mænd (samtlige 3 fra kutteren og samtlige 6 fra redningsbåden) døde i bølgerne dén nat. Det var en katastrofe, der blev talt om i hele landet – og som sågar fik en hilsen med fra Dronningen i årets nytårstale.

Så der skulle være materiale nok til en film, der udspiller sig for så lang tid siden, at den på den ene side ikke er nutidig, men på den anden er det heller ikke længere tid siden end, at mange af os, som er i live i dag, også var det dengang i 1981.

Ja, undertegnede var endda på alder med den unge teenagesøn og hans lillesøster, som er børn af styrmanden på RF2 – og som altså mister deres far dén nat. Aldersfællesskabet gør det nemt at spejle sig i deres tanker og i meget af det, som foregår – også selvom man ikke er fra Vestkysten, men som undertegnede med en opvækst på Køge-egnen nærmest ikke kan komme længere væk – geografisk.

For ellers er der ikke rigtig forskel. Større er Danmark nemlig ikke. Uanset hvor man boede, var starten af 80´erne en tid, som var meget anderledes end i dag.

Så jeg kan genkende Hirtshals-borgernes vægring ved at tale om katastrofen og de døde, ved den stædige insisteren på at arbejde videre og kæmpe videre, fraværet af psykologer og anden professionel hjælp – selv i tiden lige efter at verden for altid er forandret.

For sådan var tidsånden omkring 1980. Man bed simpelthen tingene i sig og fortsatte, selvom man var ved at gå i stykker indeni. Således også i Hirtshals, som vi ser det med styrmandens kone og nu enke, der står i butikken og ekspederer to dage efter. Tag dig sammen og kom videre, blev der sagt til dem, som vovede at råbe op om hjælp.

Vi møder også hende, der mister sin søn, og som få år før havde mistet sin mand til havet. Om hende bliver dér sagt, at opvasken er levende, men at hun ikke skal være alene juleaften. For midt i hårdheden er der også en omsorg og et hensyn til hinanden, som nok kan betyde både blå øjne, skrammer og skæld-ud, men som også indebærer, at man tilgives meget, og lukkes ind i fællesskabet igen. Ikke at ordene undskyld og det er tilgivet siges. Det er mere noget med et par øl og så skide være med det.

Det vil mange i nutiden måske grine af, undres over eller forarges over. Men det er ægte, og måske bedre end nutidens flotte ord, der kan virke mere som floskler og plejning af eget image end om reel omsorg – mere promovering af sig selv som fx journalisten, der udnytter styrmandens søn for at pleje egen karriere.

Hun står så også – sammen med de statslige myndigheder – som repræsentant for København, for magten. For det falske og egoistiske kontra de ægte og hårdføre vestjyder, der i filmen så også fremstilles som værende ikke særlig kloge, men derimod nogen, som hverken kan regne med brøker eller forstå, at det er vigtigt at få placeret ansvaret for ulykken, men i stedet tænker mere på at sikre deres levebrød.

Og det er så dér, at filmen kæntrer (undskyld udtrykket). For klicheerne står desværre i kø, og det er synd. Ikke alle vestjyder i 80´erne var fx vilde med flæskesteg med sprød svær eller drak øl af flasken, mens de hørte C.V. Jørgensen – nogle har også spist råkost, som man kaldte vegetarisk mad dengang, og drukket hvidvin af glas, mens de har hørt klassisk musik.

Ja, der fandtes også mennesker med empati i hovedstaden – og sågar også københavnere, der selv i 2023 elsker flæskesteg med sprød svær.

Qua stereotyperne bliver handlingen derfor – hvor spændende og frygtelig den end er – ganske forudsigelig om filmens helt, hvis man kan kalde ham det, styrmandssønnen med det gode hoved, der opdager, at det ikke var en menneskelig fejl, og handler på det – og derfor clasher med kulturen i byen. Og så ruller handlingen som Vesterhavets store bølger, der både er byens levebrød og store frygt.

Skuespils-præstationerne i ”Synkefri” er til kryds og slange. Hver og én spiller røven ud af bukserne i deres portræt af mennesker, der kæmper og kerer sig om hinanden – og man fornemmer, at der er flere lag i hver eneste, selvom manuskriptet forsyner dialogerne med en masse klichéer.

Så: BRAVO til hver og en af castet, der i de bærende roller tæller: Sylvester Byder, Johanne Louise Schmidt, Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Anders Brink Madsen, Henrik Birch og Esben Dalgaard.

Men også en stor tanke til instruktøren Christian Andersen, som er søn af en kvinde, hvis mand døde på havet dén nat – og som har to ældre halvbrødre, hvis far altså var blandt de omkomne. Hans behov for at lave en film om det traume, som var en del af hans familie og opvækst i Hirtshals, giver sig selv.

Men det er også et voveligt foretagende qua det armslængdeprincip, som man kender fra journalistikken. Og nok gælder andre regler indenfor film og litteratur – men skal man lave noget fra egen rede, så skal tungen holdes meget lige i munden, hvis man vil undgå klicheer og ensidighed. Det lykkes ikke helt, selvom intentionen er den bedste i verden.

Danmarksbloggen ender derfor på fire store fisk ud af seks mulige til ”Synkefri” – og en tak for at lave en film om en af de hændelser, hvor myndighederne prøvede at skjule, at det var deres fejl, at det endte sådan. Dét er desværre stadig aktuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Callas – Paris, 1958”

Udgivet den af
Svar

Der er mange glæder ved at anmelde. Men nogle gange er fornøjelsen så stor, at det føles som at få en gave. Sådan havde jeg det, da jeg skulle anmelde ”Callas – Paris, 1958”, som er en koncertfilm lavet over Maria Callas´s første og myte-omspundne optræden i Paris i 1958.

For intet kan for en opera-fan med hang til Puccini og især ”Tosca” slå kombinationen af Maria Callas, som er alle tiders største sopran, og så en operafilm, hvis hovedingrediens er en fuld 2. akt af Puccinis dramatiske og melodiøse ”Tosca”. Det er nemlig min absolutte yndlingsopera, og jeg kender og elsker hver en tone, der spilles og synges – selvom jeg ikke taler italiensk. Men opera forstås af sjælen – og så er der også engelske undertekster, hvis nu man ikke kender ”Tosca”.

Så er jeg overhovedet den rette til at bedømme en film om legenden Maria Callas, hvor hun udover 2. akt af Puccinis ”Tosca” synger udvalgte uddrag og arier af Verdi (”Il Trovatore”), Rossini (”Barberen i Sevilla”) og Bellini (”Norma”)? Svaret er ja.

For som inkarneret operafan ved jeg også, hvad opera kræver, og hvad opera gør ved et menneske. Opera er nemlig en voldsom affære, både på scenen og i de følelser, som kommer. Opera er en kunstart, der kræver noget af sin tilhører. Ikke nødvendigvis musikteknisk, men at man tør være i kontakt med sig selv, tør føle smerte og lykke, huske sejre og nederlag, drømme og håb, sorger og triumfer. Og ingen komponist kan få følelser, erindringer og drømme mere frem end Puccini – og allermest i ”Tosca”.

Så jeg stornyder denne film, hvor vi som sagt ser og hører hele 2. akt af Tosca. Det er akten, hvor den feterede diva Floria Tosca har sit opgør med tyrannen, Roms frygtede politichef, Scarpia, hvor hun prøver at redde sin elskede kunstmaler Cavaradossis liv – og hvor hun synger den smukke arie ”Vissi d´arte”. Det er den, hvor hun blandt andet erklærer: Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden.

Det gjorde Maria Callas også – og der er generelt mange ligheder mellem virkelighedens operastjerne Maria Callas og Puccinis hoved- og titelperson i ”Tosca”, som også er baseret på en række historiske begivenheder og personer. Men lad det ligge.

Filmen her handler om Divaen over dem alle, The Divine Maria Callas – fra hun ankommer med toget til Paris over til hun står iført glitrende juveler og rød kjole på Den Gamle Opera i Paris med kongelige, præsidenter og andre notabiliteter som publikum, og på den mest grandiose måde modtager stående ovationer, der helt fortjent bare bliver ved og ved – og indtil hun dagen efter rejser, og fra lufthavnen udtaler: ”Der var store forventninger til mig. Og jeg ville give dem (publikum i Paris, red.) mere end alt”.

Og dét gjorde Maria Callas, som blev født for 100 år siden i år. Og i filmen får vi også en god bid. Så det er bare at slå ørerne ud og blive rusket af noget af det bedste, som menneskeheden har frembragt: Opera-genren, der er musikkens version af kaviar og champagne – og i Callas-aftapningen de fineste årgange.

Filmen er farvelagt, og det er gjort fint. Men alligevel blegnede de flotte billeder ved siden af sangen og musikken, der som altid trak mange tårer, og gjorde, at jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet trak vejret i de tre kvarter, som 2. akt af ”Tosca” varer, selvom jeg mange gange mærkede hjertet hamre hårdt, og jeg konstant kunne føle kuldegysningernes rislen i kroppen.

For præcis sådan virker opera – god opera – på mennesker. Men nu er jeg også opera-fan i forvejen. Men jeg tror og håber, at farverne vil betyde noget for at få nye proselytter til opera-genren. For opera kan så meget, især når det handler om at formidle de store følelser. Og dét mangler i en verden, som for længst er blevet alt for beige og middelmådig – også kulturelt. Så vi har brug for, at nogen og noget er ”over the top”, som opera er det, som Maria Callas var det – både som sopran, som skuespiller og som menneske.

Vi har brug for dramatikken fra operaens verden, der er intens og gribende, som opgøret er det mellem Tosca og Scarpia, der blev mesterligt sunget af ingen ringere end den måske bedste Scarpia nogensinde, nemlig Tito Gobbi. Jeg sad derfor også og ønskede, at de sidste minutter af 1. akt af ”Tosca” var med, så vi kunne have hørt Scarpias store arie ”Va, Tosca” (også kendt som TeDeum-arien).

Men dén fik vi ikke. Men vi fik så meget andet, store gaver – skænket af en legendarisk verdensstjerne, der i modsætning til mange af nutidens såkaldte reality-stjerner, kunne noget, ja mere end noget. Maria Callas kunne det hele – og mere til.

Så Danmarksbloggen giver selvfølgelig seks store stjerner ud af seks mulige til ”Callas – Paris, 1958”, som spiller i udvalgte biografer landet over d. 25. november og d. 26. november.

Ps. Vær obs på at det føles helt forkert, ja naturstridigt ikke at klappe efter Maria Callas´ titaniske præstationer i Paris. For dén slags gør man jo desværre ikke i biografmørket. Men så kan man (som jeg gjorde det) diskret slå sig selv lidt rytmisk på låret. For som opera-elsker må man simpelthen reagere fysisk, når så stor kunst udfolder sig for øjnene og ørerne af én – også selvom det ”kun” sker digitalt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Inden vi dør synger vi en sang”

Udgivet den af
1

Et klaver, der kan spilles på, nogle stole, som man sidde på eller gå rundt om og en metronom, der slår takten – måske også dén i livet.

Mere behøves ikke, når d´damer Maria Stenz og Camilla Bendix og d’herre Peter Oliver Hansen på Teatret ved Sorte Hest i en god times tid spejler deres eget liv i hinanden og i tidens evige kaskade af erindringer, tanker og følelser, der sammen med et væld af alskens melodier fra viser over popsange, salmer og mere fra primært den danske sangskat – spillet mesterligt af Olivier Antunes – slynger sig ud og ind mellem hinanden.

For hvad enten det handler om at være 7 år og skulle synge, plukke blommer eller sidde på stenen og savne sin mor – eller om de møder med modgang, sygdom og sorg, som ingen er foruden, så kan vi alle spejle os i hinanden, både dem på scenen og os på tilskuerrækkerne.

For vi er skabt af det samme stjerne- og drømmestøv, og lever i den samme ubrydelige cirle of life. I den korte vandring fra vugge til grav, hvor vi også skal nå at gå turen gennem overgangsalderens vulkanudbrud, tage den sidste dans og sluge erkendelsen af, at alle skuffer over tid – men at det er okay.

Det er, hvad det er, som Knagsted siger i Gustav Wieds ”Livsens ondskab”, og vi ved det også selv, alle os, der har levet længe nok til at have været nogle gange rundt om blokken – og det har dem på scenen og langt de fleste af os i publikum.

Vi ved, at vi hver morgen tager vores sokker på, selvom øvelsen kræver at få placeret foden strategisk. For derpå at gå ud i gaderne og glemme sit eget spejlbillede, men i stedet kigge op i himlen og med hver en celle i den værkende krop mærke, at man stadig er i live.

I kabareten ”Inden vi dør synger vi en sang” på Teatret ved Sorte Hest fortælles den livsens sandhed så med mere mod, mere poesi og mere musikalsk, end jeg nogensinde har oplevet det før.

Det er essentielt teater, der vil noget, der kan noget – også fordi det gøres så perlende, legende let og alligevel med sans for de store dybder. Det er eminent. Ja, om de så havde taget al deres tøj af TO gange og hoppet op og ned i en halv time, havde ensemblet ikke kunnet være mere nøgne, mere ægte.

Stenz, Bendix og Hansen formidler visheden om livet – og døden, også deres egen, med en accept og et håb, som skal findes et sted mellem erkendelsen af det magiske ved i morgen og beslutningen om at tage det én dag ad gangen. For i morgen er der atter en dag – og dem, som vi har mistet, findes stadig i alt, der lever og gror, i vores minder.

Der er dér en stor trøst i – uanset om man har mistet for nylig eller for noget siden. Savnet og sorgen bliver med tiden også livskammerater – og hvis alle vores livsvidner en dag er gået ud af tiden, så måske endda den tætteste ven, som vi har.

Men inden vi kommer dertil, så skal vi lytte til opfordringen fra PH-visen ”I dit korte liv”: Det haster med det kys, den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.

Det haster også med sangene, med at få sunget – og budskabet fa scenen er, at dine sange bliver mine sange og vores sange. At vi i dén grad skal synge og spille – også selvom vi ikke kan gøre det lige så virtuost som Olivier Antunes, der kan veksle mellem mange melodier og musikgenrer på en og samme tid – og endda køre forskellige versioner af den samme melodi, som han gør det hele forestillingen igennem – men allermest cirka midt i, hvor han får lov til i nogle minutter at fylde det hele. BRAVO.

Hele vejen hjem nynnede jeg også Maria Stenz´ klassiske ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, som i år fylder 50 år, og som vi måske får et svar på i forestillingen. Nemlig at mine, dine og alle vores drømme er som sangene.

De lever i alt, der gror – også når adressen er Ensomhedens Gade no. 9. – og alt, vi vil, er at danse som hende, TV2 synger om. For livet er, hvad det er. Og vi møder alle den grå dame derude i krattet, som Maria Stenz gjorde det i sin drøm – og vi skal alle gå igennem det store spejl.

Men med os på vandringen – både i livet og i forestillingen – har vi den mest gribende og inderlige version af netop ”Hvor er alle drømmene”, som Maria Stenz synger i starten af ”Inden vi dør synger vi en sang”, der skal have seks store månestråler ud af seks mulige. Fordi kabareten er teater fra øverste hylde, fordi vi alle fra tid til anden finder os selv stående alene dér i natten i lyset af en månestråle.

Kabareten spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 16. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Miraklet i Gullspång”

Udgivet den af
Svar

”Miraklet i Gullspång” er uden sammenligning en af de mærkeligste og mest særegne film, som jeg nogensinde har set.

Det er en blanding af en dokumentar og en kunstfilm – og har som det centrale punkt to formodede tvillingesøstre, som blev skilt ved fødslen i Norge i 1941, da man ikke ville risikere, at de blev en del af Hitlers brutale forsøg med mennesker.

Den ene af de to tvillinger er så død for mange år siden – i 1988. Men nu møder to af hendes søstre i forbindelse med et lejlighedskøb en kvinde, som de mener ligner deres døde søster på en prik. Og så ruller tvillinger-formodnings-bolden – med dna-tests, kram og tårer, men også med bristede forhåbninger og clash mellem forskellige måder at leve og tænke på.

For den døde søster og hendes søskende er vokset op i en stærk religiøs familie, som har en mani med at ville finde tegn fra Gud i alt, som sker – mens den formodede forsvundne tvilling har en helt anden baggrund fra en familie med både økonomisk og kulturel kapital. Hun er desuden en rigtig badass, der for en kvinde født i 1941 har en så særlig baggrund som løjtnant i den norske hær – og som hun siger det:

Jeg har lært at dræbe, og jeg havde slået de mennesker ihjel, hvis ikke jeg havde været så god til at kontrollere mig selv.

For den religiøse søskendeflok, som tæller hele fem mennesker – en bror og fire søstre – er voldsomt grænseoverskridende i den måde, som de udæsker den tidligere løjtnant og formodede søster på, da hun kommer op til Nordnorge for at møde dem.

Deres generelle viden, tankegang, evne til at tage data ind og reflektere er nemlig lige så dårlig som deres evne til at opføre sig civiliseret, selvom det retfærdigvis skal siges, at de prøver. Men det kniber med at rumme andre, når man lever efter, at ens egen tro er den eneste saliggørende. Den formodede forsvundne tvilling konkluderer derfor også: Det er ikke den genetiske arv, der betyder mest, men de mennesker og det sted, hvor man voksede op.

Men er de så tvillinger de to, den døde søster og løjtnanten? Det svar vil man gerne have, når man ser filmen. Men den ene test viste det ene – og den anden det andet. Så intet er givet med sikkerhed – eller er det?

Og som om den forvirring ikke var nok, så har historien om den døde søster altid været, at hun begik selvmord, hvilket har trukket et spor af synd og skam i den stærkt religiøse familie. Men qua netop den formodede forsvundne tvillings evne til at tænke, så finder man ud af, at den døde søster faktisk døde en naturlig død tilbage i 1988.

Eller var det mord? Det får vi heller ikke svaret på. Sporene er også for længst kolde. Men alligevel lever både ekskæresten og ham, der fandt den søde søster nede ved søen stadig – og begge er med i filmen. Så vi kunne måske have fået de svar, som vi mangler på, hvem de tre livsforsikringers begunstigede var – og hvorfor man accepterer, at en kvinde sidder to dage i en bil uden at man gør noget. Men det sker ikke.

Det er ærgerligt. For oplægget til filmen – at finde en måske forsvunden tvillingesøster ved et tilfælde/fordi Gud vil det – er fantastisk. Omvendt er slutningen – at lære at leve med, at man ikke kan få svar på alt her i livet – måske også det mest realistiske.

For har vi ikke alle den slags uafsluttede sager i vores liv, måske bare knap så dramatiske? Det tænker jeg. Jeg har i hvert fald en irriterende hændelse fra for 20 år siden, som jeg aldrig får svar på, hvorfor skete og hvem der satte i gang. Jeg har prøvet, men jeg er blevet nægtet en forklaring.

For nogle gange vil mennesker ikke fortælle sandheden. Andre gange husker mennesker ikke, hvordan det hele forholdt sig. Og mange gange digter mennesker en virkelighed, som de selv tror på – og kan leve med.

Og hvis man som den religiøse søskendeflok partout vil finde en dybere mening i alt, så er der yderligere et incitament til at lægge til, trække fra og digte en virkelighed, så den passer til den ønskede historie. For der er noget i fortællingen om hændelserne i Gullspång, som ikke stemmer, både løgne, fortielser og tillæg fra fantasiens verden.

Danmarksbloggen giver derfor ”Miraklet i Gullspång” fire ud af seks broderi-billeder, som det, der hang på væggen i lejligheden, og som startede hele balladen. Filmens skaber Maria Fredrikssons oplæg berettigede ellers til fem, men hullerne i den gribende og fascinerende fortælling er desværre for store.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The House of Uhygge”

Udgivet den af
Svar

I år kan Crazy Christmas Cabaret fejre sin svimlende 40´ende sæson.

Er den for længst fordanskede udgave af en kær, engelsk juletradition så 40, fed og færdig? På ingen måde. Årets udgave ”The House of Uhygge” er derimod 40, fed (på den fede måde) og forrygende.

For som de danser, synger, spiller, gakker – og er helt igennem vidunderlige her i jubilæums-sæsonen. Det minder på mange måder om The Rocky Horror Picture Show. For ”The House of Uhygge” er en comedy-horror-musical, præcis som det famøse teater og senere film er.

Fx er The Rocky Horror Picture Show ganske synligt i det måske mest fantastiske musiknummer i forestillingens anden akt, hvor den skotske politimand synger og danser i et kostume, der straks sender tankerne hen på en af de mest genkendelige karakterer fra The Rocky Horror Picture Show. Hvem skal ikke røbes her, for så misser man overraskelsens kanon-latter, der kommer fejende lige så hurtigt som tågen ude fra søen i det skotske højland.

For generelt er der i den inklusiv pause mere end 2½ time lange forestilling det sædvanlige høje tempo, de kvikke ordspil og de muntre jokes placeret lige, hvor de skal – under bæltestedet. Så det er alt sammen, som det plejer – næsten. For vi savner de politiske bid til en verdenssituation, der bliver mere og mere absurd, og derfor kræver at blive taget under behandling.

I årets version af Crazy Christmas fokuseres der i stedet på HNV – Horror, Natur og Videnskab – tilsat en portion populærkultur. Så man er klædt godt på, hvis man kan sin Barbie og Ken fra Greta Gerwigs sommerhit-film, foruden klassiske uhygge-figurer som Dracula, Frankenstein samt Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

De sidste fire kunne man også forvente at møde i en forestilling, der hedder ”The House of Uhygge”, og som udspiller sig lidt i Transsylvanien, men mest på et slot i Skotland tæt på Loch Ness, hvor helseprodukter, andre medikamenter og andet fra menneskehedens skøre laboratorium danner rammerne for all for fun and fun for all, som man sagde det engang hos Crazy Christmas – og som stadig gælder, når løjerne slippes løs under den store fuldmåne.

Men læs også lige op på Gwyneth Paltrow og hendes ”helse-brand”, den hæderkronede, gamle film ”Cabaret” (ja, dén med Liza Minelli) og nogle af de varité-forestillinger, der langt op i 1900-tallet var så mange af i England. For så er De godt rustet til at se ”The House of Uhygge”.

Det allermest uhyggelige er dog ikke det, som sker direkte på scenen. Det er, at scenen i Glassalen til næste jul ikke skal befolkes af de skønne mennesker – Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, Kevin Kiernan Molloy, Sebastian Harris, Claus de Lichtenberg – for slet ikke at tale om orkestret, som i år lyder navnet The Graveyard Gremlins from Greve.

For Tivoli har nemlig besluttet, at der skal være dansksprogede musicals i Glassalen næste jul. Det er en stor skam, og derfor er korset på scenen med årstallene født 1998 og død 2023 også på sin plads. For i dette 40´ende sæson-jubilæum kan Crazy Christmas nemlig også fejre, at det er 25´ende og sidste sæson i Tivoli.

Boooooooooooooo, kan man kun råbe til så stor en fejl-disposition.

For selvsagt råber vi i forestillingen boo til skurken, når han flagrer rundt i sin kappe, og hooray til helten og heltinden. Andre kendinge som Crazy Christmas-jomfruen (tænk at de stadig findes), aftenens publikummer, som i dén grad får sin sag for i år (men som klarede det med bravour til premieren), at læne sig frem, at rejse sig op, når Dronningen ringer til Dame Hyacinth Nutcracker, der som altid er forrygende i sine kjoler og sin mandejagt, og meget mere er selvfølgelig også med.

Ellers var det heller ikke Crazy Christmas.

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas i den blodrige 2023-aftapning fem ud af seks af de små portioner af drikkelse, som flyder gennem hele showet. Danmarksbloggen kan så bare ikke beslutte, om det skal være den grønne, som gør én sød og venlig – eller om det giver mere mening at nappe den røde, som slipper det indre bæst og de undertrykte ønsker og begær løs, så man handler – og får ting til at ske.

Taget den verden vi lever i – og det at Crazy Christmas mangler et sted at være næste år, så skal det nok være den røde.

Og med det in mente, er der kun tilbage at insistere på: Dip, dip, dip, dob, dob, dob, grrrrrrrrrrrrrrrr, som Dracula og hans brud Necrophilia siger det, mens de gør deres hemmelige håndtegn, som de også er så venlige at lære os andre. Så vi også kan bruge dem.

Dét skal nok virke. For vi vil ikke undvære Crazy Christmas – heller ikke i 2024. Vi vil sige HEJ igen.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

Udgivet den af
Svar

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk